Prøv avisen
Interview

Kristian Ditlev Jensen: De sociale medier kræver sociale spilleregler

Det kan virke uforpligtende at tilsvine andre mennesker på Facebook, men det kan være en god huskeregel kun at skrive, hvad man ellers ville sige til folk i virkeligheden, mener forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der her ses uden for sit hjem i Flensborg. Foto: Claus Fisker

Facebook kan føles som en skolegård uden gårdvagt, mener Kristian Ditlev Jensen

De har begge ordet i deres magt. For de er begge forfattere. Og de har begge fået anerkendt deres sproglige talent gennem debutantprisen på Bogforum. Men mens den ene for nylig fyldte 44 år, er den anden kun 19 år. Og der er stor forskel på, hvordan Kristian Ditlev Jensen og Yahya Hassan udtrykker sig på Facebook, hvor de begge er flittige brugere.

Forfatteren, debattøren og den teologistuderende Kristian Ditlev Jensen har sat den regel op for sig selv, at han ikke vil skrive noget til nogen på Facebook, som han ikke ville turde sige til dem i virkeligheden.

Alligevel har han i ytringsfrihedens navn for eksempel vist den famøse Muhammed-tegning med bomben i turbanen på sin Facebook-væg. Og i sidste uge gav han i en debattråd på Facebook udtryk for, at han mente, at man i princippet kunne skrive alt til alle, så længe det overholdt injurielovgivningen.

Det testede den unge digter Yahya Hassan straks ved at sende ham en lang svada, hvor han blandt andet kaldte ham ”dit overvægtige kadaver af et overvægtigt kadaver at være” og beskyldte ham for at have stomi - for at illustrere den ”fuldstændige ytringsfrihed”.

”Nu er det nyt for mig, at det skulle være et skældsord at have stomi, men det var da underligt at få mails fra venner, der skrev, at jeg var god nok, selvom jeg havde stomi, når jeg ikke har det. Og på den måde synes jeg faktisk ikke, at indlægget overholder injurielovgivningen. Jeg er jo heller ikke et svin, som han også kaldte mig,” siger Kristian Ditlev Jensen.

Senere samme dag blev Kristian Ditlev Jensen ramt af sin første dødstrussel fra en bruger på Yahya Hassans debattråd. Flere opfordrede Kristian Ditlev Jensen til at anmelde det til politiet, men da var profilen allerede slettet. Og det har fået Kristian Ditlev Jensen til at tænke over nettets debatkultur:

”I begyndelsen reagerede jeg professionelt, men i dag er jeg faktisk ret mærket af det hele. Den ukendte facebookbruger skrev, at jeg stod på en liste over folk, der ville blive dræbt. Det synes jeg er ubehageligt. Og jeg synes egentlig også, at Yahya Hassans indlæg er groft og uanstændigt. Han kender mig jo ikke personligt, men kører løs på min overvægt. Og det synes jeg er tarveligt. Han vil angiveligt illustrere, at fri ytringsfrihed ender grimt, men man viser jo heller ikke en Muhammed-tegning for at såre folk, men for at vise, at man ikke giver efter for dødstrusler og terrorisme. Og Yahya Hassan ved jo, at jeg aldrig ville komme efter ham med et maskingevær. Hvis han havde kaldt mig tyk ansigt til ansigt, så var jeg nok bare gået min vej. Men Facebook er et frirum for gratis omgange. Og det kan sommetider virke kvalmende som en skolegård uden gårdvagt.”

Kristian Ditlev Jensen hørte første gang om Facebook i 2007 under et opstillingsmøde i Odense for Ny Alliance, hvor erhvervsmanden Lars Kolind opfordrede sine nye partikammerater til at stige på det nye netværk, hvor ”det hele kom til at ske”.

”Vi sad alle sammen som uforstående 80-årige over for den nye teknologi, og ingen af os kunne dengang se det smarte i at dele tekster og videoer gratis ud. Eller blive venner med folk, der ikke var ens venner. Men allerede et år senere var de fleste af os på.”

Det var dog med en vis famlen, at Kristian Ditlev Jensen begyndte at bruge Facebook, husker han:

”I begyndelsen syntes jeg, at det var underligt at være venner med folk, jeg ikke havde set i virkeligheden, så jeg oprettede en ekstra forfatterprofil til dem, jeg ikke kendte personligt. Men det blev svært at skille ad, så jeg gik tilbage til kun at have én profil,” siger han og tilføjer:

”Jeg har prøvet i flere omgange at finde ud af, hvem jeg selv er på Facebook. Det er svært at sige. For jeg er ikke mig selv, selvom jeg er ærlig. Der er store dele af mit liv, som jeg ikke kunne drømme om at dele, og jeg undrer mig over folk, der lægger badebilleder af deres børn ud på nettet. Nu er jeg også selv tidligere offer for pædofili, men jeg ved, at den slags billeder kan misbruges, og derfor har jeg også været forsigtig med, hvad jeg selv delte.”

I flere år lagde han derfor kun billeder af mad på nettet, fordi det virkede harmløst.

”Det skabte dog en del forvirring, fordi folk så troede, at jeg kun tænkte på mad, og siden har jeg også brugt Facebook mere frimodigt. Som forfatter er det også en balance at bruge Facebook. For hvis man kun bruger det som reklame for sine bøger, bliver folk også hurtigt trætte af det. Derfor bruger jeg selv at veksle mellem debatstof, personlige fortællinger og bogudgivelser.”

Flere gange er han dog blevet skræmt over, hvordan små hverdagsbetragtninger på Facebook er blevet læst af flere, end han anede.

”Engang skrev jeg på Facebook, at jeg havde fået maveproblemer som følge af en virus, der florerede dengang. Flere opfordrede mig til at købe paragurter. Sådan kan man jo også få sit eget ekspertpanel på Facebook. En time senere stod jeg på et apotek, hvor jeg var ved at gribe ud efter nogle piller. 'De virker vist ikke mod mavesmerter', sagde en fremmed kvinde ved siden af mig. Det syntes jeg virkede underligt, så jeg spurgte, hvordan hun vidste, at jeg havde ondt i maven. 'Jamen, det skrev du da selv på Facebook!', svarede hun. Og jeg har også oplevet mange gange, hvordan folk, som jeg i begyndelsen ikke kunne placere, har hilst på mig, indtil det viste sig, at vi var Facebook-venner. Men via deres venner kan man nå langt længere ud, end man aner.”

Man skal betragte alle opdateringer som læserbreve i en avis, mener han:

”Forskellen på læserbreve og facebookopdateringer er hastigheden. Hvis jeg skulle debattere med Yahya Hassan via en avis, ville han aldrig få trykt alt det, han skrev til mig. Og debatten ville også vare i måneder. Her kan en uskyldig kommentar ende med en dødstrussel i løbet af en eftermiddag.”

Facebook er således både et socialt, asocialt og spontant medie, som folk også bruger meget forskelligt.

”Hvis man ser bort fra de aktuelle sager, er jeg faktisk rigtig glad for Facebook. Jeg har både boet i marsken, London og Flensborg, mens jeg har været på Facebook. Overalt kunne jeg føle mig som en del af fællesskabet. Og det har jeg behov for. Det hænger nok også sammen med, at jeg er et udadvendt menneske, så jeg kan godt lide det hurtige tempo, kvikheden og humoren, der kan ligge i spontane kommentarer. Andre bruger det anderledes og gennemskriver alle deres indlæg i timevis eller nøjes med at læse passivt, hvad andre skriver, uden at 'like' eller kommentere. Og sådan skal man jo være fri til at bruge Facebook, som man ønsker. Engang fik jeg for eksempel en rørende Facebook-besked fra en døende professor, der gerne ville være Facebook-ven med mig fra sit hospice for at følge mig, efter jeg havde skrevet en bog om døden sammen med en retsmediciner. Og så fulgte jeg hende spise østers med sine pårørende, inden hun døde tre uger senere. Sådan kan Facebook skabe fællesskaber lige til det sidste. Og på samme måde har jeg også selv siden anmodet om venskab med folk, som jeg ikke kendte, men gerne ville følge,” siger han og tilføjer:

”Man skal huske, at vi alle sammen stadig er nybegyndere i den digitale verden. Og Facebook er en stor fælles dagbog, som vi nok stadig skal lære at bruge rigtigt.”