De unge og gamle i amerikansk litteratur

Den amerikanske forfatter Stefan Merrill Block har skrevet en meget omtalt roman om alzheimer, der nu udkommer på dansk samtidig med forfatterens danmarksbesøg

Stefan Merrill Block er i Danmark for tiden og optræder forskellige steder i København, blandt andet her på byens rådhus under åbningen af den igangværende festival -
Stefan Merrill Block er i Danmark for tiden og optræder forskellige steder i København, blandt andet her på byens rådhus under åbningen af den igangværende festival -. Foto: Jens Nørgaard Larsen/til web.

– Det er komplet latterligt.

Der mangler ikke slagkraft i forfatteren Stefan Merrill Blocks respons på den udbredte opfattelse af, at amerikansk litteratur er i krise. Synspunktet blev senest fremsat af nestoren Philip Roth, som i et meget citeret interview sagde, at antallet af amerikanere, der evner at sidde stille i de timer, som det tager at læse en roman, er hastigt dalende. I fremtiden vil litteraturlæsning være forbeholdt en eksklusiv sekt. Mener altså Roth.

– Sådan er det altid med gamle mænd, der er ved at gå bort. De vil helst tage deres verden med sig, John Updike sagde det samme, siger Merrill.

Selv står han (født 1982) i den modsatte ende af livsbuen end d?herrer. Og han står meget stærkt. Hans debutroman om alzheimer udkommer i en række lande, og næste roman er allerede skrevet færdig. En lysende karriere som meget læst romanforfatter tegner sig.

Merrill tilhører en gruppe af yngre forfattere, hvoraf mange bor i New York-bydelen Brooklyn. De mikser gravalvorlige emner som alzheimer med fikse stilistiske træk hentet fra helt andre områder: film og faglitteratur, for eksempel. I Merrills debutbog er der således flere passager med videnskabelige redegørelser for alzheimer.

Ligeså med den beslægtede Jonathan Safran Foer: Hans "Ekstremt højt og utrolig tæt på" handler blandt andet om terrorangrebet den 11. september og slutter filmisk: De sidste sider viser en sekvens med en af de mange personer, der sprang ud fra World Trade Center under angrebet. Men hvis man bladrer hurtigt gennem siderne, falder han ikke ned, men op. En udpræget bevidst genreblanding er altså på færde hos de unge stemmer. De er ikke ironikere, men forbeholder sig retten til at lege. For at indkredse deres alvorlige grundtemaer bedst.

Mikser I bevidst tingene fordi mange af jer arbejder inden for andre genrer også: film, tegneserier, reklamer? Det gjorde Roth og Updike jo ikke, da de var unge.

– Ja, men det er ikke noget nyt. Hvis du springer Roths generation over og går tilbage til William Faulkner og F. Scott Fitzgerald i 1930?erne, skrev de jo også filmmanuskripter til Hollywood. Det nye er snarere, at så mange af os har taget universitetskurser i "creative writing".

Ordene falder på en café i København, hvor Merrill deltager i litteraturfestivalen CPH:LIT som hovednavn. Festivalen slutter i dag, og som man kan læse på sektionsforsiden, står det ikke så godt til med oversat litteratur i Danmark. Men Merril er optimist på bogens vegne. Den gode bogs vegne. Selv har han ikke taget kurser i at skrive; "En fortælling om at glemme" skrev han bare, fordi han ikke anede, hvordan han ellers skulle fortælle den personlige historie, som han var ved at brænde inde med (Merrills bedstemor led af alzheimer).

Da han havde nået 700 sider, blev han voldsomt i tvivl om projektets beskaffenhed og truede sin kæreste med at smide det hele ud. Den idé faldt ikke i god jord, for det var hende, der forsørgede den unge Brooklyn-boheme i alle månederne under skrivearbejdet. Merril googlede sig derfor frem til en litterær agent, som til alt held fattede kærlighed til det vildtvoksende manuskript og fik det barberet ned til de nuværende godt 300 sider. Afsted til et forlag og vupti! – succesen var en realitet. Tingene går som bekendt stærkt i USA.

Måske også for stærkt?

Under læsningen sidder man med en lille bitte nagende fornemmelse af, at "En fortælling om at glemme" kunne være blevet endnu bedre, hvis forfatteren havde haft lidt mere erfaring. Med skriften og livet. Det hele er godt skrevet, fermt og indsigtsfuldt, og de tre spor i handlingen – drengen Seths historie, eneboeren Abels og sekvenserne om drømmelandet Isidora – føjer sig smukt sammen (se handlingsreferatet i boksen her på siden). Man bliver klogere på den frygtelige alzheimers snigende natur, og tankevækkende er det, når man læser om dette fremtidsscenarie: "Sådan vil flere og flere ting komme til at forme sig i fremtiden; fortidens byrder vil blive valgt fra, sygdomme og grimhed og handicap vil ikke kunne kureres, men bliver simpelthen fjernet fra genpoolen". Er det sådan en fremtid, vi ønsker os – alzheimerfri, lidelsesfri, kedelig?

Det er godt, det Merrill gør. Imponerende. Men også en anelse konstrueret. Og den personlige stemme er ikke færdigudviklet. Merrill er frisk og afskriver Roth som en gammel pessimist. Hatten af for det. Men om Roth må man dog sige, at hans personlige stemme er så genuin, at man kun skal læse tre linjer i en Roth-roman for at føle – virkelig føle vibrerende – Roths signatur.

Sådan er det ikke med Merrill. Endnu. Han er født i 1982, og selvfølgelig er det fjollet at kritisere forfattere for deres alder. Og erfaringen kommer jo, alene dét, at "den svære 2?er" allerede er skrevet, lover godt for karrieren.

bach@kristeligt-dagblad.dk

Stefan Merrill Block: En fortælling om at glemme. Oversat af Nina Brenøe. 364 sider. 299 kroner. Tiderne Skifter.