Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Film

Filmatisering af gennembrudsroman fungerer ikke rigtigt

4 stjerner
Naturen danner klangbund for karakterernes indre liv i såvel bog- som filmudgaven af ”Ud og stjæle heste”. Her er det Trond med sin far. Nogle af filmens billeder er bjergtagende i deres mikroskoperende nærhed til naturen, dygtigt fanget af fotograferne Thomas Hardmeier og Rasmus Videbæk. – Foto: Camera Film

Loyal, men noget umusikalsk filmatisering af Per Pettersons gennembrudsroman ”Ud og stjæle heste”

I Charles Dickens’ klassiker ”David Copperfield” konstaterer hovedpersonen indledningsvis: ”Om jeg bliver helten i min egen livshistorie, eller om en anden kommer til at indtage denne plads, må disse sider først vise.”

Ordene er skæbnesvangre. For det er jo bestemt ikke altid, at man bliver helten i sin egen livshistorie, der kan være andre, der som skyggedannelser glider ind og tager pladsen.

Ordene er essentielle i Per Pettersons romansucces ”Ud og stjæle heste” fra 2003 og i Hans Petter Molands filmatisering af samme, der har dansk premiere i dag. For den historie, der afdækkes, er historien om en mand, der ikke kom til at spille hovedrollen i sit eget liv. Det gjorde hans far, der netop i kraft af sin flakkende eksistens mellem nærvær og fravær sidder som et ar i sjælen på fortællingens antihelt. Trond hedder han, den fortabte søn. En mand mærket af livet og de mennesker, der kom alt for tæt på, og som han nu forsøger at holde væk. Af samme grund er han flyttet ud i den store, dunkle norske skov, hvor han lever alene i et primitivt træhus, mens sneen falder og fryser ham inde.

Per Petterson er en mester til at skildre disse ensomme, tavse mænd, der på en gang er forhærdede og sårbare, illusionsløse og drømmende, og som forbander tidens flod. Trond er en mand i en sådan situation. En ældre mand, slidt tynd af livet, så han fremstår nærmest hudløs – fremragende gestaltet af Stellan Skarsgård. Der skal noget til at lukke ham op. Det bliver naboen. En nat står han og råber i skoven. På sin hund, denne trofaste følgesvend hos disse mænd, der ikke har andet at holde sig til. Også han alene. Da Trond hilser på ham, genkender han ham og ser lige lukt ind i sin tabte barndom og ungdom. Ind i den store sommer, hvor livet bristede, og syndefaldet blev fuldbyrdet.

Det er naboens søn Lars – inciterende spillet af den karismatiske Bjørn Floberg. En, livet har ramt endnu hårdere. Trond og Lars taler lidt og taler udenom. Eller lader tavsheden tale. De er begge tynget af skyld og savn. Gradvist blotlægges deres fortid igennem sediment på sediment af fortrængninger. Både roman og film er komponeret over forskellige tidslige lag, der rækker fra handlingens nutid i 1999 tilbage til Anden Verdenskrig og en sommer ved elven i 1950’erne, hvor tømmeret fældes, og drenge bliver til mænd, mens tordenen ruller igennem de hede augustdage. Trond bor den sommer med sin far i en hytte, mens mor og søster er gemt væk i Oslo. På en måde kommer hverken far eller søn siden hjem.

Den narrative struktur i ”Ud og stjæle heste” er fragmenteret og skyder sig ind og ud af de forskellige tidsplaner, hvor drømme og erindringer skaber interferens i forhold til nutiden. Disse krydsklip mellem fortid og nutid handler om levet eller måske snarere ulevet liv, hvor Trond bliver vidne til en masse, han måtte have været foruden, hvis han skulle blive helten i sin egen tilværelse og få sin karakter sat: faderens utroskab, gedulgte og parallelle liv med en anden kvinde; en gryende pubertær forelskelse, hvor far og søn bliver rivaler; et utilsigtet brodermord på nabogården, der stigmatiserer familien og får sommeren til skylle bort i en rivende elv af tårer og indestængt fortvivlelse. Og nederst 1940’ernes okkupation og kampen mod tyskerne, der paradoksalt skaber et frirum for faderen og hans generation, der tillader dem at gøre ting, der ellers er forbudte.

Historien i Per Pettersons roman trækker på den antikke mytologi, på Bibelen og har mere eller mindre åbenlyse referencer til berømte forgængere i feltet som Knut Hamsun og Selma Lagerlöf. Tronds far – fremstillet med passende uudgrundelighed af Tobias Santelmann – er en af Lagerlöfs kavalerer på Ekeby, der forfører sin omverden og sætter griller i hovedet på en masse mennesker. Hans motto er: ”Vi bestemmer selv, hvornår det skal gøre ondt.” Trond er selve inkarnationen af den smerte. Da jeg læste romanen, tænkte jeg, at den nærmest var skrevet som et filmmanuskript. Nu, hvor jeg ser filmen, er jeg kommet i tvivl.

Den rutinerede instruktør Hans Petter Moland er loyal mod forlægget og har stort set direkte løftet scener, replikker og struktur fra roman og omsat det hele i levende billeder. Nogle af disse er bjergtagende i deres mikroskoperende nærhed til naturen, dygtigt fanget af fotograferne Thomas Hardmeier og Rasmus Videbæk. Naturen danner jo virkelig klangbund for karakterernes indre liv i såvel bog som film. Bliver sjælebilleder.

Alligevel fungerer filmatiseringen af ”Ud og stjæle heste” ikke rigtigt. Den har sine lange øjeblikke i den tavse overenskomst mellem Trond og Lars som furede mænd i eksil i skoven. Men som drama savner filmen musikalitet og rytme i den prismatiske gennemlysning af tiden fra 1940’erne til 1990’ernes sidste døgn. Der er noget udstanset over de enkelte scener, der falder lige så tungt ned i savsmulden som tømmeret, der saves op. Styk for styk. Den betagende billedside virker gennemgående for illustrativ og kold, selv hvor den skulle være varm og ladet op med augusthede og uafklarede erotiske komplikationer hin fatale sommer, hvor uskylden tabes. En dominant lydside og pludselig ændret klipperytme skal skabe drama og spænding, i stedet bliver det et melodrama, der savner nogle af de poetiske og bløde modulationer, der kendetegner Per Pettersons prosa, når den er bedst. Men hestene rider smukt igennem skoven, over markerne og op i bjergene. På dem sidder drenge og mænd, der ikke helt kan styre de kræfter, de slipper løs.