Der er ikke mange debatbogsforfattere med en gennemslagskraft som manden med det demonstrativt anonyme navn Lars Olsen. Nu har han sammen med en stribe medforfattere gjort det igen med bogen ”Rige børn leger bedst”. Og fordi vi står i et tidehverv, bliver den nok et omdrejningspunkt for debatten. Læs den.
De sidste mange år har der, ifølge Olsen, været enighed om, hvordan samfundet skulle forandres, så vi var klar til at møde fremtidens udfordringer. Vi skulle omstille os fra produktionstil vidensøkonomi; vi skulle uddanne alle – hellere akademisk end praktisk og hellere kreativt end akademisk i gammeldags forstand; metropolerne skulle styrkes; den ikke-omkostningseffektive del af land og folk skæres ned.
Boede man på Langeland, kunne man jo flytte. Ja, de bedste ville jo altid flytte. Gerne til København. Fleksibilitet, mobilitet og risikovillighed var nøgleord.
Profeten var amerikaneren Richard Florida, der hverken var rigtigt til højre eller rigtig til venstre, men lige i midten af det hele. Det samme sted, hvor snart sagt hele den voksende skare af akademikere så sig selv. Udogmatisk, fordomsfri og med farvede brillestel – hinsides nationale eller klassemæssige tilhørsforhold.
Florida gav, som Olsen skriver, den kreative klasse, der ikke så sig selv som en klasse, en klasseidentitet. De klasseløses klassebevidsthed viser, at klassebegrebet faktisk rummer en social realitet. Og det er netop genfremsættelsen af klassebegrebet, der er grundgrebet i ”Rige børn leger bedst”.
Venstres Claus Hjort Frederiksen er citeret for at sige ”Det giver ikke mening at sammenligne arbejderklassen for 100 år siden med den, som vi har i dag. Dengang talte folk om klasser; man følte sig tilknyttet til en bestemt klasse. Kom man fra en landbrugsfamilie, stemte man Venstre, var man arbejder, stemte man socialdemokratisk. Sådan er det jo ikke i dag.”
Han har ret. Isoleret set. Klasseanalyse har sine problemer. Klassepolitik har endnu flere. Klassebegrebet har ikke samme styrke og indhold som i tidligere tider. Men hvis vi glemmer klasseanalysen, risikerer vi også at glemme analysen af magtforholdene mellem klasserne. Det er netop derfor, vi i dag står med en politisk debat, som centrerer sig om begreber som ”elite” og ”folk”.
Olsen forstår de sidste mange års udvikling som et resultat af den øvre middelklasses magt og arbejderklassens tilsvarende afmagt. Det handler ikke kun om økonomi, men også om kultur – og geografi.
Gamle arbejderbyer er blevet forvandlet til den kreative klasses legepladser. Mest markant København. Det er der meget godt i. Men bogen har en stærk pointe i, at arbejderklassen dermed er blevet skubbet ud i periferien, konkret og geografisk. Den er blevet usynlig. Den arbejderklasse, der betjener den kreative klasse i København, bor på Vestegnen eller – i stadig højere grad – helt ude i Midt-, Vest- og Sydsjælland. Og i København møder de et stadig mere usikkert arbejdsmarked. De er langt ude og langt nede.
Den egentlige produktion er i vidt omfang flyttet til Jylland. Her er en anden vigtig pointe.
Debatten om land og by handler i virkeligheden om sammenstødet mellem et Danmark, hvor produktionserhvervene står i centrum, og et Danmark, hvor de ikke gør. Derfor handler debatten heller ikke om, hvorvidt ”2900 Happiness” skal subsidiere en ”udkant”, der ikke kan klare sig selv, men om at vi i mange år politisk har valgt at undergrave det fundament for vores velstand, velfærd og tryghed, som produktionsdanmark udgør.
Af samme grund taler ”Rige Børn leger bedst” også hellere om ”det perifere Danmark” end om ”udkantsdanmark”.
Det er i det hele taget denne analyse af det perifere Danmark, som er bogens helt store styrke. Særligt fordi bogens pointer underbygges med et virkeligt imponerende statistisk materiale, der ikke blot fremstilles i tørre tabeller, men også i nogle uhyre interessante kort, som dokumenterer, at vi lever under det vilkår, forfatterne kalder ”den store klasseadskillelse”. Det er i sidste ende underbygningen af analyserne, der udmærker denne bog fra resten af feltet.
Dertil kommer glimrende analyser af den usikkerhed, som er skabt for store dele af arbejderklassen i ly af dens usynlighed. Pointen er, at vi må forstå faldende tillid til demokratiet og populismens fremmarch i lyset af den usikkerhed.
En smule malurt. Bogens klassedefinition er bestemt ikke uangribelig. Næsten uanset, hvor meget en arbejder tjener, befinder han sig her i arbejderklassen. Er man derimod ludfattig freelancer med en akademisk grad i bagagen, befinder man sig i den øvre middelklasse. Man er elite. Jovist, godt nok betyder kulturel kapital en del, men man kan vist hverken købe plads i privatskole, et hus i et attraktivt område eller et grovkernerugbrød på sin kulturelle kapital.
Endelig bærer bogen lidt præg af stift venstrefløjtankegods. Eksempelvis, når den angriber de familieejede virksomheder, som spiller en stor og positiv rolle i deres lokalsamfund. Her foretrækker Lars Olsen tilsyneladende de transnationale kapitalfonde. Sammenhængskraft skabes gerne nedefra, gennem et civilsamfund, hvis forudsætning er, at staten og det politiske indtager en begrænset rolle.