Prøv avisen
Bog

Debatbog om identitetspolitik afsporer sig selv

2 stjerner

Ny bog om identitetspolitik vil rense luften og bane vej for en mindre polariseret samtale. Det lykkes ikke så godt

For enhver, der har fulgt med i debatten i de senere år, rummer denne bog genkendeligt stof. Den handler om noget af det mest følsomme, der er på færde i den vestlige verden, nemlig identitetstænkningen og alt, hvad dertil hører af grupperinger og individets forsøg på at manifestere sig i verden. ”Os og dem – Identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter” er skrevet af Silas L. Marker og professor i formel filosofi Vincent F. Hendricks, begge knyttet til center for information og boblestudier, og ønsket er at træde et skridt tilbage for at analysere tidens debatter om identitet og krænkelse, idet forfatterne mener, at meget bliver skævvredet.

Bogen indleder med at definere vigtige identitetspolitiske begreber som race, nationalitet og køn. Herefter følger en indførsel i identitetstænkningen og dens tråde til tidligere tænkning, og vi når frem til en række konkrete eksempler på, hvordan identitetsspørgsmål ifølge forfatterne af medierne trækkes ud af proportion. Til sidst præsenteres USA’s præsident, Donald Trump, som en særlig hovedperson i vor tids identitetspolitiske morads, og mens bogens ærinde ved første øjekast synes relevant, er den ikke ubetinget vellykket.

Marker og Hendricks opererer ud fra den præmis, at der konstant opstår et os og et dem, hvor man vælger side. De henviser til sagen om DSB-familiepiktogrammet med en talende kvinde med et barn på armen og en tilsyneladende tavs mand. Dansk Kvindesamfund mente, at symbolet fastholdt en ”sexistisk stereotyp”, og bogen hævder, at debatten udartede til en ”skyttegravskrig mellem dem og os”. På et overfladisk plan er der en vis pointe, men som bogens bærende præmis holder det ikke. For når forfatterne hævder, at identitetssagerne skaber splid mellem et ”os” og et ”dem”, mangler vi at få at vide, hvem disse størrelser egentlig er. Man kan godt identificere en gruppe – for eksempel LGBT+-personer – der kræver anerkendelse, men det er straks sværere at navngive en håndgribelig modpol, idet vilkåret er, at mange grupper i dag kæmper deres egen sag.

Francis Fukuyama beskriver i sin seneste bog ”Identity”, hvordan meget grunder i den enkeltes behov for at opleve omverdenens accept af sit inderste væsen for selv at kunne tro på dets værdi, og minoritetsgrupper vil mere og mere bekæmpe hinanden, som vi også så tegn på under årets Pride-arrangement.

Der findes ikke en klart defineret opdeling mellem ”os og dem”, men derimod mange grupper, der føler sig i opposition til begrebet majoritet. Til gengæld findes os og dem-retorikken i forbindelse med det nationale, hvor alle er inkluderet i dette at tilhøre et bestemt land. Marker og Hendricks inddrager også i høj grad dette, men igen går det lidt galt. For det første bruger de begreberne ”nationalisme” og ”danskhed” i flæng, hvilket er problematisk i en tid, hvor vi ivrigt diskuterer forskellen mellem nationalisme og fædrelandskærlighed.

Og for det andet forvirrer betoningen af den nationale identitetskamp, for nok opererer forfatterne med to former for identitetspolitik – en universalistisk, der på mere abstrakt vis stræber efter lighed for alle, og en såkaldt tribalistisk, der kæmper for at styrke ”os” – men eftersom bogens ærinde er at problematisere tidens tale om krænkelseskultur, fylder det nationale aspekt besynderligt meget. Dette udgør jo nemlig en anden vej til identitet end begreberne hudfarve, køn og seksualitet, der som oftest fører til krænkelsessager, da disse er helt intimt knyttet til følelsen af at være et unikt individ. Tingene blandes ganske enkelt for meget sammen.

Overbevist bliver man heller ikke af forfatternes ønske om at gøre op med krænkelses-retorikken og erstatte den med en mere nøgtern tale om uenighed. De fremfører, at når en studerende klager over en undervisers i hendes øjne kønsstereotype sprogbrug, er hun ikke nødvendigvis krænket, men ser blot verden anderledes. Ja, måske, men det ændrer ikke ved, at en person reagerer på, at en underviser på traditionel vis taler om to køn, og dette er essensen.

Hvordan vi definerer reaktionen er trods alt sekundært, og mens det er rigtigt, at den mediebårne krænkelsesretorik kan skabe en stemning af kamp mellem de hysterisk følsomme og de mere fornuftige, kendetegnes vor tid ved, at samtalen om den enkeltes flydende og samtidig ukrænkelige identitet vinder frem. Dette afvises heller ikke af de to forfattere, der blandt andet dokumenterer udviklingen ved at trække interessante linjer til oplysningstidens universelle menneskesyn og det 20. århundredes filosofi, der betoner, hvordan et udsagn altid tolkes ind i en samfundsstruktur, som ingen kan unddrage sig.

Men trods de idéhistoriske pejlemærker sejler Silas L. Marker og Vincent F. Hendricks projekt skævt. De synes i overdreven grad optaget af de medier, der nok af og til proportionsforvrænger, men som samtidig afspejler en reel udvikling, og deres bog fremstår som en lidt rodet omgang af mediekritik, opsummering af kendte krænkelsessager og så mange henvisninger til andre tænkere, at teksten lider af teoretisk åndenød. Tilmed kammer den afsluttende brug af Donald Trump ganske enkelt over. Det er rigtigt, at præsidenten scorer mange point på at latterliggøre krænkelseskulturen, men når Marker og Hendricks inddrager Trumps nationale og indvandrerkritiske dagsorden som tegn på identitetspolitik, afsporer de atter sig selv. På den måde kan man opfatte næsten alt som identitetspolitik, og vi har her forladt den interessante diskussion om, hvordan vi taler og agerer. Det var jo ellers den, bogen gerne ville bane vej for.