Debat om oprydningsguruen Marie Kondo: Bør man virkelig sortere ud i sine bøger?

Det populære Netflix-program med fænomenet Marie Kondo om oprydning fokuserer også på bøger. Men oprydningsguruens minimalistiske tilgang til bogreoler har vakt harme

Hvis man skal følge den japanske oprydningsguru Marie Kondo (i midten), der er aktuel i et Netflix-program, skal man ideelt set ikke have mere end 30 bøger. –
Hvis man skal følge den japanske oprydningsguru Marie Kondo (i midten), der er aktuel i et Netflix-program, skal man ideelt set ikke have mere end 30 bøger. – . Foto: Netflix.

Den japanske oprydningsguru Marie Kondo og hendes nye populære program på Netflix, ”Tidying Up With Marie Kondo” (ryd op med Marie Kondo) har fokus på orden og enkelhed. Værdier, der i princippet burde være gode i de fleste tilfælde. Eller hvad? Programmet har nu vakt debat i litteraturkredse i USA, fordi det også handler om at smide bøger ud.

I ét af programmerne hjælper Marie Kondo et ungt par, begge ansat som skribenter, med at rydde ud i deres ting. Da hun når til bøgerne, tager hun alle bøger i huset ud, lægger dem i én stor bunke og fortæller parret, at de nu skal gennemgå bøgerne, som var det deres tøj, og kun beholde de bøger, ”der vækker glæde”:

”Tag hver enkelt bog i jeres hænder og se, om den gør jer glade,” siger hun, før parret går i gang med at sortere og takke en del af bøgerne for deres tjeneste.

Hun uddyber senere over for kameraet: ”Bøger er en afspejling af vores tanker og værdier. Ved at sortere i dine bøger viser det dig, hvilken slags viden der er vigtig for dig i øjeblikket.”

Ideelt set bør man således ikke have flere end 30 bøger, skal man følge Marie Kondo. Og nu spørger kritikere, om det er på natbordet, hun mener, for litteratur er noget helt andet end almindeligt rod.

”Kondos metode forudsætter en selvbevidsthed, som ingen sand litteraturelsker har. Vi beholder ikke bøger, fordi vi ved, ’hvilken viden der er vigtig for os i øjeblikket’. Vi beholder dem, fordi vi ikke ved det,” skriver Ron Charles, litteraturanmelder ved The Washington Post i en kommentar.

Også på de sociale medier har flere råbt vagt i gevær mod den minimalistiske tilgang til bogreolen. Blandt andre den irsk-canadiske essayist Anakana Schofield:

”Lyt IKKE til Marie Kondo eller KonMari (den metode, Kondo bruger, red.) i forhold til bøger. Fyld din lejlighed og din verden med dem,” skriver hun på Twitter.

På Twitter er der dog også mennesker, der skriver, at de er taknemmelige for Marie Kondos råd, og viser billeder af fyldte poser med bøger, de er kørt i genbrugsbutikken med. På Facebook skriver en bibliotekar ved navn Joy Matteson, at hun mener, Marie Kondo er blevet misforstået:

”Hele idéen med at eje bøger er at sætte pris på dem. Ikke blot at eje dem,” skriver hun og foreslår, at man bruger biblioteket mere og derved sparer papir.

Den engelske chicklit-forfatter Sophie Kinsella havde også en kommentar på Twitter: ”Det er lige gået op for mig, at jeg har skrevet min 30. bog. Hvad gør jeg, Marie Kondo?”.

I programmet med det unge par, der skal rydde op i deres bøger på samme måde, som de ordner deres tøj, sidder den ene part på et tidspunkt med en bog om filmkunst og bliver lidt stille.

”Er det svært for dig at gennemgå bøgerne?”, spørger Kondo, og den unge mand fortæller, at han har elsket at læse, siden han var barn, og at han elskede, når The Scholastic Book Fair (omrejsende bogmesse) kom til hans skole. ”Det var årets største dag,” siger han med et stort og bredt smil.

Og her har Ron Charles fra The Washington Post kun én ting at sige til Marie Kondo:

”Flyt dine ordentlige, magiske hænder fra mine bogbunker, hvis du lige gider. Det kæmpestore virvar af gode minder, intellektuelle udfordringer og fremtidige glæder vækker ikke bare glæde. Det varmer hele huset.”