– Der står godt nok i Bibelen, at Eva kun havde to børn, men det er ikke korrekt. I virkeligheden havde hun en hel flok, siger Conny Ogareck Bak, som er natur- og kulturformidler på Bornholm.
Vi står for foden af Hammershus Slotsruin, som ligger på spidsen af Bornholm med 38 kilometer til Sverige og 128 kilometer til dansk fastland. Fortællingerne siger, at slottets undergrund gemmer på det underjordiske folk. Og det er deres skabelseshistorie, Conny Ogareck Bak er ved at fortælle.
– En dag siger Gud til Eva, at han vil komme ned og besøge dem. Alle børnene er møgbeskidte, og Eva er ved at vaske dem, men har kun nået at vaske to, da Gud melder sit besøg. Hun bliver flov, og derfor gemmer hun resten henne i et hjørne under en kappe. Da Gud kommer, spørger han hende "Eva, er det alle dine børn" og peger på de to renvaskede.
"Ja", svarer Eva, men Gud ser alt. Han ser også de snavsede børn og bestemmer, at de skal blive ved med at være små og usete, og det er de underjordiske, siger Conny Ogareck Bak og tramper i klippegrunden med de sorte håndsyede skindsko.
Hun er iført en særk og en ærmeløs kjole, rød hovedbeklædning og en ulden kappe. Dragten er en kopi af nordbo kvindens. Hun blev fundet på Grønland og levede i 1300-tallet. Conny Ogareck Bak er altid iklædt dragten, når hun viser rundt på Hammershus. Hun har boet på Bornholm hele sit liv og traver stedvant op af grusstien mod ruinen og stopper foran en lille sø.
– Den har underjordisk forbindelse med den store sø Vänern i Sverige. Derfor er den aldrig løbet tør i ufredstider. Det er den ene underjordiske gang på Hammershus, den anden tilhører de underjordiskes konge, Ellestingeren, fortæller Conny Ogareck Bak.
Hun peger ud mod havet og ned mod klipperne, hvor indgangen til Ellestingerens gang ligger. Stedet hedder "Den tørre ovn", og man skal sejle eller svømme for at komme dertil. Ifølge gamle fortællinger strækker gangen til riget sig flere kilometer fra "Den tørre ovn" til "Helligdomsklipperne". Men ingen er nogensinde kommet levende ud.
– Ellestingeren har intet imod, at folk ved, den er der, men han vogter over gangen, og ingen må komme ind. En gås har en gang forvildet sig derind og kom ud som forstenet. Derfor hedder det gåserenden, forklarer hun.
Også en ung mand har bevæget sig ind i de underjordiskes rige, da han og en kammerat konkurrerede om, hvem der kunne løbe hurtigst fra "Den tørre ovn" til "Helligdomsklipperne". Den ene løb under jorden, og den anden over. Ham, der løb nede under jorden, kom først. Men han var forvandlet til en stenstøtte.
De underjordiskes konge er ellers ikke fjendtlig, og han og hans folk har ofte hjulpet bornholmerne, når de har været i nød.
– Ellestingeren sidder dernede og er klar til at mobilisere sin hær, hvis der sker ufred på Bornholm. Flere gange er svenskerne kommet i land og er blevet modtaget af en masse skud fra de underjordiske. Svenskerne skal i den forbindelse have udtalt: "Det er ikke svært at indtage landet, (Bornholm) hvis det ikke havde været for de rødhudede djævle". Men det er altid bornholmerne, de levende, som skal fyre det første skud. Så kan man i vinden høre råbene "lad og skyd, lad og skyd" fra de underjordiske skytter, siger Conny Ogareck Bak.
Der er forskellige beretninger fra folk, som har set de underjordiske. Ifølge overleveringerne er de iført gråt tøj og røde pikkelhuer, som minder om de tyske militærhjelme. Conny Ogareck Bak har aldrig selv set en af dem og har da også en logisk forklaring på deres eksistens.
– Da vi blev kristne i Danmark, blev vi pludselig tvunget til kun at have en Gud. Vi havde tidligere haft de nordiske, men manglede nu forklaringer på alle de ting, der skete i naturen. Derfor opfandt man de underjordiske. Man gjorde de gamle guder til alfer, nisser og trolde – og her på Bornholm de underjordiske, siger hun.
Men trods den rationelle tolkning virker hun ikke helt så sikker i sin sag. Man skal ikke friste skæbnen, og Conny Ogareck Bak har aldrig bevæget sig ind i "Den tørre ovn" for at undersøge sagen.
– Uha nej. Jeg tror, at jeg bliver til en sten.
Hammershus
uHammershus er opført en gang i 1200-tallet. Den første skriftlige kilde, der bekræfter borgens eksistens, er en brevveksling mellem pave Urban IV og ærkebiskoppen i Lund, Jakob Erlandsen, i 1264. I brevet bebrejder paven ærkebiskoppen for uretmæssigt at have opført en borg, mens Erlandsen forsvarer sig med, at han har bygget videre på et bygningsværk, som allerede stod der. Ærkebiskoppen ønskede formentlig at sikre sin position i forhold til kongemagten.
I 1319 blev borgen erobret af kongelige tropper, men i 1321 blev den givet tilbage til ærkebispedømmet.
I 1522 blev fæstningen erobret af Christian II. Herefter erobrede lübeckerne den, men gav den i 1575 tilbage til den danske konge.
I 1600-tallet mistede borgen sin militære betydning efter krigene mod Sverige.
Hammershus blev overladt til forfald og nedbrydning og blev først i 1822 fredet.
Kilde: Bogen "Spøgelseshistorier og sagn fra danske slotte og herregårde" af Gorm Benzon samt oplysninger fra natur- og kulturformidler Conny Ogareck.
