De var både for vilde, for pæne og for meget. 1950'ernes unge var ”de første unge” i verdenshistorien

Hvis man vil forstå nutidens unge, begynder rejsen i 1950'erne. Her blev en helt ny forbruger- og befolkningsgruppe skabt og skulle finde deres plads i en usikker verden på vej mod noget nyt

I filmen ”Ung leg” fra 1956 forsøger den pæne Helle, spillet af Ghita Nørby, at balancere den nye tids frie kærlighedsliv med sine egne moralske skrupler. Klaus Pagh (tv.) spiller den rebelske Jørgen, en slags dansk pendant 
til James Dean. – Foto fra filmen.
I filmen ”Ung leg” fra 1956 forsøger den pæne Helle, spillet af Ghita Nørby, at balancere den nye tids frie kærlighedsliv med sine egne moralske skrupler. Klaus Pagh (tv.) spiller den rebelske Jørgen, en slags dansk pendant til James Dean. – Foto fra filmen.

"It's my way of talkin'" – det er min måde at snakke på!

Replikken stammer fra én af de første danske ungdomsfilm "Ung leg" fra 1956. Den unge kvinde Helle (Ghita Nørby) står foran spejlet og er ved at gøre sig klar til en aften i byen, da veninden Birte (Anne Werner Thomsen) kommer drønende ind ad døren og kaster sig skødesløst ned i en lænestol i Helles forældres fine stue, mens hun begynder at fortælle om det, de skal til om aftenen.

Det bliver ikke helt "titchy-witchy" eller "slammy", for de rigtige fyre kommer, siger Birte, før Helle til sidst bliver en kende irriteret over venindens "hjemmestrikkede engelsk" – men Birte står ved sit nyfundne volapyksprog.

Det, man ser, er 1950'ernes ungdom i en nøddeskal – men før, vi skruer tiden 70 år tilbage, skal formålet med artiklen hér og artikelserien "Portræt af ungdommen" introduceres:

"De unge" er i 2022 en befolkningsgruppe, der med god vægt kan siges at være større interesse for end for nogen anden befolkningsgruppe. Der tales ufatteligt meget om de unge, på godt og ondt.

De unge er klimaangste – men de har samtidig fat i noget, når de bekymrer sig om klimaet, siges det. De italesættes som nogen, der mistrives, måske på grund af de skærme, de lever deres liv igennem, måske på grund af deres forældres valg. De forledes for let af nye identitetspolitiske bevægelser, frygtes det, men de skaber samtidig ligestillingsmæssige resultater. De unge er på én gang helt til rotterne og håbet for fremtiden.

Er det så sært, det er svært at være ung?

Anderumper på gadehjørnet

Måske har det altid været sådan. Men ungdommen er også i dén grad rundet af sin tid, og derfor kan det kulturhistoriske perspektiv ikke udelades, når man undersøger "de unge". Det mener Jonas Lieberkind, lektor ved DPU, Danmarks institut for pædagogik og uddannelse på Aarhus Universitet, der forsker i synet på nutidens unge.

Der var så afgjort unge før 1950'erne, understreger han. Men ikke unge, som vi ser på dem i dag.

"Det nye i 1950'erne er, at man skal forholde sig til sig selv som ung. Og omgivelserne skal forholde sig til de unge som unge. Før da har ungdomsidentiteten været forbeholdt bestemte klasser eller samfundslag. Men nu får mange flere, fra alle klasser, mulighed for at være ung," siger Jonas Lieberkind.

1950'ernes unge var børn under Anden Verdenskrig og havde på dén måde nervøsiteten med sig fra begyndelsen. Når deres forældre tændte for radioen, hørte de om russerne i Øst og amerikanerne i Vest, om atombomber og udslettende knapper, der kunne trykkes på når som helst.

Men efterkrigstiden var også en tid, hvor levestandarden for danskerne blev betragteligt bedre, og 1950'ernes unge var også en ungdomsgeneration, der for første gang havde penge mellem fingrene selv. Og som blev en forbrugergruppe, markedet stilede særligt imod med produkter og kulturprodukter. Det sidste kom især fra USA, en nation hvis indflydelse i det hele taget bragede igennem i Danmark og Europa i 1950'erne, styrket af amerikanernes rolle i Anden Verdenskrig.

"I 1950'erne kommer der en medialiseret kulturindustri, som taler til de unge, og som mange kan være en del af. Anderumpefrisuren er sådan et ret godt billede på det, der sker. De unge ser seje ud, går i sejt tøj, siger seje ting, hænger på gadehjørnerne, og de læser alt fra science fiction til Anders And. Og de bliver i stigende grad set som seksuelle væsner – hvilket også bliver set som forkasteligt," siger Jonas Lieberkind.

Kan kvinder være ingeniører?

På hjemmesiden "Ung i 50'erne" kan man møde Anna Bech Jacobsen. Anna går i cigaretbukser og med klud om halsen. Hun går på studenterkursus i København, langt væk fra forældrene i Vildbjerg i Jylland, og har fundet bolig i storbyen hos et venligt lærerpar. Hun passer deres børn, arbejder i dagstimerne som bud for en tekstilfabrik for at tjene til huslejen, og om aftenen studerer hun på studenterkursus. Weekendaftenerne bruges på fritidsaktiviteter som at gå på jazzklub, milkshakebar eller tage en tur i biografen med veninden Inge.

Bag den fiktive karakter Anna Bech Jacobsen står historiker Camilla Kølbæk Zaulich. Anna er opfundet i et slags forsøg på at komme helt derind, hvor de historiske kilder sjældent kommer, helt ind i hovedet på et ungt menneske anno 1950'erne.

På hjemmesiden skriver Anna om stort og småt, også ganske intime ting. Og som historiker påpeger Camilla Kølbæk Zaulich, at det hele er funderet i de kilder, hun har kunnet finde, helt ned til stavemåder og slangudtryk. Blandt andet har hun læst en hel masse studenterblade for at finde ud af, hvad der har rørt sig blandt de studerende selv.

"Debatten om kønsroller er ret heftig i 1950'erne: Hvorfor skal kvinder med evner og interesse for det boglige egentlig ikke have lov til at dyrke det? Man kan læse overskrifter som 'Kvinder kan være lige så gode ingeniører som mænd'. Men der er også stor modstand mod for mange kvinder på uddannelserne, og argumentet er især: 'Hvis for mange kvinder gør dette her, hvor ender vi så? Hvad gør det ved familien?'," fortæller Camilla Kølbæk Zaulich.

Hendes egen Anna tager del i dén debat, for det virkede naturligt at lade hende gøre det. For som ung kvinde har man skullet navigere i nogle ekstremt fastlåste forventninger til en livsbane samtidig med en spirende lyst til at gå efter egne behov og drømme.

"1950'erne er ekstremt dobbeltmoralske, hvad angår kønsmoral," siger Camilla Kølbæk Zaulich.

De første kærester

I 1950'erne kom også en nyfunden forventning til ungdommen om, at man eksempelvis kan være "kærester" og ikke bare "forlovede". Men hvor længe skal man have været kærester, før bordet binder? Hvor går grænsen for, hvornår man flirter for meget? Og hvem har ansvaret for, at der ikke kommer børn ud af det lidt friere seksuelle liv?

I filmen "Ung leg" er det Birte, der lever et vildt liv med løse forbindelser henne i jazzklubben, mens den pæne Helle forsøger at balancere det frie kærlighedsliv med egne moralske skrupler.

I slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne gennemførte politikeren og overlægen Kirsten Auken en stor undersøgelse af 20-35-årige danske kvinders seksualvaner. Under stor bevågenhed forsvarede hun i 1953 som den første kvindelige mediciner ved Aarhus Universitet sin doktordisputats "Undersøgelser over unge kvinders sexuelle adfærd". Hendes konklusioner overraskede: Under to procent af de adspurgte kvinder svarede, at de efterlevede normen om ingen sex før ægteskabet. For halvdelen af kvinderne var det første samleje foranlediget af stærkt partnerpres.

Undersøgelsen forargede, men fik også nogle til at vågne op og tage ungdommen alvorligt, siger Camilla Kølbæk Zaulich.

"Vi er faktisk stadig i en tid, hvor der stort set ikke gives nogen seksualoplysning, og der er meget få præventionsmuligheder for kvinder. Men der sker noget i forhold til netop det med seksualoplysningen i de år. Hvor man tidligere har sagt, at det ikke er noget, der skal snakkes for meget om, bliver der nu flere og flere, der mener, at hvis bare de unge vidste lidt mere, ville man kunne undgå nogle meget triste skæbner."

For ungdommen selv var der dog mange andre ting på spil end reproduktion i den nyfundne "kærester"-kategori. Og noget af det viste sig i sproget – på engelsk selvfølgelig.

"At 'date' er et udtryk, man begynder at bruge. Eller 'going steady' – at man har en fast forbindelse. Det behøver ikke nødvendigvis føre til forlovelse. Det er nyt, at der kommer en kategori for dette mellemstadie, fra to mennesker møder hinanden, og til de bliver forlovet," siger Camilla Kølbæk Zaulich.

"Men seksualmoralen er samtidig lidt i knibe, for der er stadig den her tanke om, at sex er noget, der hører til ægteskabet eller i det mindste til en ringforlovelse. Der er nogle dilemmaer, som både de unge og deres forældre må tackle i disse år. Hvad skal det føre til, hvis man ikke er sikre på hinanden bagefter? Hvilket liv giver det en kvinde? Der kommer også en frygt for de unges seksualitet, og meget af det har også bund i anti-amerikanske holdninger. Udtrykkene at 'date' og 'going steady' kom jo netop herfra."

Penge og frihed

Elvis havde den. James Dean havde den. Ib Mossin havde den – anderumpefrisuren, hvor håret redes frem og så tilbage i en lille bølge. Den rebelske James Dean blev ét billede på 1950'ernes unge mand, men man kunne også sagtens være svigermors drøm og have anderumpe.

Frisuren kan siges at være et symbol på demokratiseringen af det at være ung, siger Jonas Lieberkind.

"Langt de fleste unge på det tidspunkt er jo en helt anden type end James Dean. Men det interessante ved arketyperne, idolerne, er, at også de mainstream unge får et mellemværende med dem; med anderumpen, læderjakken, smøgen i mundvigen," siger han.

De fleste kunne slet ikke leve op til det, og nogle fandt det også latterligt. Og selvfølgelig har der også været unge, måske især på landet, der hjalp til på gården, som deres egne forældre havde gjort det, da de var unge. Men alt i alt må 1950'erne siges at være det årti, hvor ungdommen trådte i karakter, æstetisk og økonomisk, siger Jonas Lieberkind.

"Penge og frihed hænger sammen. De unge får mulighed for at forbruge på en helt anden måde. Og de bliver afhængige af penge. Penge får også en anden status, som noget, der skal omsættes til levet liv, til massekultur: magasiner, modetøj, musik."

Den forbrugeriske ungdom med alle antenner rettet mod seneste nyt fra "over there" fik nogle kulturkonservative til at rynke brynene kraftigt. De lod sig provokere af ungdommens rebelske attitude og ikke mindst denne hængen ud, denne såkaldte "fritid".

"Der er en heftig kulturpessimisme over det nye samfund og dets muligheder. De unge bruger jo penge på ting, det gamle borgerskab ikke synes er værd at bruge penge på. Så på nogle punkter kan man sige, at der er en stor kløft mellem de unge og de ældre generationer," siger Jonas Lieberkind.

Men, påpeger han, samtidig var der i efterkrigsårene mange, der så et stort potentiale i ungdommen. Ungdomskommissionen blev nedsat i 1945, og i den sad blandt andre teologen Hal Koch. Kommissionen kom i 1952 med den store betænkning "Ungdommen og fritiden", der kom til at danne baggrund for de kommende mange års ungdomspolitik. At man fra statsligt hold gik ind og understøttede ungdommens aktiviteter – aktiviteter, der ikke i første omgang handlede om slægtens videreførelse og overlevelse – var nyt.

Det ensomme massemenneske

I 1950 udkom en bog, der i dag er gået hen og blevet en akademisk klassiker, sociologen David Riesmans (1909-2002) "The Lonely Crowd", der fik den danske titel "Det ensomme massemenneske".

I bogen analyserer Riesman det i resten af verden så indflydelsesrige amerikanske samfund og kommer med en kulturkritisk analyse af den ligegyldighed, der følger med ungdommens dyrkelse af popkultur og massemedier.

"Det spændende er, at mennesket, som man tidligere havde en forestilling om var drevet af tradition, religion og kultur, nu også er drevet af det, han kalder en 'gruppestyret identitet'. Alle de store og tunge værdier glider ud, og tilbage er mennesket som en tom, ekstremt social skal, der hele tiden er styret af medierne og af andre – man er hele tiden orienteret imod, hvad de andre gør," forklarer Jonas Lieberkind.

"De unge bliver nogle, der taber essensen og kernen i det, de hele tiden må række ud efter gruppen for at været noget selv. For de unge, der skal dannes som mennesker, følger der en stor ensomhed med. Og det virkelig interessante er jo, at det er noget af det, vi ser med de unge i dag," siger Jonas Lieberkind.

1950'ernes unge og nutidens ligner på mange måder hinanden: De lever i en verden, der brænder eller synes at kunne brænde hvert øjeblik. Men også en verden med stigende velstand.

Men nutidens unge ligner i mindst lige så høj grad de unge fra et andet årti. Vi skal 20 år frem, til 1970'erne, i næste afsnit af "Portræt af ungdommen". Til kassebukser, idealisme og et frisind, der måske slet ikke er så frit, når alt kommer til alt.