Klummer samlet i en bog er en svær genre. Det kan fungere, hvis klummerne er bundet sammen af et bestemt emnefelt som for eksempel Jørn Lunds sprogklummer.
Eller formidler et hverdagsunivers som hos Bo Green Jensen eller et særligt humoristisk rum, som da litteraturprofessor Hans Hertel for mange år siden gav den som pseudonymet Mr. Henderson. Det er straks sværere med holdningsmæssige klummer.
Lige så stimulerende det kan være at læse dem i en avis i et saligt miks med andre genrer som nyheder, reportager, baggrundsartikler og anmeldelser, lige så håbløst kan det føles at læse dem sat op efter hinanden i en bog.
Man er dårligt kommet i gang med det kritiske ræsonnement, før teksten slutter. For straks at blive efterfulgt af et beslægtet, eller måske næsten identisk, kritisk ræsonnement. Og så videre.
Det gælder desværre også denne klummesamling af professor emeritus i organisation og ledelse Steen Hildebrandt (f. 1944), selvom forlaget i et forord af en overgjort salgstale løfter klummerne, som har været bragt i Ugebrevet Mandag Morgen i årene 2013-2016, helt til skyerne.
Og det korte format er ekstra problematisk, fordi Hildebrandt helst tager de allerstørste globale udfordringer op såsom klima, bæredygtighed, befolkningstilvækst, flygtningekrise m.m. Meget store problemer søges matchet af et meget stort og ret diffust håb. Det er formlen for bogen.
Som intellektuel profil er Hildebrandt ellers interessant, som det ofte er tilfældet med cross over-figurer. Hans faglige baggrund er områder som erhvervsøkonomi, ledelse og organisationsteori. Trods sin fortrolighed med erhvervsliv og bestyrelsesarbejde er han samtidig vækstkritiker på en måde, vi ofte forbinder med venstrefløjen.
Dertil har han en blød humanistisk, hvis da ikke slet og ret religiøs side, hvor han godt kan lide at skotte til østerlandsk mystik, holistisk tænkning og netværksidealer, og han viger heller ikke tilbage for at udfolde en uforsonlig kritik af det mekaniske og ”cartesianske” verdensbillede, der har præget vestlige kultur gennem århundreder.
Han vil gerne slå et slag for den konstruktive optimisme, og det kan der også være behov for. Bogens titel hentyder til det unikke blik på vores blå planet ude fra rummet, som viser, hvor smuk, udsat og enhedspræget kloden er.
Vi er nødt til at tænke alting i sammenhæng(e) i stedet for at tænke i opsplitning (siloer) og konkurrence. Vi må stræbe efter en planetarisk bevidsthed og en solidaritet mellem generationerne. På den baggrund må Hildebrandt nødvendigvis levere en meget kras kritik af skiftende danske regeringers kortsigtede politik, hvor det længste perspektiv går på at kunne konkurrere med kineserne.
Jeg synes, Hildebrandt får sagt mange rigtige og gode ting om for eksempel det forfærdelige New Public Management og det enorme ressourcespild i bureaukrati og kontrolsystemer. Hans lille anekdote om, hvordan han får en såkaldt midtvejsevaluering af et ph.d.-projekt sendt retur, fordi den er 942 anslag for kort (!), er ganske karakteristisk for det moderne universitet.
Hvor jeg og mange med mig måske for 10 år siden ved at læse sådan noget ville have tænkt ”pjat og snak, fornuften er vel ikke gået helt fløjten i vore institutioner”, tegner den politiske og administrative virkelighed sig i dag mere og mere surrealistisk.
Det er dog de globale problemer, der optager Hildebrandt mest, og han får slået godt på tromme for de nye verdensmål i FN som en global, politisk sigtelinje, der måske kan drive en positiv udvikling frem.
Hans kongstanke er, at der i verden af i dag på mange niveauer er bundet enorme potentialer, og hvis de kan frisættes af bedre ledelse og samarbejde, en ny pligtfølelse, stærkere følelsesmæssig intelligens m.m. er der nærmest ingen grænser for, hvad vi som menneskehed kan udrette.
Trods den erklærede optimisme fremstår Hildebrandt nogle gange som dommedagsprædikant, når han rituelt gentager remsen af de næsten ubærligt og uoverskueligt store problemer. Læseren trættes og går billedligt talt i knæ: Ja ja ja, du har ret, vi skal nok… men, øh, hvad er det egentlig, vi skal?
De konstruktive løsninger ligger mere i det dunkle. Den apokalyptiske undergangsstemning skal overvindes af et trodsigt, eskatologisk håb. Menneskeheden kan, skal og vil tilsyneladende nå en eller anden bestemt mental tærskel, hvorefter alt vil forandre sig. For mig lyder det som en form for dennesidig gnosticisme:
Den verden, vi kender, ligger i det onde, men vi har borgerskab i en forvandlet og langt bedre verden, der venter på os forude, når alle siloerne bliver brudt ned, alle potentialerne indfriet, og FN endelig får magt, som det har agt.
”Steen Hildebrandt formår med sine rolige analyser at indgyde konstruktiv optimisme. Dén har vi brug for!”, skriver forlaget begejstret på bogens bagside. Deres anmelder længes også efter ro og optimisme, men en skeptisk orm gnaver alligevel i ham. Har han måske selv nogen bedre forslag? Desværre nej. Ikke for indeværende.
kultur@k.dk