Sønderborg, 1975.
En ung kvinde på 18 år går ud gennem porten på Sønderborg Statsskole. Hun er klædt i en lilla tunika og jesussandaler, håret hænger løst og krøllet om hendes hovede.
Da Inger Enemark kommer hjem til familiens rækkehus, smider hun sin taske og går på værelset. Hun og broren bor alene med deres mor, efter at faren døde sidst i 1960'erne. Moren arbejder nogle timer om ugen på en højskole i nærheden.
Om ikke ret længe kommer nogle fra "kliken" over på besøg. Én af vennerne har købt en ny plade med Simon & Garfunkel, de skal høre. Hvis den viser sig at være til den lidt kedelige side, kan man heldigvis altid sætte favoritterne i The Beatles på grammofonen. Beatles-pladerne har de lyttet til så ofte, at de nærmest er slidt i laser.
Vennerne går hjem efter et par timer. Inger Enemarks mor kommer hjem fra højskolen. Før aftensmaden skal på bordet tager hun lige sin faste runde og stikker næsen indenfor døren på værelserne hos Inger Enemark og hendes bror, mens hun sniffer et par gange ind. De svarer det sædvanlige;
"Hold nu op, vi ryger altså ikke hash!"
De seje i Sønderborg
1970'ernes ungdom - det er noget med oprør, ikke?
"Knæhøj karse" og unge mænd med langt, uglet hår. Guitar i rundkreds og en chillum, hashpibe, der går på omgang. Kollektiver og fri sex. Disse historier om 1970'ernes ungdom er fortalt igen og igen. Men for én som Inger Enemark, der i dag arbejder som bibliotekar i Sønderborg, var ungdomsårene i provinsen overhovedet ikke sådan. På mange måder var ungdommen, som hun husker den, præget af uddannelse og overgang fra at bo hjemme til at skabe sin egen tilværelse.
"Man passede sin skole og man passede måltiderne. Det skulle vi, og det gjorde vi," husker hun.
Inger Enemark fik 100 kroner af sin faster om året, hvis hun lod være med at ryge cigaretter, og dén aftale overholdt hun.
"Så jeg røg bestemt ikke hash. Jeg kunne jo slet ikke finde ud af at ryge," griner hun
I Sønderborg, dengang, var der mange unge som hende. Og så var der nogle få, der stak ud. De var lidt ældre end Inger Enemark og hendes venner. De gik i ægte afghanerpels og med bare tæer og gjorde, som det passede dem.
De røg hash - og nogle af dem tog også stoffer.
"Vi talte jo ikke med dem dengang, det turde vi slet ikke," siger Inger Enemark.
Det har hun dog gjort senere. For nogle år siden besluttede hun nemlig, sammen med sin gamle skolekammerat, kunstneren Claus Carstensen, at opsøge nogle af de "hippier, flippere og provoer" fra Sønderborg, de begge huskede fra ungdommen, for at blive klogere på hvordan det var gået dem senere i livet.
Det blev til bogen "Da Aldous Huxley kom til Sønderborg", der udkom i vinter. Bogens titel er en reference til den britiske kultforfatter Aldous Huxley (1894-1963) - og det, at meget af det, der påvirkede ungdomskulturen strømmede ind gennem kunsten, siger Inger Enemark.
"Det var jo meget fra musikken, inspirationen kom. Men også fra litteraturen. Og så det her med alt det, der kom fra den store verden, især fra Mellemøsten og Indien. Det fascinerede os helt vildt," siger hun.
Væk med materialismen
Billedet af 1970'ernes unge er let at kalde frem på nethinden, også for Jonas Lieberkind. Han er lektor ved DPU, Danmarks institut for pædagogik og uddannelse på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i synet på nutidens unge. Men kigger man 50 år tilbage, er der er nogle ret vigtige nuancer, der kan males lidt tydeligere frem i det samlede billede, siger han.
"Selvfølgelig var der forskelle mellem by og land og samfundsklasser. Ligesom man heller ikke i dag kan skære alle unge over én kam."
Noget af det, han har tænkt over, er, at 1970'ernes unge af eftertiden er blevet opfattet som meget frisindede. Men var de nu også det? Ikke på samme måde, som 1950'ernes unge var det. For dem handlede det om at skabe sig en frihed til at forbruge, hænge på gadehjørnerne og sætte håret, som man ville. Også seksuelt fik de unge i 1950'erne friere rammer til at udfolde sig, end de før havde haft.
"Det interessante ved 1970'erne er, at hippierne og ungdomsoprørerne reagerer på den overfladiske forbrugskultur, der kom i 1950'erne. Lidt groft sagt kan man sige, at den sandhed eller mening med livet, som de unge søger, ikke længere er noget, der findes i masseindustrien. Det findes i det indre, i bevidstheden og selvet," siger Jonas Lieberkind.
Opgøret med den jagt på materielle goder, der vandt frem blandt 1950'ernes unge, var dog kun en lille del af det. Opgøret med normerne var også på andre områder: Kønsroller, familiestrukturer og forventninger.
Og samfundet hjalp de unge godt på vej: I 1970'erne blev uddannelse gennem en række reformer tilgængelig på en helt anden måde end i 1950'erne, hvor man eksempelvis stadig som kvinde skulle kæmpe ganske hårdt for ikke at ende i dén kategori, der hed "hjemmegående husmor".
"Det handler om at få brudt den sociale arv og ikke blive husmor som sin mor. Uddannelse er også at realisere sig selv," siger Jonas Lieberkind.
At "komme sammen"
I filmen "Vil du se min smukke navle?" fra 1978, instrueret af Søren Kragh-Jacobsen, kommer man helt tæt på de unges kærlighedsliv i dén tid og følger den følsomme, indadvendte Claus i hans forelskelse i den smukke, men også frie og utæmmelige Lene.
Inger Enemark husker, at man "kom sammen" dengang, man var ikke kærester. Det blev man måske, men da hun gik i gymnasiet var det mere almindeligt, at man sagde, at man kom sammen.
"Så kan det være, man kom sammen i tre uger eller en måned, og så slog man op, når man ikke gad mere. Eller måske slog man op, fordi man var på vej afsted til en musikfestival, for så havde man jo frie hænder, når man var afsted."
"For os var det helt naturligt: ' ja, vi kan da godt komme sammen'. Og så var det slut kort tid efter, fra én skolefest til en anden."
Selv var hun nok "lidt mere seriøs", siger hun. Men i vennekredsen var der en accept af, at ungdomstiden var en tid, hvor ting skulle prøves af, siger hun.
Oprøret mod det borgerlige liv, forældregenerationen levede, lå bestemt i luften, og kom til udtryk i drengenes lange hår, tøjet, der var løst og i flotte farver.
Nogle sad hjemme på værelserne og læste til studentereksamen, andre tog ud i Nørreskoven på Als og boede dér, mens de læste, inspireret af den amerikanske forfatter og naturalist Henry D. Thoreau (1817-1862) og hans "Walden - livet i skovene".
Det var små skridt, der rykkede lidt ved, hvad der var normalt, siger Inger Enemark. Man afprøvede, hvorvidt man selv kunne indføre noget af det nye, vilde og spændende i sit eget liv.
En anden, hun har talt med, forsøgte at få sin mor til at lave "mikro-makro-mad" derhjemme - en hel uge skulle de spise indisk inspireret mad med brune ris.
"Moren blev stiktosset. Det var jo hende, der stod for frikadeller, sovs og kartofler til daglig. Hvis han ville have dén slags mad, måtte han lave det selv!".
Slip kontrollen
Jonas Lieberkind ser et fællestræk ved 1970'ernes unge og nutidens unge, for også i dag ses nogle bevægelser inden for blandt andet klima- og kønsaktivisme, der har stor opbakning i den yngre del af befolkningen.
De politiske aktive af 1970'ernes unge havde også et stærkt, eksistentielt projekt, som de tog alvorligt, men som de øvrige generationer indimellem kunne have lidt svært ved at se meningen med. Det handlede om aktivt at skabe et liv fri af "småborgerligheden", altså at bryde med normerne.
Og sagde man noget, så mente man det, siger Jonas Lieberkind.
"Der var jo ingen, der for alvor troede, at Elvis mente det, han sang. Men med Bob Dylan og John Lennon var der ingen tvivl".
Nogle af de portrætterede "flippere, hippier og provoer" i "Da Aldous Huxley kom til Sønderborg" endte med at få hårde liv. Inger Enemark er med tiden kommet til at forstå sine forældres skepsis lidt bedre, og forstå, hvorfor hendes mor var nødt til lige at stikke hovedet ind og sniffe lidt af luften på teenageværelset.
"Jeg tror, de har tænkt: 'Hvad skal der blive af dem?' Jeg forstår det, for i dag ved vi også mere om, hvad stoffer gør ved folk. Det vidste jeg jo ikke dengang. 'Det var da utroligt, som forældre kan gå op i udseendet', tænkte jeg, hvis der blev kommenteret på håret eller stilen. Men de var jo angste."
Når Inger Enemark ser på nutidens, i hendes øjne meget kontrollerede og ordentlige, unge, kan hun godt blive ærgerlig over, at nogle af de ting, hun selv voksede op med, er gået tabt.
"Min egen datter fik på et tidspunkt at vide på sit arbejde, at det var modigt af hende at dukke op uden make-up. Men altså... Hvordan skal man egentlig nogensinde komme ud af døren, hvis alt skal være så perfekt?" siger hun.
"Man kan gå sin egen vej. Og det er også fint at gøre det, man magter."
En anden lære, nutiden kunne drage af 1970'ernes unge, er den afslappede tilgang til samfundets forventninger, mener hun.
"Én af dem, vi har talt med sagde: 'Vi udrettede jo noget'. Forstået på den måde, at man gjorde nogle ting, der ikke lige lå i kortene."
Én af de medvirkende i hendes og Claus Carstensens bog tog på stop til Indien, mødte hollændere, tyskere og englændere undervejs. En anden gik i gang med at læse til arkitekt, men kunne ikke klare presset på studiet, blev syg og flyttede hjem til Sønderborg. Han havde flirtet lidt med en guru i Indien, og besluttede sig for ved egen hjælp at mane ondskaben i jorden.
"Så han trænede sin krop op og fortalte ikke til nogen, hvad han havde i sinde. En dag sagde han til sine forældre: 'I morgen løber jeg til Israel'. Faderen sagde: 'Det er godt med dig'. Moderen smurte ham trods alt en madpakke og gik med ud og vinkede farvel. Og så løb han til Israel. Han lignede Jesus, da han kom frem, og havde slidt flere par sko op. Men han gjorde det."