Prøv avisen

De tegner et andet Marokko end Rudolph Tegners

Rudolph Tegners værk ”De blinde fra Marrakesh” regnes for at være et af hans hovedværker. Foto: Henrik Sylvest

Nordafrika møder Nordsjælland i udstillingen ”Tegner og Marokko” på Rudolph Tegners Museum, der i øjeblikket viser marokkansk samtidskunst ved siden af Tegners eget marokkanske hovedværk ”De blinde fra Marrakech”

”It’s hot!”, siger den marokkanske kunstner Ismail Ahendouz med et overrasket smil og ryster sin T-shirt i solen for at pumpe frisk luft ind til kroppen, mens han sidder og sveder uden for Rudolph Tegners Museum ved Dronningmølle i Nordsjælland. Sammen med syv andre marokkanske kunstnere udstiller han i øjeblikket på særudstillingen ”Tegner og Marokko. Marokkansk samtidskunst”.

Flere af dem har aldrig før været ude af landet, og de havde nok forestillet sig et mere koldt land, når de skulle herop til Norden. Men Danmark er et fantastisk land, siger flere af dem allerede. Og sådan får man straks et andet indtryk af et land, når man besøger det med egne øjne, ligesom det føles, som om man vækker sine sanser, når man fodrer dem med fremmede indtryk.

Det vidste den store danske billedhugger Rudolph Tegner selv, og han rejste ligesom sin forgænger Bertel Thorvaldsen selv meget til udlandet for at søge inspiration. Sådan blev han som helt ung inspireret af den græske antik i Athen, ligesom han boede i Paris i flere perioder og rejste rundt i hele Nordafrika – herunder to gange til Marokko, hvor solen virkede anderledes varm, selvom det jo er den samme ildkugle, Marokko og Danmark danser rundt om.

I dag forbinder mange måske mest det nordafrikanske land med Mulles marokkopude i ”Zappa” og Isam B’s dansk-marokkanske fortolkning af ”I Danmark er jeg født”, men den kulturelle forbindelse mellem de to lande har faktisk rødder gennem flere århundreder – i hvert fald siden oprettelsen af det danske konsulat i den daværende franske koloni for 200 år siden, og senere var blandt andre den store danske billedhugger Rudolph Tegner altså også dybt inspireret af Marokko.

Det kan man næsten allerede se på arkitekturen af Rudolph Tegner Museum, der mere ligner et marokkansk betonpalads end et typisk dansk museum. For der er ingen vinduer i det nordsjællandske museum, men indenfor åbner en himmel sig over det 11 meter høje loft, der giver plads til Tegners i mere end én forstand store værker.

”Man kan virkelig se, at hans rejser til Marokko har været skelsættende. For det er inde i bygningen, at alt livet foregår, ligesom de marokkanske bygninger, ligesom porten herind er inspireret af marokkansk ornamentering,” siger museets direktør, Luise Gomard.

Tegner tegnede også mange tegninger fra Marokko. Og i midten af særudstillingslokalet står nu Tegners ufuldendte hovedværk ”De blinde fra Marrakech”, der er inspireret af Tegners sidste rejse til Marokko, forklarer hun:

”Tegner blev aldrig færdig med skulpturen, men blandt andre Bjørn Nørgaard har alligevel kaldt den for hans vigtigste hovedværk,” siger Luise Gomard og lader blikket glide op og ned over det kraftfulde værk, der som en foregribelse af Christian Lemmerz’ nutidige makabre dødsskulpturer forestiller et optog af blinde, der bærer en død mand gennem Marrakech. Og den ufærdige gipsskulptur understreger blot Tegners memento mori-motiv:

”Det var en grotesk scene, som Tegner skulle have bevidnet sammen med sin hustru, Elna, der beskriver den i sin dagbog. De så en flok blinde bære rundt på et lig, mens folk så bare måtte flytte sig for dem. Og det blev også et billede på selve døden for Tegner, der var meget optaget af døden i den periode og også selv døde året efter,” forklarer Luise Gomard.

Faktisk ligger Tegner begravet her på museet, men nu har museet altså til gengæld besøg af otte marokkanske kunstnere, der hverken er blinde eller døde. Og de viser, hvad de ser gennem deres kunst, forklarer Johan Zimsen Kristiansen, der er kunsthistoriker mag.art. og kurator på projektet, som også har omfattet to performances i Nikolaj Kunsthal i København. Og det var også ham, der fik idéen til udstillingen:

”Jeg vidste godt, at Tegner havde været inspireret af at tage til Marokko, men jeg blev selv overrasket over, hvor stærk den marokkanske samtidskunst er, da jeg så en stor udstilling med marokkansk kunst på Institut du Monde Arabe i Paris i 2014. Derfor tog jeg kontakt til to af kunstnerne og Tegner-museet, der straks var med på idéen om at lave en udstilling med marokkansk kunst. Det er ikke en decideret dialogudstilling, men jeg synes, at Tegners ’De blinde fra Marrakech’ står stærkere sammen med den marokkanske kunst,” siger Johan Zimsen Kristiansen, som selv synes, at de otte meget forskelligartede kunstneres værker viser en fin vifte af marokkansk samtidskunst. Både materialevalg og temaer spænder da også vidt.

På gulvet ligger for eksempel en cirkel med sand, der ved første øjekast ligner en chokoladekiks. Men det er det ikke. For det er henholdsvis pænt ordnede pinde og dromedarekskrementer, der stikker op af Etayeb Nadifs ”sandkage”.

Selv viser Ismail Ahendouz forbindelsen mellem det traditionelle religiøse Marokko og det moderne liv gennem en række tegninger, der forestiller en fez fyldt med antenner, mens Hamza Errachid Sfart bruger virkelige antenner som materiale til sit værk, som også handler om sammenstødet mellem religion og teknik. Et andet slet skjult politisk videoværk af Hassan Darsi viser en mand, der står og maler en forfalden fransk kolonibygning. Mere subtil er Fatiha Zemmouris æstetisk stramme værker, der tematiserer transformationer – både i forhold til samfundsudviklingen og synet på kvinder. Det viser hun i tre værker. Det første er et foto af hendes datter, der bærer et slør, som er revet itu. Og det næste værk er en serie billeder, hvor hun bruger nylonstrømper, som også er revet (eller rettere brændt) itu som materiale. Men begge dele kan opfattes som krav til kvinden:

”Der er ikke meget frihed mellem de to positioner, for der stilles krav til kvinder overalt. Det ene billede handler om tildækningskravet, og det andet værk handler om, hvor meget kvinder selv skal vise frem. Man tager jo slør på for at dække sig til, mens man tager nylonstrømper på for at vise sine ben frem. Og sådan er kvinder næsten altid underlagt uudtalte krav,” siger Fatiha Zemmouri, der selv har langt havfruehår, der svinger frit i luften, mens hun fortæller om seneste værk, en lille kunstfilm, der lader en massiv papirblok brænde op, så billedet går fra hvidt til sort.

Udstillingens anden kvindelige kunstner, Manna Idaali, tematiserer også kvinderoller med sin fotoserie, der viser hendes eget ansigt malet i forskellige farver. For i nomadekulturen maler kvinder sig i ansigtet alt efter, om de får en dreng eller en pige.

”Det er en fest at få en dreng, og derfor går kvinden med maling i hele hovedet i flere uger for at vise sin lykke, mens hun kun maler ansigtet halvt, hvis det bliver en pige. Det, synes jeg, er fjollet, så det ville jeg gerne sætte fokus på. For når jeg engang bliver mor, er jeg da ligeglad, om det bliver en pige eller en dreng,” siger Manna Idaali.

Ismail Ahendouz’ tegninger viser sammenstødet mellem kultur og teknik. Foto: Daniel Øhrstrøm
Fatiha Zemmouri er optaget af at sætte kvinderoller til debat gennem sine værker. Foto: Daniel Øhrstrøm
Manna Idaali tematiserer også kvinderoller med sin fotoserie. Foto: Daniel Øhrstrøm
Hamza Errachid Sfart bruger virkelige antenner som materiale til sit værk. Foto: Daniel Øhrstrøm