Rørende biografi kortlægger de spor, som Ejersbo satte på godt og ondt

”Jakob var her” har Rune Skyum-Nielsen kaldt sin digre biografi om Jakob Ejersbo. Jakob var her, fra han blev født den 6. april 1968, til sin alt for tidlige død den 10. juli 2008. Foto: Annett Bruhn / Scanpix Danmark

bog
Four stars
Rune Skyum-Nielsen har hele vejen igennem valgt at være loyal over for Ejersbos egen metode, at beskrive overfladen og lade læseren selv drage slutningerne
Mai Misfeldt

Rune Skyum-Nielsen er gået i fodsporene på forfatteren Jakob Ejersbo. Helt op på Kilimanjaro faktisk. Nu foreligger der en imponerende biografi, fortalt gennem de mennesker, Ejersbo var nær

”Jakob var her” har Rune Skyum-Nielsen kaldt sin digre biografi om Jakob Ejersbo. Jakob var her, fra han blev født den 6. april 1968, til sin alt for tidlige død den 10. juli 2008. Kulturskribenten Skyum-Nielsen mødte ham aldrig, men da han læste Afrika-trilogien, som udkom posthumt i 2009, kunne han ikke slippe den igen.

Der var en historie der, det kunne journalisten godt mærke, men der var også noget, der ramte ham rent personligt, og som gav ham en trang til at komme nærmere. Blive klogere på, hvem Jakob Ejersbo var, hvorfor han var så stensat og satte alt ind på at få fortalt den historie om de udsendtes/hvides glemte, rodløse børn og deres forældres svigt, som han desværre aldrig selv så udkomme.

Hvordan fortæller man et andet menneskes liv? Det er i sandhed en svær opgave, og måske er det ekstra svært, når det er tæt på i tid, ikke mindst når den biograferede ikke blev færdig med sit liv. Rune Skyum-Nielsen har valgt en anden tilgang. I stedet for at være den tydelige autoritet, der syntetiserer, hvordan det var, har han valgt at lade Jakobs familie og venner fortælle i en strøm af skiftende øjebliksbilleder. Det er der kommet en flimrende, kronologisk fremadskridende beretning ud af, der følger Ejersbo, fra han som femårig rejste med sine forældre til Moshi i Tanzania, til hans urne bliver sat ned på Assistens Kirkegård i København.

I begyndelsen var jeg lidt skeptisk over for den form, hvor Skyum-Nielsen også vil karakterisere de fortællende gennem sproglige udtryk. Det virker karikeret, når mor, Hanne Ejersbo siger ”nøj”, eller søster Ea fortæller om hjemkomsten til Danmark efter de første to år i Moshi, at det var ”skidesvært”.

Når Ejersbos ungdsomsven Alizeth taler, er det på samme måde, som Ejersbo lod ham tale gennem karakteren Marcus i ”Liberty”, et swahili-dansk med metaforer som ”den afrikanske ovn havde bagt den hvide dej”.

Jeg forstår hensigten med at indføre fremmedheden rent sprogligt, men det kommer reelt til at virke nedladende.

Men som tiden skrider frem, og fortællerne i højere grad bliver Ejersbos samtidige, giver formen mening. Fordi det også bliver et portræt af en gruppe unge mennesker, en vennekreds, hvoraf flere havde svært ved voksenlivet, og en karismatisk, gådefuld figur, en trickster, som kom til at påvirke deres liv, som kom tæt på dem, mens ingen af dem virkelig kom tæt på ham.

Et menneske, som fordi han var så retningsbestemt og dedikeret selv, kunne få sine venner til at arbejde med på sit projekt. ”Skriv. Se ikke tilbage,” stod der på en post-it over hans skrivebord.

Trods de mange ord vedbliver Jakob Ejersbo at være et gådefuldt menneske. På mange måder virker han som et desillusioneret menneske, som tidligt havde forskanset sin store sårbarhed i en afvæbnende form for kynisme, og som ikke lod nogen komme ind under skallen.

Det er måske den historie, der gør mest ondt, den historie, der ligger gemt som et fravær i forældrenes fortælling, og som mange børn af den generations forældre vil kunne spejle sig i. Den store historie om en generations forældresvigt, som blev ekstremt accentueret for de udsendtes børn, som tilmed skulle forholde sig til hverken at høre til i Danmark eller Afrika, havde man gerne set sat mere fokus på. Jeg tror, som Skyum-Nielsen selv er inde på, at det er i den kolde fremskrivning af den erfaring, Ejersbos fortjeneste ligger.

Det er Skyum-Nielsens fortjeneste at han ikke prøver at vriste en stor sandhed fri eller tegne et helgenportræt, men også viser Jakob Ejersbos usympatiske sider frem. Fra han forstod, at han ville være forfatter, brugte han skånselsløst sine omgivelsers liv i den realistiske prosa, som han selv indså for mere sand end så meget andet af tidens litteratur.

Han var også et menneske, der dybest set nærede mistillid til andre, ikke mindst de kvinder, som forelskede sig i ham.

Skyum-Nielsen lægger fortællingen i de andres hænder, men det er jo ham, der trækker i trådene. Ham, der på meget dreven journalistisk vis lægger de små spor ud. Lige fra begyndelsen mærker vi for eksempel forældrenes distance til deres børn og deres børneliv, ligesom Skyum-Nielsen har doseret små observationer, som peger på, at grunden til, at Jakob havde det så svært med kvinder (havde aldrig et længerevarende forhold), kunne være, at han slet ikke var til kvinder.

Biografien rummer også en interessant forlagshistorie. Ingen, slet ikke forlaget, som i sidste øjeblik satte oplaget ned og ikke havde kunnet fange boghandlernes interesse, havde regnet med den succes, som ”Nordkraft” blev, da den udkom i 2002.

Syv måneder efter får Ejersbo De Gyldne Laurbær og er ved at knække under sin egen succes, som for ham blot virker som en forhindring, før han kan komme i gang med sit egentlige værk, ”Africana”, som den oprindelige titel var. Succesen betyder også, at Ejersbo kan optræde som en total hård forretningsmand, da udgivelsen af Afrika-værket skal forhandles, en mand, som ikke lader sig imponere af Gyldendal-aura, Johannes Riis’ mildhed eller et tilbud om et exceptionelt forskud på 400.000 kroner. Jakob Ejersbo stolede ikke på mange og skulle ikke ejes af nogen.

Jeg savner undervejs afsnit, der gik lidt dybere i Ejersbos værker, og også lidt dybere samtaler med vennekredsen, men Rune Skyum-Nielsen har hele vejen igennem valgt at være loyal over for Ejersbos egen metode, at beskrive overfladen og lade læseren selv drage slutningerne. Det er der kommet en nærværende, rørende og levende fortælling ud af, selvom jeg ikke er sikker på, at den for evigt vil kunne påberåbe sig sin undertitel som ”Bogen om Ejersbo”.

kultur@k.dk