Prøv avisen

De usynlige menneskelige dramaer

Kirsten Thorup er bevidst om, at det først og fremmest er de kvindelige dramaer, der fylder i hendes romaner, men det handler om, at hun selv er kvinde og bedst kan fortælle fra den synsvinkel. Foto: Sofie Amalie Klougart.

Kirsten Thorup fik sit folkelige gennembrud med romanen Lille Jonna takket være Gyldendals Bogklub. I bogen, der foregår i forfatterens fødeby Gelsted på Vestfyn, genopdager hun 1950ernes brydningstid, hvor ungdommen blev opfundet. Romanen blev afgørende for, at hun kunne komme videre med sit forfatterliv

Hun er lille, helt klædt i sort og gør ikke meget væsen af sig. Vi mødes på Gyldendal i Klareboderne i det indre København, hvor Kirsten Thorup i årevis har færdedes hjemmevant som en af det store forlags mest trofaste og bedst sælgende forfattere.

LÆS OGSÅ: Det er ofte de bedste mennesker, det går skidt for

Det er ved at være fyraftenstid for de ansatte på kontorerne, og Kirsten Thorup bliver instrueret i, hvordan vi låser os ud, inden vi sætter os med kaffe og vand for sammen at rejse en tur tilbage i tiden.

36 år, for at være helt nøjagtig. Så længe er det siden, Kirsten Thorup sad i sit dengang kombinerede sove-, opholds- og arbejdsværelse i et minikollektiv indrettet i en gammel lejlighed tæt på, hvor vi sidder nu, og skrev romanen Lille Jonna.

34 år er der så gået, siden denne artikels forfatter sad, eller nok rettere lå, på sit teenageværelse og læste bogklubudgaven af samme roman.

Det var højst overraskende for mig, at Lilla Jonna blev månedens bog i Gyldendals Bogklub og derigennem solgte 80-90.000 eksemplarer, for den solgte jo nærmest ingenting i originaludgaven, husker Kirsten Thorup, der dermed kan takke bogklubben for sit folkelige gennembrud som forfatter.

Siden har mange læsere, ikke mindst de kvindelige, fulgt med Kirsten Thorup i hendes imponerende forfatterskab, og når hun holder foredrag, er hun stadig ude for, at læsere spørger til Jonna-serien, der foruden den første roman også omfatter romanerne Den lange sommer ( 1979), Himmel og helvede (1982) og Den yderste grænse (1987).

I dag kan jeg jo godt se, at Lille Jonna blev mit gennembrud, men dengang var det helt usynligt og bestemt ikke noget, der stod noget om i aviserne, fordi gennembruddet foregik i Gyldendals Bogklub, siger hun.

Kaffen forbliver urørt, men en mundfuld vand må der jævnligt til for at holde stemmen smurt.

Kirsten Thorup taler dæmpet i et sprog, der er lige ud ad landevejen og med en svag antydning af vestfynsk dialekt.

For det var på Vestfyn, at det hele begyndte for Kirsten Thorup og for Lille Jonna.

Nærmere bestemt i stationsbyen Gelsted, hvor Kirsten Thorup voksede op i 40erne og 50erne, og hvor fortællingen om pigen Jonna, forældrene, de tre brødre, mosteren, skolelæreren og præsten tager sit udgangspunkt, uden at byens navn dog bliver nævnt i romanen.

Tiden er den samme, stedet er det samme, men alligevel er Lille Jonna noget af det mindst selvbiografiske, Kirsten Thorup har skrevet.

Jeg har altid stået meget fast på fiktionen, for det er fiktion. Jonna er ikke mig, hendes brødre og forældre er ikke mine, men det er klart, at der er træk fra mit eget liv, og at jeg lægger træk fra mig selv og mine nærmeste ind i romankarakterne. Men det har altså ikke noget med selvbiografi at gøre. Jonnas familie er en sammenfatning af de skiftende husvildefamilier, der boede i skolens gymnastiksal op gennem 50erne, siger Kirsten Thorup.

Når der i forbindelse med romanen opstod en konsensus om, at den var selvbiografisk, så skyldtes det måske også, at jeg fra begyndelsen brugte et erindrende jeg, der fortæller om sin barndom og sine teenageår. Det valgte jeg for at få et subjektivt blik på historien, og det har så bidraget til at give en illusion af selvbiografi.

Alligevel var det en søgen tilbage til egne rødder, da Kirsten Thorup som enlig mor i 30erne satte sig for at skrive Lille Jonna. Inden da havde hun haft litterær succes med sine første digtsamlinger og ikke mindst med romanen Baby, der beskriver en række skæve storbyeksistensers desperate søgen efter kærlighed.

Bøgerne solgte ikke ret meget, men Kirsten Thorup kunne alligevel leve af sit skrivetalent, fordi hun op igennem 1970erne leverede en række tv-spil til Danmarks Radio, hvor hun blev betalt en fast pris pr. minut.

Desuden havde hun sørget for at gøre sine leveomkostninger så minimale som muligt. Det år, hun skrev Lille Jonna, boede hun eksempelvis med sin datter sammen med en anden familie i et minikollektiv, hvor der var stordriftsfordele i form af blandt andet fællesspisning.

Manuskriptet blev skrevet i hånden, men inden arbejdsdagen sluttede, renskrev Kirsten Thorup hver dag sine afsnit på en skrivemaskine. Det var hårdt arbejde, for hun var ikke særlig god til det med maskinskrivning, idet hun droppede ud af et maskinskrivningskursus, hun havde meldt sig til. Det var simpelthen for kedeligt. Men de håndskrevne kladder med alle deres rettelser var ulæselige, så der var ingen vej uden om, at hun hver dag måtte til tasterne.

Jeg flyttede til København lige efter gymnasiet og et år i England, og tanken om at skrive om Gelsted lå mig i mange år meget fjernt, men på det her tidspunkt midt i 1970erne gik det op for mig, at jeg var nødt til at gå tilbage for at kunne komme videre. Digtene og Baby lå meget langt fra min egen baggrund og opvækst.

Jeg var ikke så glad for at skulle skrive Lille Jonna, ville faktisk helst have været fri, men jeg kunne ligesom ikke komme uden om den, fortæller Kirsten Thorup.

Jeg følte ikke, at jeg kunne udvikle mig som forfatter, hvis jeg ikke gik tilbage til mit oprindelige miljø på Fyn og fandt ud af, hvem jeg selv var. Jeg tror, det hører 30erne til. Det er der, man for alvor bliver voksen, og for at kunne finde sit ståsted i voksenlivet, er man nødt til at finde ud af, hvor man kommer fra. Det var jeg i hvert fald.

Ideen var for Kirsten Thorup at skrive en roman om den jeg-fortællende Jonna som barn, og én, hvor hun var blevet voksen. Men projektet voksede, og det blev klart for forfatteren, at hun også måtte have alle mellemregningerne med. Det fik hun så i Den lange sommer.

1950erne var sådan en brydningstid, ja, det var faktisk der, ungdommen blev opfundet. Tidligere var der barndommen, som ophørte, når man blev konfirmeret, og derefter var der voksenlivet. Men min generation fik som nogle af de første lov til at være unge eller teenagere, som det hed med det nye engelske ord. Det var vi selvfølgelig ikke bevidste om på samme måde, som jeg er bevidst om det i dag, men det var en spændende tid, hvor vi gik meget op i at have det rigtige tøj, høre den rigtige musik og så videre, siger hun.

Det er om Lille Jonna og Den lange sommer blevet fremhævet, at Kirsten Thorup her udforsker et miljø, en kultur og en tid, som i 1970erne endnu ikke rigtigt havde fundet vej til danske romaner.

På den tid opstod den moderne individualisme med dens forestilling om, at hvert menneske er noget for sig og har sin frihed til at skabe sit eget liv. Men især som pige og kvinde i Lille Jonnas fynske stationsbymiljø i 1950erne kolliderer individualismen med de gamle regler om at være mere forpligtet på familien og slægten end på sig selv.

Et sted i romanen siger Jonnas mor det meget tydeligt til en af byens kvartalsdrankere, der har fundet vej til hendes køkkenbord:

Du behøver ikke være bange for, at din kone går fra dig, for der er det at sige til det, at vi kvinder ikke har nogen steder at gå hen.

I Jonna er der imidlertid en stærk trang til at komme væk. Hun vil noget andet med sit liv end det, hendes mor har. Det får hende til at føle sig forkert, og hun må kæmpe med sin selvopfattelse og sit selvværd.

I netop 1977, hvor Lille Jonna udkom, kunne mange yngre kvinder nikke genkendende til det, og Kirsten Thorup blev af mange opfattet som en del af den stærke kvindebevægelse, der voksede frem i 1970erne. Men det var hun ikke. Hun begyndte sit forfatterskab i 60erne, inden kvindebevægelsen for alvor brød igennem.

Ingen af mine romaner, bortset fra Førkrigstid, har været et kvindeprojekt, siger hun.

Kirsten Thorup er naturligvis bevidst om, at det først og fremmest er de kvindelige dramaer, der fylder i hendes romaner, men det handler om, at hun selv er kvinde og bedst kan fortælle fra den synsvinkel.

Det, hun er optaget af, er derimod de sociale normer og social uretfærdighed. Som Suzanne Brøgger sagde i sin hyldesttale, da Kirsten Thorup i 2000 modtog Det Danske Akademis Store Pris: Du har lige fra starten haft en pinagtig flair for de forsømte.

Set i bakspejlet kan jeg godt se, at jeg blev en del af de strømninger og bevægelser, der var dominerende i 70erne, og at mange kvinder betragtede mine bøger som kvindesagsromaner, men jeg har altså aldrig selv gået med lilla ble. Det har altid været makeup og høje hæle, griner Kirsten Thorup.

Skal hun fremhæve, hvad Lille Jonna handler om, så er det de menneskelige dramaer, der for det meste er usynlige for omverdenen.

Der findes dramaer, som næsten ikke kan ses udefra, men som alle mennesker har i sig. Det er de indre dramaer, der interesserer mig, siger Kirsten Thorup, der ofte bliver fremhævet som en fortæller af de tavses historie.

Hendes værker er realistiske samfundsromaner og med Lille Jonna og frem til hendes seneste roman, Tilfældets Gud, der udkom sidste år, kan man følge de menneskelige konsekvenser af et halvt århundredes samfundsudvikling. Hendes handlinger er hentet dirkete ud af danskernes hverdag.

Rent stilistisk skete der med Lille Jonna et brud for Kirsten Thorup. Med de første digtsamlinger og Baby var hun af litterater og anmeldere blevet rubriceret som en modernistisk fortæller, og derfor var hun forberedt på, at ikke alle ville være lige begejstrede for hendes skift til realismen.

Jeg fik god kritik af de kvindelige anmeldere, mens nogle af de mandlige anmeldere var mere forbeholdne, husker Kirsten Thorup.

Selv var hun ikke i tvivl om, at hun måtte ændre stil for at kunne skrive romanerne om sin egen landlige baggrund.

Jeg følte instinktivt, at skulle jeg skrive om det miljø, jeg kom fra, så skulle miljøet også stilistisk have en afsmitning.

Det betød blandt andet, at sproget blev bygget op omkring den måde, Kirsten Thorups egen mor talte på.

Det var et bondesprog, hvor der blandt andet blev brugt masser af ordsprog og talemåder. Sproget er ikke bare ord og sætninger. Det afspejler også den bevidsthed og den tankegang, der ligger bag sproget.

Kirsten Thorup vidste, at hun kunne være ude et sted, hvor anmelderne og læsere ikke ville acceptere stilskiftet og valg af miljø, men det var nødt til at være alt eller intet.

Lille Jonna blev til af nødvendighed, og hvis den ikke kunne accepteres som litteratur, havde det ingen mening for mig at være forfatter. siger hun og tilføjer, at hun både blev meget overrasket over og meget glad for den gennemslagskraft, bogen fik takket være Gyldendals Bogklub.

Hun har ikke selv læst Lille Jonna, ligesom hun heller ikke har læst andre af sine bøger efter udgivelsen. Men hun læser dog indimellem op fra bøgerne.

Den 8. marts i år blev hun bedt om at læse op fra Lille Jonna ved et arrangement, som Kvinfo holdt i Den Store Diamant i København. Først ville hun ikke, syntes den var for gammel. Men så læste hun alligevel bogens to første sider højt, og som hun siger: Det var faktisk en ret god oplevelse.