Hvem regnedes for de største nulevende danske digtere ved udbruddet af Anden Verdenskrig? Pontoppidan, Johannes V. Jensen og Tom Kristensen, vil det mest nærliggende svar være, og det holder nok også stik. På den tid var der imidlertid også på firmamentet Valdemar Rørdam, der to gange, i 1937 og 1938, var blevet indstillet til Nobelprisen, som var betænkt med det højeste statslige forfatterlegat, som kun to andre digtere, Pontoppidan og Jensen, oppebar, og som i det hele taget betragtedes som Danmarks nationalskjald nummer ét.
Der var dramatikeren Svend Borberg, der - kendeligt overvurderet, men alligevel - var blevet omtalt som »Ibsens og Strindbergs arvtager.« Der var Harald Bergstedt, der i 1928 af Politikens læsere blev kåret som en af de »17 udødelige danske forfattere«. Og der var Svend Fleuron, der var en af de absolut mest læste danske digtere i Europa i mellemkrigstiden og i sin livstid fik opkaldt en vej efter sig.
Forklaringen på, at de nævnte fire forfattere forsvandt fuldstændig ud af den danske litterære kanon og i dag kun optræder i enkeltsætninger i litteraturhistorier som »nazistisk digter« eller i et enkelt standardværk med et helt afsnit, nemlig Ole Ravns »Dansk nationalsocialistisk litteratur 1930-45« (1979), gives for første gang indgående i Arne Hardis' »Æresretten«. I kølvandet på de mange bøger med revurderinger af den danske besættelsestid af f.eks. Ditlev Tamm, Hans Hertel, Henning Fonsmark og Ebbe Munck & Børge Outze er tiden nu kommet til den danske forfatterstand.
Æresretten var et produkt af Anden Verdenskrig og navnet på en privat domstol dannet af Dansk Forfatterforening, der havde til formål at forestå en udrensning af de kolleger, der havde været »unationale« under besættelsestiden. I denne domstol sad Hans Kirk samt to jurister, og man indkaldte her 26 danske forfattere til forhør og efterfølgende domsafsigelse. De 26 forfattere omfattede ud over de allerede nævnte fire i samtiden meget betydningsfulde forfattere: Jakob Bech Nygaard, Niels Meyn, Niels Anesen, Knud Nordentoft, Anders Thuborg, Ingvald Lieberkind og Ole Sarvig. Af de 26 blev de 17 - bl.a. Rørdam, Bergstedt, Borberg og Fleuron - ekskluderet af forfatterforeningen på livstid, fire - bl.a. Sarvig - klarede frisag, mens fire endte »i ærens ingenmandsland med en mere eller mindre alvorlig misbilligelse.«
Arne Hardis formulerer sin metode i »Ærens pris« kort og koncist: »Det sker ved også at give dem mæle, som blev fradømt mælet. Samtiden fokuserede på ugerninger og anklager, eftertiden kan tillade sig også at inddrage de anklagedes forklaringer og forsvar.« Og det gør Hardis så, for magen til sober, klar og velargumenteret fremstilling som den, bogen giver af hændelsesforløbet frem til det punkt, hvor en af de 17 digtere fik påhæftet etiketten »unational«, skal man lede længe efter.
Det er tænderskærende at læse, hvordan en række af de indstævnede digtere - som regel uden effekt - tigger Æresretten om forståelse og nåde med bagatelliseringer og bortforklaringer af anklagerne, der typisk drejer sig om offentliggørelse af enkelte artikler i Fædrelandet eller oplæsninger ved arrangementer foranstaltet af besættelsesmagten. Og det er ikke mindre barskt at følge Hardis' redegørelse for, hvordan Æresrettens i flere tilfælde ret vilkårlige og uigennemskuelige fastsættelser af begrebet »det unationale« har betydet, at en række digtere på livstid er blevet udstødt og stemplet som nazister og som følge heraf har fået frakendt deres forfatterskaber enhver værdi.
Hardis' store fortjeneste i bogen er, at han aldrig dømmer de livsskæbner, han præsenterer, men at han hele tiden fastholder den dobbelthed, der ligger i to forskellige og uforenelige optikker, nemlig samtidens og eftertidens. En prægnant formulering lyder: »Hvis man bruger dagligsprogets begrebspar - ret og rimeligt - , kan man fastslå den bevægelse i vurderingen, at samtiden lagde afgørende vægt på det, som efter fem års ydmygende besættelse blev betragtet som rimeligt, på åbenlys bekostning af det retslige. Det var kun rimeligt, at man lovgav med tilbagevirkende kraft og rensede med den store skurebørste for at få ram på dem, som i nationens skæbnetime mere eller mindre havde solidariseret sig med besættelsesmagten. Eftertiden vil nok mere lægge vægt på det retslige. Kunne det betragtes som rimeligt at straffe folk for holdninger, som måske var upassende sympatisk stemt over for besættelsesmagten, men intetsteds var omtalt som strafbare eller dadelværdige, blot fordi en overvældende folkestemning synes at kræve det? Dette skift i vurderingen kan også udtrykkes på anden vis: Det var samtidens »privilegium« at have oplevet, at kunne forstå, baggrunden for den voldsomme vrede, der blussede op i befolkningen i de første befrielsesmåneder og -år. Omvendt er det efterkrigstidens privilegium ikke at have oplevet begivenhederne. Afstandens privilegium«.
Man kan også roligt sige, at det er forvaltningen af »afstandens privilegium«, der gør Hardis' analyser så skarpe og troværdige. Der er ingen slinger i valsen hvad angår spørgsmålet om, hvornår der er indlevelse, og hvornår der ræsonneres sagligt. Og den slags kunne Hardis såmænd sagtens lære en række af sine kulturjournalistiske kolleger på Weekendavisen, hvor han er politisk redaktør, en del om, idet man her i disse år i stadig højere grad excellerer i en form for journalistik, hvor en enøjet, idiosynkratisk og hadefuld agenda mod et fænomen, der hedder »68-marxisterne« efterhånden har overskygger den analytiske saglighed og relevans for læsere, der ikke tilhører den samme lille højreopinion som skribenterne.
Det er naturligvis også overflødigt at nævne, at Hardis' bog i et og alt holder sig for god til pinlige historiske argumenter af den slags, som landets statsminister på det seneste har optrådt med, når han har sammenlignet spørgsmålet om modstandskampen og samarbejdspolitikken i 1943 med en stillingtagen til invasionen af Irak.
Af kvaliteterne ved Hardis' bog skal det til sidst nævnes, at den aldrig fortaber sig i de personlige detaljer, men hele tiden holder de store kulturelle, sociale og politiske perspektiver åbne og klare i sin argumentation. Et eksempel er bogens længste afsnit om Harald Bergstedts besynderlige sag, der som de øvrige i en menneskealder har været præget af »fortrængning og tabuisering af den dømtes faktiske gerninger.« Konklusionen på Hardis' analyse lyder her - sigende for bogens relevans i perspektivet, prægnans i stilen og på en gang profilering og nuancering i argumentationen: »Harald Bergstedt blev udrenset, fordi han var nazist, men på et dybere plan også, fordi han var socialdemokratisk nazist; en forvrænget og upassende udråber af den Stauning-linie, som socialdemokratiet og det officielle Danmark efter befrielsen af al magt retoucherede ned til en gammel, træt statsmands lidt vaklende gang på vej mod graven.«
Arne Hardis: Æresretten. 264 sider. 249 kr. Lindhardt og Ringhof.