De er mennesker, der er ved at gå i stykker i en verden, der ikke kan holde sammen på noget. De er tre unge kvinder, der leverer fragmenterede monologer om ligegyldige og livsafgørende livsbegivenheder. De har ikke noget – eller alt for meget – at identificere sig med. De lever i en verden, hvor kendisser i ”Mads og Monopolet” agerer befolkningens styrende moralske kompas. De sværger ikke til noget, undtagen mad og lange ture på sofaen. De er en slags feminister, men de mener ikke noget rigtigt eller vigtigt. De vil gerne kræve deres rette plads, men de vil ikke være i vejen for dig.
Aarhus Teaters Studio-scene åbner sæsonen med ”Manifest for skrøbelige autoriteter”, en potent og modsætningsfyldt karakteristik af en ungdomsgeneration, der har ondt i (til)troen og selvtilliden, meningsmodet og livsmodet.
Teatrets nyligt udnævnte huskunstner – skuespiller, instruktør og dramatiker Nanna Cecilie Bang – har skrevet en treægget ordsværm, der vælter ud af munden på tre unge og skrappe skuespillere – Camilla Lau, Mette Klakstein Wiberg og Durita Dahl Andreassen.
De er flotte, klædt i underspillet moderigtigt normcoretøj, som vi husker det fra 1990’erne. Løse T-shirts og store jeans. Det er tøj, der skal nedtone kvindelighed og signalere, at de ikke har klædt sig på (eller ud) for nogen andre end sig selv. Men det har de alligevel.
”Manifest for skrøbelige autoriteter” udspringer fra det nutidige kunstneriske paradigme, postironien, hvor banaliteter, følelsesudgydelser og ægthed er idealer at forfølge. Alt er 1:1, og enhver form for ironi skal fremstilles uironisk, så ingen har noget at gemme sig bag.
”Jeg vågner smuk og bliver grimmere og grimmere i løbet af dagen,” siger den ene.
”Det er vigtigt at vide, at man aldrig falder i virkeligheden, som de falder på film,” supplerer den anden.
”Ligegyldigt hvilken kvinde du tror jeg er, så vil jeg ikke være den kvinde,” siger den tredje.
Teksten består af tre sammenhængende monologer bundet sammen af kapitler – fra fødsel, barndom og ungdom, forældreskab og køn til eksistens og dødsdrift. Med mange ord og præcise gestikulationer, dansetrin og sang maler de tre kvinder et tungsindigt, arrigt og skrøbeligt, men ganske omhyggeligt billede af deres svære væren i verden. En verden uden stilladser, som ikke gør det let at vurdere, om det er bedst at tage sit eget liv eller give sit liv til noget.
Deres handlingslammelse er drevet af desillusion, dårligt selvværd og en indædt performativ trang til at udstille sig selv og deres forkvaklede forhold til køn og seksualitet. De har brug for publikum, men har ikke lyst til at stille sig frem.
Fortæller manifestet os noget nyt, vi ikke vidste? Nej, sikkert ikke. Giver forestillingen os mennesker noget at arbejde hen imod? Nok heller ikke. Men det vil den nok heller ikke. ”Manifest for skrøbelige autoriteter” er en meget humoristisk, sympatisk og gennemtænkt udgydelse fra en ung stemme i dansk teater, der har stor forstand på sin målgruppe og formår at formidle den forstand i et nytænkt og hæsblæsende format.
Forestillingens fragmenterede form repræsenterer hovedpersonernes omgang med medier og medmennesker: filterløst, zappende, samplende. Det er et manifest uden rod eller rygrad, som er umuligt at samle op. Disse kvinder ligner ikke mennesker, der finder en tryghed i at være usikre, søgende, åbne og i tvivl. Men de synes at acceptere deres tilstand som et livsvilkår.