Debat om J.K. Rowlings forsvar for det biologiske køn tager en ny drejning

Harry Potter-forfatteren er igen og igen blevet beskyldt for at være transfobisk. Men hun afslører nu, at hendes insisteren på, at kvinder skal have ret til at være kvinder, bunder i hendes barndom, og at hun blev udsat for misbrug som voksen

Den verdensberømte forfatter J.K. Rowling har mødt en del kritik de seneste dage efter endnu et offentligt skænderi om transkønnede, transseksuelle, transpersoner og kvinder.
Den verdensberømte forfatter J.K. Rowling har mødt en del kritik de seneste dage efter endnu et offentligt skænderi om transkønnede, transseksuelle, transpersoner og kvinder. . Foto: Carlo Allegri/Reuters/Ritzau Scanpix.

J.K. Rowling har smidt en ny bombe ind i debatten om køn og identitietspolitik.

Det sker i et langt essay, som hun i onsdags offentliggjorde på sin hjemmeside. Her åbner den ellers private 54-årige forfatter for sin fortid. Om en barndom med en dominerende fader, der ønskede sig en søn, men kun fik to døtre, et voldeligt første ægteskab og et seksuelt overgreb, da hun var i 20’erne.

”Når jeg nævner de ting, så er det ikke et forsøg på at vinde sympati, men i solidaritet med det enorme antal kvinder, der har historier som jeg,” skriver Rowling.

Det lange essay kommer efter endnu et offentligt skænderi om transkønnede, transseksuelle, transpersoner og kvinder. En debat, hvor Harry Potter-forfatteren gentagne gange har insisteret på kvinders ret til at holde fast i deres biologiske køn.

Det har igen og igen ført til påstande om, at hun er transfobisk.

Senest kommenterede hun i søndags på Twitter en overskrift i en artikel, som talte om ”personer, der menstruerer”.

”Jeg er sikker på, at der må være et ord for de mennesker? Kan nogen hjælpe mig? Wumben, Wimpund, Woomud?”, skrev hun sarkastisk. For ordet er naturligvis ”women” – det engelske ord for kvinder.

Men den kommentar udløste igen beskyldninger for transfobi og manglende respekt for andre mennesker og deres identitet.

Med i det kritiske kor var flere kendte skuespillere, herunder Daniel Radcliffe, der spillede Harry Potter, Emma Watson, der spillede Hermione Granger, samt den Oscarvindende Eddie Redmayne, der er stjernen i nu tre film i serien ”Fantastiske skabninger og hvor de findes”, som er en succesfuld udløber af Harry Potter-verdenen. Han spillede også hovedrollen i ”Den danske pige”, der handler om danske Einar Wegener, og Wegeners ønske om at blive en kvinde.

”Som en person, der har arbejdet med J.K. Rowling og med personer fra trans-samfundet, så vil jeg gøre det absolut klart, hvor jeg står, og jeg er uenig i Jo’s kommentarer,” skriver skuespilleren.

J.K. Rowling, der har 14,5 millioner følgere på Twitter, havde ellers taget en pause fra det sociale medie, på grund af den måde hun blev lagt for had. Men hun vendte tilbage under coronakrisen, hvor hun udgav en gratis bog rettet mod børn i isolation.

I det lange essay skriver hun om, hvordan hun som ung pige led under faderens ønske om at have en søn.

”Jeg tænker over, at hvis jeg var født 30 år senere, om jeg så ville have forsøgt at skifte køn. Jeg kæmpede med ocd (tvangsneuroser, red.) som teenager. Hvis jeg havde fundet en gruppe online med den sympati, som jeg ikke kunne finde i mit nærmiljø, så tror jeg, at jeg kunne være overtalt til at omskabe mig selv til den søn, som min far så åbenlyst sagde, at han ville have foretrukket,” skriver hun i en kritik af, hvordan nogle efter hendes mening spiller på unges usikkerhed om deres egen kønsidentitet.

Med essayet gør hun også op med glansbilledet af den stenrige forfatter i et lykkeligt ægteskab med den skotske læge Neil Murray, som hun har to børn med. For hun har også en datter fra første ægteskab med den portugisiske journalist Jorge Arantes. Parret blev separeret et halvt år efter datterens fødsel, og i essayet afslører hun nu, at det var et voldeligt ægteskab.