Ethvert samfund har sine ”helte” og sine personligheder, der topper på prestigeranglisten. Læger, politifolk, sygeplejersker og bibliotekarer ligger i toppen. Rockstjerner, skuespillere og forskellige andre typer kendisser har mange følgere på de sociale medier. Nogle har hundredtusinder – alle influencerne, for eksempel. Det er nok dejligt at ligge i toppen.
Jesus siger i Bjergprædikenen, hvem han har i toppen af sin salig-liste: De fattige i ånden, de sørgende og de sagtmodige – bare for at nævne nogle af dem på den provokerende top-9. Han vender vores liste om. Han taler direkte ned i bunden af vores prestigepyramide.
Det gør makkerparret Olivier Nakache og Éric Toledano også i deres nye film, ”De særlige”, der handler om to mænd, Bruno og Marlik, der i årevis har arbejdet med stærkt udviklingshæmmede unge i Paris. De tager sig af dem, de andre institutioner ikke vil have noget at gøre med. Det er selvskaderne, de voldelige uden ord og de vilde unåelige. De er bunden af verdens prestigerangliste.
En ældre mor til en ung udviklingshæmmet mand siger hjerteskærende, at ”den dag, jeg ikke er her mere, hvem skal så tage sig af min søn?”.
Ingen vil have ham – undtagen Bruno og Marlik. De to står bag to organisationer, der arbejder tæt sammen. De tager sig af unge autister i den svære ende af spekteret. De prøver at få dem integreret i samfundet via private bosteder og undervisningslokaler. De ser ikke de unge som patienter eller klientel, men som mennesker.
I deres optik er det Jesus-skalaen, der tæller. Den ene er jøde, og den anden er muslim og begge praktiserende. Brunos grundsætning er: ”Vi finder en løsning”. Det er aldrig uden håb. Intet menneske er håbløst.
Filmen begynder meget voldsomt med, at en ung pige løber vildt ned ad en af Paris’ gader, vælter folk og cyklister. To mænd er efter hende og overmander hende. De holder hende ind til sig og siger beroligende ord, og langsomt falder hun ned, og de går tilbage til en bil.
Det er Bruno og Marlik, der har været ude at træne med et hold autister. Træne dem i almindeligt liv, men pludselig går det galt, og pigen eksploderer.
Hvad er deres pædagogik? Kærlighed og respekt. Jeg kom til at tænke på ”Flemming”-bøgernes forfatter, Gunnar Jørgensen, der var skoleleder på en privatskole i Gentofte. Hen over skolebygningen stod der: ”Prøv! – med kærlighedens stærke arm”.
Filmens styrke ligger ikke i handlingen, for der er sådan set ikke nogen. Kun en række skæbner og en dialog med myndighederne, der ikke kan håndtere de to herrers anarkistiske organisationer. Styrken er de følelser, filmen skaber i os. Vi ser to af hverdagens anonyme helte, der ikke har følgere på nettet og ikke kommer til de store begivenheder med røde løbere og smart tøj.
De to særlige minder os om noget. Minder os om sande værdier og menneskets grundværdi, uanset hvor man er på verdensskalaen. Man kan kun blive inspireret af mennesker, der altid vil prøve med kærlighedens stærke arm. Det giver håb, og sådan gå man ud af biografen.
Makkerparret Nakache og Toledanos film ”De urørlige” fra 2011 ramte hele verden med håbets fornyelse. Det gør de igen, og så er den ovenikøbet humoristisk. Det er ikke nogen dårlig kombination.
Filmens to hovedpersoner har virkelige forbilleder i den franske hovedstad. Stéphane Benhamou og Daoud Tatou er virkelighedens Bruno og Marlik. De har i årtier været de særlige i arbejdet med autister, som ingen andre vil tage sig af. Filmen slutter med billeder fra deres liv. Det er gode billeder af håbet.