Debat raser på svensk kunstskole: Er ordet “hvid” altid et udtryk for racisme?

På den statslige kunstuddannelse i Sverige strides de om, hvorvidt det er racistisk at kalde en udstillingssal for Vita havet

Konstfack – det svenske svar på det danske kunstakademi – i Stockholm.
Konstfack – det svenske svar på det danske kunstakademi – i Stockholm. Foto: Per-Olof Forsberg/Flickr.

Sara Kristofferson er stadig professor i designhistorie på Konstfack – det svenske svar på det danske kunstakademi – i Stockholm. Men det har holdt hårdt, og nu har hun skrevet en bog om balladen, hun blev centrum i, og som man enten kan se som tragisk eller komisk. Eller begge dele på samme tid.

Det hele eksploderede den 1. februar 2021, da Kristofferson skrev et debatindlæg i Dagens Nyheter, hvor hun gik i rette med et ønske om at ændre navnet på udstillingssalen Vita havet på Konstfack. På skolen havde nogle lærere og elever en tid efterspurgt et nyt navn, fordi det gamle pegede på “institutionens postkoloniale fortid”, og fordi det helt grundlæggende var udtryk for racisme. Kristofferson skrev i sit indlæg, at det intet har med racisme at gøre. At salen hedder sådan på grund af de hvide vægge og det intense lysindfald, og at den har heddet sådan siden 1950’erne.

En saglig forklaring, der imidlertid fik flere på Konstfack til at se rødt. Lærere på skolen, ja, selv præfekten på kunstfakultetet, sendte mails ud til alle elever for på den måde at opbygge en massiv kritik af Kristofferson, der ikke bare havde det svært med deres reaktion, men også med den gruppering, der var opstået i og omkring Konstfack, og som kalder sig Brown Island. Brun ø. Altså etniske minoriteter og sympatisører midt i dét, de anser for et stort, middelklassehvidt hav. 

Kristofferson fik både den organiserede og uorganiserede modstand at føle. Had og hetz på sociale medier. Kolleger der vendte hende ryggen eller blev straffet af andre for at udvise sympati. Til sidst kunne hun ikke holde til mere og blev sygemeldt.

Men nu er Kristofferson ikke bare tilbage på Konstfack, som har rettet så mange knive mod hende, men har også udgivet bogen “Hela havet stormar”, hvori hun beskriver lærernes mobilisering af eleverne og kalder forløbet for Kafkask. Og spørger om, hvad det næste mon bliver. At man ikke længere må håbe på en hvid jul? Eller synge med på “White Christmas”?

Bogen er ifølge Aftonbladets kunstredaktør, Ulrika Stahre, “frygtelig læsning” og beskriver, hvordan normkritikken paradoksalt nok er blevet normen, og hvordan Kristofferson selv, da hun gik mod den nye norm, blev frosset ude, hadet. I bogen beskriver hun også, hvordan sund fornuft ikke længere har noget at sige. At følelsen, “den personlige oplevelse”, nu har forrang, sådan at en udstillingssals navn kan kritiseres for at være racistisk, selvom intet understøtter kritikken. Og at man ved at påpege denne absurditet kan afvises som en del af problemet. 

Herhjemme buldrer de identitetspolitiske storme også gennem kunstuddannelserne. Som da underviser på Kunstakademiet, Katrine Dirckinck-Holmfeld, kastede busten af Frederik V i Københavns havn i et opgør med vores koloniale fortid. Eller da elever samme sted i en dokumentarserie på DR gav udtryk for yderliggående holdninger, og Dina El Kaisy Friemuth for eksempel sagde: “Jeg kigger ikke på hvides kunst længere.”

I Sverige er Kristofferson kollideret med den nye tids radikalitet. Og nu er hun altså tilbage på Konstfack og i den giftige atmosfære. Men udstillingssalen hedder stadig Vita havet. Og så alligevel ikke. I Svenska Dagbladets podcast fortæller Kristofferson, at det nok er det officielle navn, men at lærerne har opfordret eleverne til at stryge Vita – og bare kalde salen for Havet.