De tunge temaer flyver af sted på skønhedens vinger, mens datter af krigsfange bearbejder traumet i sin kunst

En dybt personlig udstilling fra Nina Kleivan om ar på sjælen og rod i sindet

De tunge temaer flyver af sted på skønhedens vinger, mens datter af krigsfange bearbejder traumet i sin kunst
Foto: Jesper Palm.

Covid-19 lavede om på mangt og meget. Blandt andet lærte vi at leve med et stort antal aflysninger af kultur- og kunstbegivenheder. Norsk-danske Nina Kleivans (født 1960) udstilling på Sophienholm, "Journey into the Mess" (Rejse ind i rodet), var en af dem. Udstillingen blev udskudt et år, men i ventetiden har hun føjet nye værker til, så den nu kaster endnu mere af sig. Den er rigt orkestreret, og den gennemspiller i stort set alle kunstneriske medier, formater og materialer spørgsmålet om nedarvede traumer. Nyere dna-forskning har påvist, at traumatiserende oplevelser kan gå i arv til næste og måske også næste generation igen. Her benyttes begrebet epigenetik, hvilket kort sagt indebærer, at den genetiske arv, som man kalder dna, er mere påvirkelig, end man tidligere har ment var tilfældet.

Kleivans far var norsk modstandsmand og kommunist. Han blev deporteret til en tysk fangelejr under krigen. Resten af sit liv måtte han kæmpe med skaderne, pådraget under de umenneskelige forhold i lejren. Han var skrøbelig og ofte syg. Et af værkerne, ”The Moon Looks Different Now” (Månen ser anderledes ud nu) er et samplet puslespil med to virkelighedsplaner: Et farverigt, kitschet puslespilsbjerglandskab smelter sammen med et sort-hvidt dokumentarfoto af en sengeliggende mandlig patient. Det er en sælsom scene, som hvis tegneseriefiguren Bambi pludselig mødte en virkelig udrykningsambulance.

Flere af udstillingens værker forholder sig til faderen, for eksempel tilfangetagelsen af ham under krigen, hvor han sammen med en ven fra den norske modstandsbevægelse forsøgte at flygte til Sverige. Faderen havde medbragt en Luger pistol, som han lige akkurat nåede at trampe ned under sneen med sine ski, så tyskerne ikke fik øje på den. Ellers ville han straks have fået en kugle for panden. Gentagne tryk på papir af en blodrød Luger optræder i værket ”Into the Snow” (Ind i sneen). Trykkene hænger meget symbolsk i røde tråde og holdes oppe af et par træski af ældre dato.

Det er en dybt personlig udstilling om ar på sjælen og rod i sindet, men den er samtidig alment vedkommende. For alle mennesker gælder det, at vi i ungdommen bevæger os væk fra vores udgangspunkt, men når vi bliver ældre, vokser vi sammen med det igen. Der opstår typisk nogle mere nuancerede fortællinger om hvem, og hvad vi er, og hvad vi kommer fra. Som om fortiden ”var et meget stort grundfjeld, der langsomt bryder igennem vores indre havbund og rejser sig inde i os”, som Mai Misfeldt skriver i sin kloge katalogtekst. Vi søger ofte tilbage for at afdække, hvem de første mennesker i vores liv egentlig var, og hvordan de har formet vores væren i verden, vores selverkendelse og relation til andre mennesker.

Begge Nina Kleivans forældre var forskere og eksperter i arktiske forhold. Moderen må have været en sej kvinde. Vi ser et fotografi af hende, mens hun tager sigte med et jagtgevær. Inge Kleivan var eskimolog, faderen, Helge Kleivan, var antropolog. Nina Kleivan er født i Norge, men flyttede som lille med familien til Grønland. Men senere fik forældrene ansættelse på Københavns Universitet, og da flyttede familien til Danmark. Fjeldene synes ridset ind på hendes nethinde som efterbilleder, hvilket fremgår af flere værker, ikke mindst det magtfulde print på stofdug ”Insomnia” Søvnløshed) I og II. Motivet er et bjerg, hvis underste del kan ses i havestuen, men det fortsætter på 1. sal, hvor bjergtoppen bliver synlig. Bjerget refererer til det primære landskab i Nina Kleivans liv. Når man tidligt lærer at klatre i bjerge, bliver sansningen og bevægelsen siddende i kroppen. Men Danmark er et land uden høje bjerge, som Michael Falch synger, og det er et stort tab at miste dem.

På udstillingen demonstrerer Nina Klein suverænt, at hun behersker alle kunstneriske virkemidler: grafik, video, skulptur, installation, kultegning, maleri, tekst og fotografi. Men det er ikke en opvisning i tekniske færdigheder, for alle værkerne har på hver sin måde samme omdrejningspunkt: Smertende eller traumatiske erindringer, der blandt andet kan medføre søvnløshed apropos ”Dinner for Insomniacs” (Middag for søvnløse), et langt spisebord, som er dækket op til 14 gæster. Det spøgelsesagtige bestik er printet som silketryk på den hvide dug. Tallerkenerne ligger så langt fra idylliske Mågestel og Flora Danica, som tænkes kan: Kleivans tallerkener er fyldt med mareridtsscener, som havde brødrene Grimm slået sig sammen med David Lynch. Det hånddekorerede porcelæn går igen i ”Notater om barndom”, hvor hvide kander er blevet påført sorte billeder og tekster, der sender mørke skyer hen over himlen.

En lignende uhygge griber en ved synet af ”Falling Awake, again”, en kalejdoskopisk collage af blodrøde akvareller og serigrafier, ophængt i et snoresystem af tråde, der udgår fra nogle røde garntrisser. Her dukker pistolen op igen mellem gamle sko, sakse og nøgne og skrøbelige kvindekroppe. Disse urovækkende erindringsfragmenter, hvor saksen på den ene side spiller rollen som et nyttigt redskab til at redigere og klippe i stof, film med videre og på den anden side symboliserer et dødbringende våben og et skarpt redskab, der kan såre det skrøbelige kød, virker også mareridtsagte.

I en bedårende videofilm ”Unheimlich Swimming” (Uhyggelig svømning) svømmer en kvinde ensomt og fortabt rundt i en fysisk servanteskål, og i videoen ”Tired from the Same Old Dream” (Træt af den samme gamle drøm) bugserer skuespilleren Morten Suurballe en gyngehest og andre rekvisitter inklusive en model af Sophienholm gennem parken og installerer dem i et gammelt legehus, der er en større model af Sophienholm. Det er ligesom på Ota Solgryn-pakkerne, hvor drengen løber inde i solen med en pakke Ota-Solgryn i hånden. På pakkens forside er der en dreng, som løber med en pakke solgryn, hvis forside viser en dreng og så videre og så videre. 

Nina Kleivan er en stor læsehest og opfatter skønlitteraturen som magiske portaler ind til andre verdener. I havestuen hænger to kæmpemæssige hjerter. Det ene er tegnet med kul på sider, der er revet ud af bøger, det andet er sat sammen af 4312 kvadrater, udskåret fra bogforsider. De små kvadrater ligner pixels i et fotografi, der er forstørret mange gange. De hjerteskærende værker er en ode til litteraturen. I samme rum oplever vi tre kultegninger af Nordens dyr fra ren til ravn, hvor motiverne er hentet i zoologibøger fra barndommen.

Det er en alvorligt ment udstilling, men da de tunge temaer flyver af sted på skønhedens vinger, er det hele til at bære. Indimellem titter humoren frem, som i værket ”Modifications”, hvor Kleivan har bearbejdet gamle grafiske blade med folkedragter, der clasher anakronistisk med nutidsrekvisitter fra Ikea-poser over boremaskiner til Nike-kasketter. Udstillingen er en totalinstallation med ældre og helt nye værker, der løber sammen og danner et sorgens og traumernes alfabet, men fortalt i et legende og fantasifuldt billedsprog, der spræller vitalt i en overskudspræget scenografi.

Nina Kleivan: Journey into the Mess. Sophienholm, Lyngby. Til den 6. marts. Katalog med tekster af Barbara Læssøe Stephensen og Mai Misfeldt. Interview med kunstneren ved Louise Banke. 75 sider.