De tager en pause på refugiet i Løgumkloster

Løgumkloster Refugium er bygget sammen sammen med klosterkirken og cistercienserklosteret fra middelalderen. ...

Løgumkloster Refugium er bygget sammen sammen med klosterkirken og cistercienserklosteret fra middelalderen. Hver morgen samles kursisterne i klosterets kapitelsal for at synge morgensang. - Foto: Claus Fisker/Scanpix

Helle Skaarup er ny forstander på Løgumkloster Refugium, hendes vision er blandt andet at udbrede ...

Helle Skaarup er ny forstander på Løgumkloster Refugium, hendes vision er blandt andet at udbrede refugiumtanken, for vi mennesker har brug for ro og fordybelse, mener hun.- Foto: Claus Fiskee/Scanpix

Her er en særlig åbenhed i samtalerne, og samtidig bliver jeg helt høj af at få smidt en masse viden i hovedet af mennesker, der ved noget, og som brænder for at blive klogere.
Irene Gjermandsen, kursist

På Løgumkloster Refugium skaber man fællesskab gennem givende samtaler og foredrag. Kristeligt Dagblad er med på denne uges ”Tænkepause”-kursus, der både involverer hjerne og hjerte

Året er 2015, det er midt i oktober, det er mandag, og det er morgen. Ja, sådan er det, men det føles overhovedet ikke vigtigt, snarere fuldstændig ligegyldigt.

Vi er på Løgumkloster Refugium, hvor en tung, mørk trædør med kraftige smedejernshængsler til det, der kaldes kapitelrummet, er lukket bag os. Et stearinlys på en høj, slank stage midt i rummet er tændt, og vi synger ”Lysets engel går med glans” med spinkle, knapt vågne stemmer.

Tiden står stille. Det lyder som den slidte kliché, det er, men er det eneste udsagn, der er dækkende for dette øjeblik. For her under teglstenshvælvingerne sad der også for næsten 1000 år siden mennesker og sang.

Dengang var det middelaldermunke fra cistercienserordenen, der levede hele deres liv i klosteret og havde deres daglige gang i klosterkirken, der er bygget sammen med det, der nu er blevet til et refugium. Bygningernes historie udgør det fundament, der er lagt for ro og fordybelse på stedet, og som stadigvæk respekteres som et grundvilkår.

Det kan virke som et paradoks, når udgangspunktet for denne uges kursus på et gammelt sted som Løgumkloster Refugium er at sætte tidens strømninger under lup. Men vi er i 2015, og tiden står jo netop ikke stille.

De 30-40 kursister er ikke munke og nonner, men moderne mennesker med stor lyst til at forholde sig til nutidige udfordringer. Ikke med konfrontation og hurtige ja/nej-spørgsmål, men gennem samtaler præget af venlighed og stilfærdig undren.

”Her er ro og fred til at dyrke kvaliteten i et foredrag og i en samtale,” siger Birthe Bjerg.

Hun har været kursist på Løgumkloster Refugium op mod 75 gange, og rundt om bordet sidder andre, mest pensionister, der har været her lige så ofte, enkelte har endda fejret deres 100-gangsjubilæum. For dem er refugiet, som i ordets bogstavelige betydning, et tilflugtsrum, hvor de søger hen for at få en pause fra det hverdagsliv, de hver især lever. Og for sammen med andre at blive klogere på sig selv og verden.

For Irene Gjermandsen, der er laboratorieleder og dermed stadig erhvervsaktiv, er det kun fjerde gang, hun er her. Hun har valgt refugiet til nogle dages efterårsferie med sin mand, Morten Nickelsen, der er ingeniør, fordi de sammen trængte til, at få ”fyldt noget på hovedet”, som hun siger,

”I et travlt arbejdsliv kan man få en slags tunnelsyn, og vi kan helt glemme at trække vejret dybt ind og opdage, hvor stor verden er. Her er en særlig åbenhed i samtalerne, og samtidig bliver jeg helt høj af at få smidt en masse viden i hovedet af mennesker, der ved noget, og som brænder for at blive klogere,” siger Irene Gjermandsen.

Bredt ud på et lavt bord i et af refugiets foredragssale ligger tynde, små bøger, der kan være i en mellemstor frakkelomme. Det er serien ”Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag, der nu omfatter flere end 30 titler og udgør forskningsbaseret viden om emner inden for alle dele af menneskelivet. Formidlet i et sprog, så alle kan være med, og i et omfang, så det kan læses på en aften.

Bøgerne udgør fundamentet for denne uges kursus og er et vigtigt element i den tretrinsform, som Løgumkloster Refugiums forstander, Helle Skaarup, har skabt ugens kursus over, og som hun gerne ser kendetegner de fleste kurser på stedet.

”Der skal være plads til både viden, kunst og refleksion, og det hele skal helst berøre både hoved og hjerte,” siger hun.

Professor i statskundskab på Aarhus Universitet Gert Tinggaard Svendsen er forfatter til tænkepause-bogen ”Tillid” og den første, der holder foredrag. Han begynder med at lykønske forsamlingen med, at de som danskere er verdensmestre i tillid.

Hele 78 % af danskerne svarer nemlig ja, når de bliver spurgt, om de har tillid til andre mennesker, mens det hos bundskraberen Brasilien er under 10 procent. Det giver anledning til en snak om vejboder og andre tillidsfulde handler mellem private, men også om, hvor den danske tillid er udfordret. Skandalesagerne hos Skat og den øgede kontrol af de ansatte i sundhedsvæsnet, lyder nogle bud.

Efter en runde med spørgsmål ville et typisk foredrag slutte og emnet blive lagt til lagring et sted i hjernen, indtil næste gang man støder på det. Men så nemt slipper kursisterne i Løgumkloster ikke. Her er indlagt såkaldte refleksionsrum, der opfordrer deltagere til at tænke videre.

Leder af Grundtvigsk Forum, Hans Grishauge, er også kommet til den sønderjyske middelalderby, og ved ugens første refleksionsrum etablerer han blandt andet et såkaldt holdningsbarometer. Han beder deltagerne om at fordele sig i tre grupper, alt efter om de har stor tillid til det danske skattesystem, ingen tillid, eller om de befinder sig et sted i midtimellem.

Det kommer der en hel del spredt snak ud af, men endnu mere snakkesalige bliver kursisterne, da han beder dem om at gå sammen fire og fire for at diskutere, hvad det vil sige at undres.

Nogle giver udtryk for en livslang undren over, hvordan det egentlig kan lade sig gøre, at telefonen ringer, og der kommer lys i lamperne, mens andre begiver sig ud i en længere filosofisk tankerække om, at det at undres har at gøre med at udvide ens indre landsskab.

En slags konklusion opstår, da forsamlingen bliver enige om, at der dybt i alle mennesker ligger en kerne om gerne at ville være tillidsfulde, og at det forpligtende fællesskab måske er der, hvor tilliden skabes .

Helle Skaarup fik ideen til tænkepause-ugen, fordi hun af og til føler sig frustreret over, at der er så meget viden til stede i vores samfund, som ikke altid kommer ud at virke i hverdagslivet og hos beslutningstagerne. Det vil hun gerne give sit bidrag til ved at begynde der , hvor også Grundtvig begyndte, nemlig ved den folkelige oplysning og samtale.

”Jeg oplever, at vi her på refugiet har åbne blikke og en oprigtig interesse i hinanden. Det er et godt udgangspunkt for noget af det, jeg er meget optaget af, nemlig at tage samtalerne et sted hen, hvor de bliver givende og skabende,” siger Helle Skaarup.

Den interesse deler hun med sin mand, musikeren og fysikeren Peter Bastian. Det var ham, der med sit foredrag om skabende fællesskaber gav denne uges refugiegæster den første saltvandsindsprøjtning. Hans tese er, at fælleskaber både kan gøre os dummere og klogere, og at det gælder om at holde sig til dem, der gør os større, end vi hver især er.

”Vi skal være mere interesserede i det, vi ikke ved eller forstår, og blive bedre til at etablere en åbenhed over for det ukendte,” sagde Peter Bastian blandt andet.

Sammen med de to norske musikere Gabriel Fliflet og Olav Tveitane byder han hver morgen efter andagten i munkenes gamle kapitelsal i denne uge op til en halv times koncert for kursisterne.

Helle Skaarup er lederuddannet i banksektoren, har også en uddannelse i gestaltterapi og en fortid som blandt andet leder af Skagens Fiskerestaurant og direktør for kultur- og kursusstedet Nørre Vosborg ved Holstebro. Det er kun et halvt år siden, hun tiltrådte som forstander på Løgumkloster Refugium, og hendes vision er blandt andet at gøre refugietanken stærkere i Danmark.

”Det er vigtigt, at der findes steder, hvor man kan trække sig tilbage og bare være. Tor Nørretranders kalder det i sin bog om tro for 'den indre stjernehimmel af fornemmelser'. Det er et godt udtryk for, hvad stilhed kan gøre for, at vi får kontakt med de vibrationer, der findes inden i os. Jeg tror, vi nogle gange kan gå igennem tilværelsen som søvngængere, fordi vi helt glemmer at lytte til, hvad der sker inden i os,” siger Helle Skaarup og føler sig overbevist om, at mange danskere kunne have glæde af at opleve roen og fordybelsen på et refugium.

Lene Noe Hansen har taget turen til Løgumkloster fra Ordrup ved København og er på refugieophold for første gang. Hun taler nok for mange, når hun siger:

”Jeg oplever, at der er en ro og grundlæggende taknemmelighed over livet, der omslutter én på det her sted. Det føles som en tyngde i kroppen, der får hjertet til at åbne sig.”