Prøv avisen
Film

En fin og troværdig skildring af de svære valg i krig

5 stjerner
Dronningen sagde i sin nytårstale, at de fem år under Besættelsen ”stadig bliver mindet, også med stolthed, for det sammenhold og den offervilje, som viste, hvad vi i Danmark er i stand til”. Helt så enkelt var det nok ikke alligevel, hvilket filmen ”De forbandede år” så flot viser. Foto: Scanbox

Anders Refn fortæller i ”De forbandede år” en stor og medrivende besættelsestidshistorie om de vanskelige valg, man måtte tage for 75 år siden

Vi er netop gået ind i 2020, hvor vi, som Dronningen sagde det i sin nytårstale, skal markere to store begivenheder vedrørende Anden Verdenskrig. Danmarks besættelse den 9. april 1940 og Danmarks befrielse den 5. maj 1945. Det er en periode, der fylder meget i vores nyere historie.

Det ser ud, som interessen for denne periode ikke er aftagende, men tværtimod stigende. Der udkommer stadig bøger om den tid, og diskussionen om de politiske og moralske valg, der blev gjort efter den 9. april, kan stadig blive heftig. Handlede den socialdemokratisk-radikale regering moralsk rigtigt ved at indlede et samarbejde med besættelsesmagten? Skulle de have kaldt til modstand og gået af? Hvordan med erhvervslivet, for ikke at tale om landbruget, skulle de have handlet anderledes? Var de folk, der meldte sig til tysk tjeneste på Østfronten, landsforrædere?

Endnu kan samarbejdspolitikken dukke op i den nuværende politiske situation. Det kom kraftigt til udtryk under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Senest vakte et navnevalg til en lille stikvej i Lyngby-Taarbæk Kommune stor palaver. Kunne man opkalde denne lille vej efter Scavenius, der boede på en ejendom på vejen? Det blev et nej til Scaveniusvej. Det var endnu for følsomt her trekvart århundrede efter begivenhederne.

Den seneste krølle på interessen for denne tid er Per Stig Møllers store bog ”Sommeren ’45”, der blev en af julens bedst sælgende bøger.

Så Anders Refn stikker med sin film hånden ind i et brandvarmt emne. Handledes der klogt, naivt, forkert eller forkasteligt i den første sommer efter den tyske besættelse, mens den tyske hær gik fra sejr til sejr, og alle troede, at de ville vinde krigen?

Filmen ”De forbandede år” begynder den 9. april om morgenen, hvor direktør Karl Skov og fru Eva skal til at fejre deres sølvbryllup. Gæsterne står klar på græsplænen, der skråner ned mod Øresund. Musikken sætter ind med ”Det er så yndigt at følges ad”, men pludselig dør det yndige, da tyske flyvemaskiner kaster flyvebladet ”Oprop” ned over gæsterne. Danmark er besat!

Direktøren lever et overklasseliv på Vedbæklund med tjenestefolk downstairs. Der er noget Matador over det. De har fire børn plus en ekstra fra hans tidligere ægteskab. Karl driver en succesfuld elektronikfabrik, der efter Besættelsen får taget det gode engelske marked fra sig. Han må søge nye veje. Hans vennekreds af erhvervsfolk mener alle, at der kun er tale om kort tid, så er krigen forbi, og Danmark må finde sin nye plads i Europa.

Karl Skov er en uhyre sympatisk mand, der ikke er meget for at forbinde sig med tyskerne, men hvad skal han gøre? Hvis han ikke gør det, lukker fabrikken, folk bliver arbejdsløse, og det økonomiske grundlag for familien er væk. Modstræbende begynder han at samarbejde med tyskerne, som regeringen også opfordrer til.

Min gamle biskop på Fyn, Vincent Lind, der var gammel modstandsmand og kz-fange, sagde engang, at man ikke kan handle med Djævelen. Ham må man forsage! Langsomt glider Karl Skov derhen, hvor han egentlig ikke vil. Hans kone er mere fast i kødet. ”Man må have visse principper, Karl!”. Hun vil ikke gå ind i nogen handel og slet ikke have tysk officer-besøg i hjemmet, men Djævelen spiller sit spil, og snart er hele familien i opbrud. Det bliver meget dramatisk. Valgene falder meget forskelligt ud, og det understreger tidens dilemmaer på en fin og troværdig måde.

Filmen er spækket med gode skuespillere. Hvor man nyder det! Ud over de to nævnte hovedfigurer, spillet af Jesper Christensen og Bodil Jørgensen, der som altid bare er gode, så glimrer en række unge skuespillere i rollerne som de fem børn. Mads Reuther, Gustav Dyekjær Giese, Sara Viktoria Bjerregaard, Lue Dittmann Støvelbæk og Sylvester Byder er alle kommende stjerner. Sikken en talentmasse. Der er noget at glæde sig til i fremtiden.

Ud over dem ses en række kendte store navne, der fylder deres karakterer med liv. En må nævnes specielt. Pernille Højmark er helt sublim i rollen som familiens Laura, der her hedder Annelise.

Det er en flot, flot historie, Anders Refn og Flemming Quist Møller har skrevet. Den kommer på det rette tidspunkt, men jeg har én stor anke. Den slutter for abrupt i begyndelsen af 1943. Man sidder tilbage med en række spørgsmål og undrer sig over, at den ikke i det mindste er ført frem til den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken bryder sammen. Det kalder på en fortsættelse.

At gå ind og se filmen er en god opvarmning til forårets to store markeringer. Dronningen sagde i sin tale, at de fem år ”stadig bliver mindet, også med stolthed, for det sammenhold og den offervilje, som viste, hvad vi i Danmark er i stand til”. Helt så enkelt var det nok ikke alligevel, hvilket filmen så flot viser.

Karl Skov, spillet af Jesper Christensen (tv.), er en uhyre sympatisk mand, der ikke er meget for at forbinde sig med tyskerne, men hvad skal han gøre? Hvis han ikke gør det, lukker fabrikken, folk bliver arbejdsløse, og det økonomiske grundlag for familien er væk. – Foto: Scanbox.