De unge siger farvel til sarkasmen og omfavner sentimentaliteten

Det er skamfuldt og gammelmandsagtigt at være sentimental, men det er svært at lade være med at være det her i julemåneden. Måske er der endda en ny generation på vej, som skamløst dyrker sentimentaliteten

”Salmesang slår en sentimental streng an i mig; en streng, som det med årene kun er blevet lettere og lettere at få til at svinge,” skriver Lars Handesten. –
”Salmesang slår en sentimental streng an i mig; en streng, som det med årene kun er blevet lettere og lettere at få til at svinge,” skriver Lars Handesten. – . Foto: Finn Frandsen/ritzau.

Når først vi begynder at synge ”Dejlig er den himmel blå” og ”Et barn er født i Betlehem”, gælder det om at passe på, at følelserne ikke får frit løb. Får de først det, kan jeg slet ikke synge for bare rørelse. Salmerne slår en sentimental streng an i mig; en streng, som det med årene kun er blevet lettere og lettere at få til at svinge. Nogle gange føler jeg, at jeg er blevet den ”gamle, sentimentale mand”, som det ellers for enhver pris gælder om ikke at blive. Det er næsten lige så slemt som at være en gammel gris.

Sentimentaliteten er en stemning, man ikke skal flage alt for voldsomt med. Ja, bedst er det, hvis man holder den for sig selv og undertrykker den, så godt man kan. Det gælder om at være nøgtern og cool. Det gælder om at se på tilværelsen med en tilbagelænet attitude. Det gælder om at beherske sig.

Men det er jo lige præcis det, man ikke kan, når man bliver sentimental. Min krop forråder mig, bedst som jeg tror, alt er i orden. Jeg ser en komplet latterlig kærlighedskomedie, hvor de elskende ser lykkeligt på hinanden, og så skal jeg pludselig til at mønstre al min selvkontrol, så tårekanalerne ikke får frit løb, og jeg forvandler mig til et mimrende vrag og selv kommer til at stå som komediens største nar.

Selv et par linjer af digteren Eske K. Mathiesen kan fremkalde utilsigtede følelsessvingninger og et dugget blik, når jeg læser dem op for min kone.

”I dag var vi nærmest lykkelige

Som kejtede figurer

Malet med vandfarve på æg.”

Ordene sætter sig pludselig som klumper i halsen, og læberne mimrer af bevægelse. Føj, da!

Det er måske også derfor, at sentimentaliteten er så ilde set. Den sentimentale er jo fuldstændig ude af stand til at styre sig selv og lider af både kontroltab og intellektuel forarmelse.

Det er forbundet med skam og flovhed at give efter for det sentimentale, så julemåneden er ikke nogen god tid at befinde sig i. Hele tiden bliver der jo så åbenlyst drevet plat på vores følelser, og så er det, at man væbner sig med en bekvem kynisme og forbander alle de falske følelser og gaveræset og det uhæmmede forbrug. Sådan en holdning er til at have med at gøre. Den giver mening.

Og så lykkes det alligevel ikke at dæmme op for alle de ømme og vemodige følelser. Barndommen kommer væltende med minderne om alle de juleaftner, man har sunget ”Dejlig er den himmel blå”. Mine egne børn er blevet voksne og er nu også selv begyndt at få børn. Det er næsten ikke til at bære.

Jeg stod for et par år siden med et par af mine yngre kvindelige kolleger og snakkede om sentimentale mænd. Vi havde fået et par glas, og jeg tilstod i dagens anledning, at jeg selv havde en rem af huden. Men det skulle jeg ikke have gjort, for der var ingen pardon. Sentimentale mænd var noget af det ynkeligste og værste, de kunne forestille sig. Deres fædre for eksempel, som var stolte indtil det flæbende og munddirrende over deres dygtige døtre, havde deres fulde foragt. Jeg insisterede selvsagt ikke på min sentimentalitet. Jeg indrømmede den som en aldersmæssig malfunktion, som en hel del mænd over de 60 år lider af, ligesom de kan lide af hårtab og paradentose.

Jeg skulle lige til at indstille mig på, at min sentimentalitet er noget, som kommer med alderen, og som man skal holde i ave på linje med begyndende mave og hår i ørene. Men så skete der noget her i sommer, som alligevel har fået mig til at ændre syn på sentimentaliteten. Måske er den slet ikke så aldersbestemt, som man skulle tro. Måske har den alligevel også en kulturelt bestemt dimension.

Jeg var i hvert fald ude for noget meget mærkværdigt, da jeg var til min nieces bryllup i sommer. Hendes venner holdt taler for hende og hendes tilkommende. Det var der ikke noget besynderligt i. Det var måden, talerne blev holdt på, der vækkede min undren. De græd som piskede over deres egne følelsesfulde ord. De dvælede med vemod ved deres fælles oplevelser og brød ud i endnu mere gråd ved tanken om dem. Og det var ikke kun én eller to talere, der gjorde sådan. Det var næsten over hele linjen. Det endte også med, at folk, som tydeligvis ikke havde forberedt en tale, også syntes, at de skulle give deres besyv med, og så voksede følelsesfuldheden til endnu uanede højder.

Jeg må sige, at jeg var målløs. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende. Stod jeg her over for en helt ny generation, der følelsesmæssigt har det så meget anderledes, end jeg selv og mine jævnaldrende har haft det? Sådan nogle taler var fuldkommen utænkelige, dengang jeg selv blev gift. Man ville have følt dem aldeles malplacerede og – sentimentale.

De bryllupstaler i sommer var et fænomen, der kom så meget bag på mig, at jeg i øjeblikket selv blev helt nøgtern. Men jo, jeg tror, at den antisentimentalitet, der har præget min egen tid, netop har været ét med tidsånden. Den ironiske og sarkastiske holdning over for det følelsesfulde har henvist sentimentaliteten til populærkulturen, hvor den har overlevet i bedste velgående. Og det er måske det, der er ved at forandre sig med den nye generation, der er skamløst sentimental, uden at intellektet synes at have taget skade.

Det er fint for mig. Jeg skal bare lige vende mig til, at sentimentaliteten ikke blot er en brist, som mænd af en vis alder gør bedst i at skjule for både sig selv og omverdenen, men at den kan være en helt legitim adfærd for mennesker i alle aldre.

I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.