Prøv avisen
Bog

De tavse og de døde børn får stemme i bevægende roman

5 stjerner
Valeria Luiselli er som sin hovedperson mexicaner og bosat i New York. Hendes nye roman er – ud over at være en fortælling om konsekvenserne af amerikansk grænsepolitik – også en road-roman og en familieroman. Foto: Grif

I ”De vildfarne børns arkiv” forener prisbelønnede Valeria Luiselli smukt og sørgeligt en families ferie med den alt for virkelige fortælling om børn, der forsøger at krydse over grænsen fra Mexico til USA

”Vi mødte hinandens slægtninge, giftede os, udfyldte fælles selvangivelse, blev en familie.”

Så svalt beskriver kvinden i Valeria Luisellis ”De vildfarne børns arkiv” sit ægteskab og tilblivelsen af sin sammenbragte familie – hun har en femårig datter fra et tidligere forhold, han en 10-årig søn.

Da læseren træder ind i historien, er ægteskabet kørt træt. Kvinden er endda begyndt at fantasere om en fremtid, hvor hun kun lever sammen med sin datter, og bliver derfor også frustreret, da manden sender dem alle fire ud på en lang bilrejse. Han vil optage lyde fra det hjørne af Arizona, hvor apache-indianerne måtte give op over for den hvide modstand. Da kvinden, der også er dokumentarist, alligevel skal med, beslutter hun sig for at skabe et lydværk om de ulykkeligt mange børn, der forsøger at krydse over grænsen fra Mexico til USA. Med arrestation, hypotermi eller død til følge.

Luiselli, der lig kvinden er mexicaner og bosat i New York, har tidligere skrevet om de udsatte børn i essayet ”Tell Me How It Ends” (Fortæl mig, hvordan det ender), men omdanner her stoffet til en særlig rummelig form for fiktion, og ”De vildfarne børns arkiv” er – ud over at være en fortælling om de uhyggelige konsekvenser af amerikansk grænsepolitik – også en road-roman og en familieroman. Og noget af det forrygende ved bogen er, at den fungerer lige godt på alle tre planer: Beskrivelserne af rejsen på landevejene er stærkt billeddannende, skildringerne af de mange børneskæbner er ubærlige at læse om, og endelig er det både sørgeligt og smukt at følge den lille families snak, fortrolighed og jokes på deres vej ud og ind ad moteller og bildøre.

Med gennembrudsromanen ”De vægtløse” viste Luiselli formatet i mindre skala, mens den på alle måder store ”De vildfarne børns arkiv” giver hende mulighed for at indlemme dokumentariske indslag som de såkaldte migrantdødsfaldsrapporter, slå over i essayistik og indlejre observationer af måden, hvorpå vi er til i verden.

Det sidste er ofte en ren fornøjelse, som når hun skriver om dét at blive fotograferet og om, hvordan voksne ”anlægger en højtidelig grimasse eller beregner et smil; de stirrer mod horisonten med aristokratisk forfængelighed eller ind i kameralinsen med en pornostjernes ensomme intensitet”.

Eller her: ”Motorvejsstorme udvisker den illusoriske forskel mellem landskabet og én selv, tilskueren; de jager ens observerende øjne lige ind i det observerede”.

Er der et problem med ”De vildfarne børns arkiv” er det de lidt forcerede referencer til Susan Sontag, Anne Carson, Ezra Pound og mange andre tænkere og kunstnere. Og så har jeg tænkt en del over, om det er usmageligt, at romanen spejler alle de uledsagede og udsatte børn på rejse mod grænsen i den lille families to børn. Er det moralsk forsvarligt at bringe de to situationer sammen? Den ene handler om liv og død, den anden om en dreng og en pige på bilrejse med deres privilegerede forældre. Er det okay at nævne dem i samme historie?

Den slags spørgsmål, er jeg nået frem til, trækker ikke noget fra romanen. Tværtimod. De er stimulerende, og de peger på en ”etisk bekymring”, som kvinden i romanen formulerer det, om, hvad der er vigtigt i forhold til andet, og om vi kan gå op i det nære, når verden brænder, og Luiselli bringer på den måde romanen tæt på læserne og gør det i et sprog, der aldrig bliver fladt eller træt, og hvis nøgternt-poetiske stil oversætter Peter Adolphsen flot formidler.

”De vildfarne børns arkiv” er – sagt med færre ord – en roman, der kan så meget. Og vil os så meget. Det er sjældent. Og svimlende.