De største læseoplevelser begynder i garderobeskabet

MED BILLEDSERIE: Det eventyrlige blev hyldet af børn og voksne for andet år i træk på Danmarks eneste fantasy-bogmesse, som fandt sted i Herlufsholm Kostskoles stemningsfulde omgivelser

Herlufsholm Kostskoles klosterbygning dannede i weekenden ramme om Danmarks eneste fantasy-bogmesse. Og stemningen er ideel til en bogmesse om fantastisk litteratur, mener de gæster, Kristeligt Dagblad har talt med. –
Herlufsholm Kostskoles klosterbygning dannede i weekenden ramme om Danmarks eneste fantasy-bogmesse. Og stemningen er ideel til en bogmesse om fantastisk litteratur, mener de gæster, Kristeligt Dagblad har talt med. –. Foto: Steen Brogaard.

I den ældste del af Herlufsholm Kostskoles tilhørende klosterbygning, i en munkecelle, sidder 20 voksne mennesker i komfortable sofaer og får en historie læst højt. Forlængst forladt edderkoppespind bølger rytmisk i gennemtræksvinden fra et utæt vindue. Fantasy-forfatter Sven Damgaard Ørnstrups dybe stemme runger blidt under hvælvingen i det svagt oplyste rum.

Det var næsten midnat, begynder han fra sin bog Abbadons Arv og åbner for en verden med magiske krystaller, gobeliner og gnækkende gnomer.

Kristeligt Dagblad er taget på bogmesse for eventyr, science-fiction og horror, eller under et: Fantasy. Det er den eneste rendyrkede bogmesse af sin art i Danmark, og den foregår for andet år i træk i Næstved, på Herlufsholm Kostskoles grund, hvis historie strækker sig næsten tusind år tilbage i tiden. Her læses ikke kun om riddere. Her har riddere opholdt sig.

Derfor er det det helt rigtige sted for en bogmesse, der beskæftiger sig med det fantastiske, mener både besøgende og forfattere.

Akustikken, intimiteten, stemingen det hele er perfekt, siger Sven Ørnstrup efter sin højtlæsning.

Det er Magnus Heunicke enig i. Han er politisk ordfører for Socialdemokraterne, men ved siden af det politiske liv er Næstved-borgeren fantasy-fan.

For tre år siden var han i gang med at læse George R.R. Martins Game of Thrones, der siden er blevet til en succesfuld tv-serie. Han stod i supermarkedets frugt- og grøntafdeling, da idéen pludselig faldt ham ind:

Herlufsholm og fantasy-litteratur. Det var så perfekt en kombination, at jeg fandt telefonen frem lige der ved grøntsagerne og smsede til folk, jeg kender, som kunne sætte det i gang, siger han.

LÆS OGSÅ: Fri fantasi gør produktiv

Magnus Heunicke er som så mange andre vokset op med C.S. Lewis Narnia-bøger, hvor fire børn finder indgangen til en eventyrverden i et garderobeskab.

Man tager to skridt og træder ind i en helt anden verden, hvor de gode kæmper mod de onde, hvor klassiske værdier er i spil. Det er fantasy, siger politikeren.

Han er ikke ene om sin forkærlighed for litteratur, der hiver læseren ud af hverdagens trummerum og fortæller i fabler med hekse, drager og trylleforbandelser som stand-in for fejlbarlige forældre, skolegårdsbøller og sygdom. Herlufsholm Fantasy-bogmesse får 1500 besøgende for andet år i træk.

Her er rigtig mange børn og unge fulgt med deres forældre (eller omvendt) for at være fælles med andre om noget så gammeldags som bøger.

Et af hovednavnene er Dennis Jürgensen, der har forfattet 55 bøger om zombier, mumier og magikere. For hans vedkommende er det stadig barndommens fascination af rollespil og tegneserier, der driver forfatterkarrieren.

Jeg tror, de fleste mennesker dybest set begejstres af de samme ting, som de gjorde, da de var 12 år. For mig, der elsker at bruge fantasien, har det i hvert fald holdt ved, siger han efter lørdagens mest tætpakkede sceneinterview.

Interviews med forfattere er hovedattraktionen på bogmessen, hvor publikummer må stå mast op ad væggene, når de mest populære forfattere indtager scenen: Navne som Dennis Jürgensen, Josefine Ottesen, der fejrer sit 30-års-jubilæum på bogmessen, og Kenneth Bøgh Andersen, der både er aktuel med en ny bog, hvor han korsfæster nisser og slår julemanden ihjel, og biograffilmen Ant Boy om en dreng, der får superkræfter.

LÆS OGSÅ: Det fantastiske i det fantastiske

Men de mest populære bøger er stadig Ringenes Herre og Harry Potter. Førstnævnte står 60 år efter sin udgivelse stadig som genrens hovedværk. Sidstnævnte har måske endnu større betydning i dag. Her render piger rundt i skoleuniformer fra Harry Potter-universet, og en stand er fuldstændig dedikeret de syv bøger i serien. Uafhængigt af hinanden fortæller to drenge, at de lider af svær ordblindhed, men med fryd har læst alle 4200 sider Harry Potter.

Gymnasielærer Sven Dam-gaard Ørnstrup, forfatteren, der læste op i munkecellerne, er mere til Tolkien. Men han er ikke i tvivl: Fantasy er den bedste genre, der findes.

Jeg vil gerne fortabe mig i en bog, og god fantasy er eskapisme. Men når fantasy virkelig fungerer, er det så meget mere end det. Forklædt som noget andet vender og drejer fantasy store, eksistentielle temaer som identitetsdannelse, ondskab og tab. Ikke på samme måde som den reflekterende, socialrealistiske litteratur gør, men så vi forsvinder ind i den og får følelserne med.

For ham og for de fleste fremmødte her på Herlufsholm er de største læseoplevelser dem, der egner sig til højtlæsning i 1000 år gamle munkeceller. Dem, der begynder i Tom Bombadils hus, på Londons Kings Cross-station perron 9¾ eller bagerst i garderobeskabet.

Trollemorgen 2011, kirke.
Trollemorgen 2011, kirke. Foto: Steen Brogaard
Trollemorgen 2011, kirke.
Trollemorgen 2011, kirke. Foto: Steen Brogaard
Fantasy-bogmesse på Herlufsholm. Cecilie Eken, forfatter til ""Det Levende Sværd"".
Fantasy-bogmesse på Herlufsholm. Cecilie Eken, forfatter til ""Det Levende Sværd"". Foto: Steen Brogaard
Fantasy-bogmesse på Herlufsholm. Jakob Levinsen fortæller om nyoversættelsen af Tolkiens ""Hobitten"" og viser et eksemplar frem.
Fantasy-bogmesse på Herlufsholm. Jakob Levinsen fortæller om nyoversættelsen af Tolkiens ""Hobitten"" og viser et eksemplar frem. Foto: Steen Brogaard