Gribende og barsk fortælling om samfundets allernederste

Preben Brandt har skrevet en både meget oplysende og gribende bog om ”Fattigsteder” i fortidens Danmark

På sidste side i bogen ”Fattigsteder. Ni fortællinger fra de understes danmarkshistorie” har dens forfatter, dr.med. og speciallæge i psykiatri Preben Brandt, en passage, hvis sandhed man på en måde allerede har erfaret i det foregående: ”Jeg har ikke glemt mine rødder i pjalteproletariatet og har det vel også stadig i blodet”.

Stoffet formidler han både med forskerens objektivitet og med et engagement, der antyder hans personlige forhold til det. Dette er tillige kommet til udtryk derved, at han har været formand for Rådet for Socialt Udsatte samt stifter af projektet Udenfor.

Brandt skriver om fortiden i dens mest barske udgave – om virkeligheden for samfundes allernederste, de dybt forarmede – men han gør det uden at slippe forbindelsen til nutiden. Han glæder sig over velfærdssamfundets sociale fremskridt, men erklærer det samtidig for ”en sørgerlig kendsgerning, at der stadig er et pjalteproletariat, som svigtes, foragtes og ydmyges”.

Ligeledes statsminister Mette Frederiksen er i sit forord inde på det nutidige/tidløse perspektiv: ”Preben Brandt husker os på dem, vi aldrig må glemme - og som vi til alle tider har et særligt ansvar for at hjælpe til et bedre liv”.

Brandt, der begynder sin danmarkshistorie på Fanø, kom vidt omkring i landet i løbet af de to år, hvor han besøgte de beskrevne fattigsteder. Nogle af dem har han besøgt adskillige gange. Og ud over at tale med folk, han mødte undervejs, har han blandt andet været på biblioteker og i arkiver og læst gamle dokumenter, aviser, tidsskrifter og bøger om de bygninger, der indgår i historien, og om de mennesker, der var henvist til elendigheden.

En af de lokaliteter, vi føres til, er Stagsted i Vendsyssel, til mindestenen for en forbrydelse, der blev begået den 1. november 1841 og ”vendte op og ned på tilværelsen for mange mennesker i årene fremover”. Handlingen kan – anfører Brandt – beskrives med et nutidigt ord: hadforbrydelse. Det, der skete, var, at fire af beboerne fra egnens fattighus, Stagsted Hedehus, blev tævet ihjel af syv ellers angiveligt respektable mænd fra sognet.

Flere gange søger Brandt i sine beretninger til skønlitteraturen. Fra en af Johannes V. Jensens Himmerlandshistorier optræder således den legendariske skikkelse kaldet Tordenkalven, en autentisk person, der efter et fald med en hest blev en vanskabt krøbling. Forfatteren følger hans spor om bag myten til ”en almindelig, om end en særlig mand, en vagabond. En fri vagabond, en nødlidende hjemløs”. Chresten Christian Larsen (1816-1861) – sådan hed han – voksede op som såkaldt uægte barn, i ekstrem fattigdom, uden støtte fra voksne, omsorgssvigtet.

Om ”uægte børn” og ikke mindst deres mødre fortælles mere i afsnittet om Børnehjemmet af 1870 i København. For en fattig kvinde og enlig mor i slutningen af 1800-tallet var fremtidsudsigten så håbløs, at selvmord, livsfarlig fosterfordrivelse eller måske barnedrab kunne blive konsekvensen. En anden nødløsning bestod i at efterlade barnet og så håbe, at det ville blive fundet.

Bogens rapporter fra en dansk virkelighed, som de færreste kender nærmere til, er konkrete og nærværende. Og jeg tror, at beskrivelserne er blevet skærpet af, at Brandt har været på stederne, hvor nøden rådede. Alt i alt er det en meget oplysende, men også gribende bog. Forfatteren er medlevende, men fristes aldrig til sentimentalitet. Han bringer læseren tæt på, fordi han mentalt selv er tæt på.

Den berøring, han på flere måder har til den verden, han fortæller om, er uden tvivl med til at give formidlingen den glød, der breder sig til læserne.