Få billedkunstneres værker opnår hertillands så ikonisk status som Dea Trier Mørchs grafiske værker. Den enkle, bløde linjeføring, den skarpe balance mellem sort og hvid, de let genkendelige, hverdagsnære motiver, hvad enten det er det nyfødte barn eller en kvinde på vej i decembermørket med indkøbsposer på cykelstyret. Vi genkender dem, når vi ser dem, deres nærhed og varme og den solidaritet med medmennesket, de er skabt i.
Dea Trier Mørch døde af kræft i 2001 som kun 59-årig. Alligevel er det først nu, at hendes værker udstilles samlet på en større kunstmuseumsudstilling, der stiller skarpt på det æstetiske udtryk, den kunstneriske dimension. Det er tankevækkende. På Louisianas udstilling, der hænger i Buegangen under caféen, er der blevet plads til omkring 90 værker, som familien har stillet til rådighed. Fokus er på perioden 1967-1977, som var den periode i Dea Trier Mørchs liv, hvor grafikken spillede en hovedrolle.
Dea Trier Mørch var kun 16 år, da hun kom på Kunstakademiet. Det var i den abstrakte kunsts æra, hun havde Ejler Bille som professor. I kraft af sit studenterpolitiske engagement begyndte hun tidligt at rejse og uddanne sig på kunstakademier i Østeuropa, og det var her, hun fandt det mere realistiske udtryk, præget af folkekunsten og den politiske, agitatoriske kunst, der skulle blive hendes.
På Louisiana kan man se en tidlig radering fra 1967 – ”Historien om en russisk pige” står der med trykte bogstaver. På billedet ser man i midten en pige. Rundt omkring hende, som en slags tegneserie, er hendes liv fortalt i små firkanter: fra spædbarn, til hun selv bliver mor, arbejdslivet, alderdom, død. Ved siden af sin signatur har Dea Trier Mørch skrevet billedets titel: ”Det ku’ lisså godt ha’ været mig”.
Det er smukt set, at kurator på Louisiana, Marie Laurberg, indleder udstillingen blandt andet med dette tryk, fordi det på så mange måder peger frem i Dea Trier Mørchs virke. Det første, man lægger mærke til, er den solidariske identifikation med et andet menneske, det næste er den måde, Dea Trier Mørch viser dette andet menneske på. Med en øm, direkte, men aldrig klæbrig indlevelse, hvor de nære ting, som det seksuelle møde og moderskabet, fylder lige så meget som krigen. Det personlige er politisk, det intime liv er også en del af den fælles fortælling om at være menneske.
Et tredje aspekt i billedet er den måde, det arbejder med fortælling på. Dea Trier Mørch var en fortællende billedkunstner, og at hun senere, fordi det simpelthen føltes lettere foreneligt med et liv som småbørnsmor, i så høj grad også blev forfatter, virker ikke som et brud, men som en direkte forlængelse af hendes billedkunstneriske virke.
Og faktisk debuterede hun allerede i 1968 med den illustrerede rejseskildring fra øst ”Sørgmunter socialisme”. I flere af sine tryk bruger hun samme form, som man i dag vil genkende fra graphic novels, altså at inddele bil- ledet i flere små billedelementer. En sidste ting, man kan bemærke, er måden, hun staver på. Direkte, mundret, når det er muligt, sådan er det også i bøgerne.
Værket fra 1967 var en radering, men linoleumssnittet bliver Dea Trier Mørchs medie. Det var let og billigt at have med at gøre, og i linoleumssnittet kunne hun overføre sine tegninger og samtidig arbejde ekstensivt med det grafiske i kontrasterne mellem farven og det hvide papir.
I perioden 1969-1977 er Dea Trier Mørch aktiv i kunstnerkollektivet ”Røde Mor”, som hun blandt andet stifter sammen med Troels Trier, far til hendes tre børn. I kollektivet arbejder man med ord, billeder og teater, og det er i høj grad Dea Trier Mørch, der står for den grafiske dimen-sion, lige fra det kendte røde logo med de bare bryster til de plakater, der blev lavet og trykt i mængder.
Udstillingen viser flere af de stærke politiske værker, Dea Trier Mørch skabte i regi af ”Røde Mor”, men den holder fokus på kunstneren, Dea Trier Mørch og hendes kunstneriske formsprog. Dog kan man se et lille klip med sparkedragtsklædte Troels Trier i et uddrag fra en film, hvor Dea Trier Mørch interviewes direkte og alvorligt af politikeren Ritt Bjerregaard (S) om forholdet mellem kunst og socialisme. I samtalen stilles der ret kontante spørgsmål til Dea Trier Mørchs ret til overhovedet, som ikke født medlem af arbejderklassen, at arbejde med kunst, som har til formål at nå denne klasse.
For det var det, hun ville, Dea Trier Mørch. Hun ville skabe menneskelig kunst, der kunne nå ud til alle, og som kunne virke som det gode spejl. Når Dea Trier Mørch viser hverdagslivet, viser hun ikke ofre. Moderen, der bærer de tunge indkøbsposer, eller er på vej på cyklen med ungerne, slider i det, men hun vises altid med varme og som et værdigt menneske. Man vokser af at se sig selv gengivet som et værdigt menneske, forestiller jeg mig, var Trier Mørchs optik.
Udstillingen på Louisiana hedder ”Ind i verden”. Det er også titlen på en lille bog fra 1977 med linoleumssnit, der viser et barns fødsel, og som blev brugt som undervisningsmateriale. Billedserien er med på udstillingen. Kunsthistorisk set er både død og moderskab et kendt motiv. Men selve fødslen er tabu, før 1970’erne findes den stort set ikke afbildet i andet end såkaldt primitiv folkekunst.
Dea Trier Mørch gengiver fødslen nøgternt og direkte. Der er en vild kontrast mellem fødslens voldsomhed og så hendes rolige, grafiske gengivelse. I serien skifter synsvinklen, vi ser kvinden sammen med hospitalets personale og faderen, vi ser, at de er mange sammen om det, der skal ske. Så flytter synsvinklen sig direkte ned mellem kvindens ben, vi ser kønnet som en stor frugt, der sprækker, anus, en lysende stjerne. Og vi bliver dernede, vi ser barnets hoved sprænge sig vej ud, vi ser det stå i skæringspunktet mellem ufødt og født, så trækker et par behandskede hænder hovedet ud af det åbne skød. Dea Trier Mørch holder blikket helt usentimentalt og åbent. Courbet kaldte sit maleri af kvindeskødet (1866) for ”Verdens oprindelse”, men det er altså Dea Trier Mørch, der med sine linoleumssnit ser direkte ind i den.
Dea Trier Mørch fik selv tre børn mellem 1970 og 1975. I 1976 udkom romanen ”Vinterbørn”, illustreret af hende selv, hvor hun bruger sine egne erfaringer til at skildre livet på svangregangen og de forskellige kvinders fødsler. ”Vinterbørn” er en kollektivroman, der skildrer hele dette kollektive liv, som en hospitalsafdeling er. Bogen solgte overvældende, og to år efter blev den filmatiseret af Astrid Henning-Jensen. I 2016, da den fyldte 40 år, genudgav Gyldendal den, og det er slående, hvordan Dea Trier Mørchs beskrivelser i dag har betydning for yngre forfattere, ligesom hendes grafik bliver genopdaget af yngre billedkunstnere.
Man kommer ind i – men også ud i – verden på Louisianas smukke visning af Dea Trier Mørchs papirarbejder. En stor del af værkerne er politiske motiver, her er der især valgt fine farvede tryk ud. De står lige så stærkt, anfægtet og anfægtende frem, som da de blev skabt.
Dea Trier Mørch så kunstneren som et menneske, der var forpligtet over for fællesskabet. Med denne udstilling giver hun posthumt en stor gave tilbage til det.