Debatten om Løgstrup får aldrig ende

K. E. Løgstrup offentliggjorde i 1930’erne tre kronikker om nazismen og førerskab. De er genstand for debat. Men forstår vi overhovedet, hvad vi læser? Og hvad er en tekst? Det er spørgsmålene i denne nye bog om den aarhusianske teolog

Teologen og filosoffen K.E. Løgstrup (1905-1981) er 40 år efter sin død genstand for debat. – Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix.
Teologen og filosoffen K.E. Løgstrup (1905-1981) er 40 år efter sin død genstand for debat. – Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix.

I Apostlenes Gerninger fortælles om Filips møde med den etiopiske hofmand. Hofmanden sidder på sin vogn og læser fra profeten Esajas. Filip går op på siden af vognen og spørger hofmanden: ”Forstår du også det, du læser?”.

Denne fortælling har været i mine tanker gennem hele læsningen af denne antologi om Løgstrup i 1930’erne og særligt hans tre meget debatterede kronikker. Forstår vi det, vi læser?

Tilsyneladende kan en række højtuddannede akademikere ikke blive enige om, hvad der faktisk står i de tre kronikker. Og man kan egentlig heller ikke blive enige om, hvad Esther Oluffa Pedersen egentlig har sagt, for har hun sagt, at Løgstrup var nazist? Det har hun egentlig ikke. Hun har sagt, at Løgstrup ”roste Hitler og Heidegger for deres filosofiske begrundelse af førerskabet af den tyske nation”. Men hvad betyder det? Betyder det tilslutning til denne tankegang, eller betyder det, at man uden tilslutning roser dem for at redegøre for et grundlag, man ikke selv er enig i? Men alligevel: Er der en tilslutning i Løgstrups kronikker, eller er der ikke?

Hvad betyder det? Forstår vi, hvad vi læser? Hvad er en tekst overhovedet? Hans Hauge, som også bidrager, har andetsteds skrevet, at tekster ikke kan gøre modstand. Spørgsmålet er kun, hvorfor man læser tekster, som man gør.

Artiklen fortsætter under annoncen

Heldigvis har man i nærværende udgivelse ikke lagt Esther Oluffa Pedersens disputats til grund for debatten, men man læser Løgstrups tre kronikker og sætter dem ind i 1930’ernes også teologiske kulturrum.

Alene førerbegrebet er en analyse værd, hvilken Carsten Bach-Nielsen foretager. I første halvdel af det 20. århundrede var ”fører” et positivt begreb, der kan findes i spejderbevægelser, politiske organisationer og sågar i den danske salmebog (nummer 753): ”Frelser og Fører, du æren skal få (...)”. Løgstrup analyserer førerbegrebet i sin dobbeltkronik fra 1936 og sammenholder begrebet med diktatur. Det er en lang analyse, hvor Løgstrups metode er at redegøre loyalt for begrebet, hvilket, ligesom i kronikken ”Nazismens filosof”, som er fra 1936, kan læses som tilslutning.

Men Løgstrups metode er altid at fremstille modparten stærkest mulig for derefter at modargumentere. Er det Løgstrups metode, der er problemet i vor tid? Det antyder Løgstrups hustru Rosemarie i et meget smukt og vidende brev fra 1990, der også er optrykt i udgivelsen. Hun mener, at metoden lægger op til misforståelser, og særligt i en tid, hvor fartdjævelen, som hun skriver, hersker, hvilket betyder, at man ikke tager sig tid til at sætte sig ind i modpartens holdning, førend man profilerer sine egne. Taler vi simpelthen om forskellige akademiske metoder, der tilslører kernen?

Som sagt er det heldigvis ikke Esther Oluffa Pedersen, der gøres til genstand for bogens analyser, og det gør det til en god bog om demokrati, idéer, folkestyre og teologi i 1930’erne. Løgstrup sættes ind både i dansk og tysk kontekst, og kronikkerne nærlæses af Bjørn Rabjerg, Svend Andersen og Kees van Kooten Niekerk. Samtidig er alle tre kronikker optrykt i bogen, og man må efter endt læsning af dem med Rabjerg sige, at det kræver en meget opfindsom læsning deri at kunne se, at Løgstrup skulle anse førerskabet for noget prisværdigt.

Men kronikkerne er med Svend Andersens ord komplicerede, men han kan alligevel sige, at hvis man gør sig umage, taler teksten for sig selv. Det er sådan set rigtigt, men det kræver meget stille og langsom læsning, og dertil ganske givet en god viden om den lutherske teologi, så at begreber som afgørelse ikke nødvendigvis i en luthersk kontekst er et positivt begreb.

Allerede den senere professor Søren Holm kunne i 1936 anvende Løgstrup kronik, og han ser den ikke som en tilslutning til Heideggers politiske konsekvenser. Rosemarie Løgstrup omtaler også i brevet fra 1990 Søren Holms kronik, og hun ser blot, at Holm bruger Løgstrups kronik som et springbræt til sine egne tanker. Og Svend Andersen har her ret: Hvis Holm i 1936 havde set Løgstrups kronik som en tilslutning eller ros til nazismen, havde han kritiseret Løgstrup.

Det gode er som sagt, at kronikkerne læses i deres egen ret, og at de sættes ind i datidens kontekst, og ikke mindst teologiske forudsætninger, som det ofte kniber med i vore dages læsninger. Vi kommer omkring den lutherske forståelse af autoritet ved Sasja Emilie Mathiasen Stopa og omkring Løgstrups brug af skabelsesordninger og teologen Friedrich Gogarten (1887-1967), som Martin Ravn oplysende gennemgår.

Endelig får vi to meget medrivende biografiske beretninger af Jens Buchwald Andersen og Ole Jensen. Det handler om mødet med antisemitismen og de konsekvenser, det får for Rosemaries tyske familie. I det hele taget spiller de biografiske erindringer en rolle i bogen.

Bogen er en god gennemgang af centrale problemstillinger, som har betydning frem til i dag. Førerskab kan man også møde i dag. Løgstrup skrev med en anden metode, end vi ofte gør i dag. Det er måske en del af problemet. Noget andet kunne være, om vi egentlig forstår, hvad vi læser. Vi har her tre kronikker af overkommelig længde, selvom kronikstørrelsen dengang var betydeligt større end i dag. Men selv dette afgrænsede tekstgrundlag kan vi ikke blive enige om, hvilket debatten her i avisen for godt et år siden viste, og nødvendigheden af denne bog også peger på. Selv internt blandt bidragsyderne er der divergenser. For eksempel hævder Kees van Kooten Niekerk i sit indlæg, at Løgstrup ikke afviser førerskabet som sådan, men kun nazismens udformning af det. Det er ikke sådan, nærværende anmelder læser kronikkerne og ej heller flere af bidragsyderne, for slet ikke at sige andre læsere. Men derved ender vi jo ved hele kernen igen: Forstår vi, hvad vi læser?

Kristeligt Dagblad bragte i mandags en kronik ved den ene af bogens redaktører. Læs artiklen på

k.dk/kronik