Debutanten kryber bevidst ind i det aflagte skoletøj. Men under overfladen er noget større ved at eksplodere

Benedicte Huangs debut er en stjernestrøet sproglig manifestation. Men stilen fylder næsten hele fladen

Debutanten kryber bevidst ind i det aflagte skoletøj. Men under overfladen er noget større ved at eksplodere
Foto: Gads Forlag.

Intet er som forelskelse. Så åbent for hvert eneste vindpust i den andens stemme. Så lukket for alt andet.

Vores 14-årige navnløse hovedperson i debutanten Benedicte Huangs roman "Døtreskole" er om ikke forelsket så til sammensmeltning optaget af sin nye veninde Johanne, som hun møder i 8. klasse på Edel Berthelsens Døtreskole. Sådan hedder den. De er sammen overalt. Opfinder verden sammen, ser i samme retning. Johanne er elitegymnast, smuk, langbenet og med et ansigt "der får voksne kvinder til at spørge sig selv, hvad de gør galt", som der står på bogens bagside.

De to bliver til et, men Johanne forbliver sig selv. Det er forskellen og den sødmefulde sorg i hvert minut af deres samvær.

Forelskelsens mikrober er på en måde hele grundtonen i Huangs roman. De bor i pigens stemme. De smyger sig selvhenførende ind i sætningerne, maler metaforiske billeder frem med vaseline på læberne og knive i ærmet. Raffineret og delikat. Syrligt og piget. Dunkelt dragende.

Alt iagttages med det samme lige dele sugende og distancerede 14-årige blik. Så insisterende på at få en identitet, at identiteten næsten forsvinder. Forelsket, ja og jo. Men også i sit eget blege billede. "Min fantasi er mere levende end jeg," står der med et af de mange rammende udtryk.

Veninderne udforsker livet – hos sundhedsplejersken, på pigeværelset, på skolens toiletter, i skoven, i hinandens hjem. Vi flyver væk, vi lander, vi flyver væk igen. Ordet som optræder stort set i hvert andet afsnit: Hånden ligger på knæet "som et stykke magert kødpålæg." Omsorgen vælder frem "som mælken fra en ko." Eller hun noterer selv: Jeg "sætter mig ligesom ikke fast nogen steder, men rejser videre som det knuste pulver på rygsækkens bund". Gurglede der ikke en ironi nedenunder, tenderede det manér.

Er der da ingen skrammer? Jo, det er der heldigvis. For pigerne møder den hjemløse Ejler, og selv om han også beskrives i sammen detaljerige, pincetagtige sprog, er der dog lugt og snavs og død i hans kølvand.

Og så er der mødrene. Humoristisk og spidst står de frem, som var forfatteren selv lige trådt ud af børneværelset. "Ingen er mere voksen end mor," hedder det.

Men det er nu en voksen, der fortæller. Tiden er gået. Det forstår man i forordet, i små dobbelttydigheder undervejs og i det mellemrum til vores hovedperson, der trods alt er. Forfatteren kryber bevidst ind i det aflagte skoletøj. Og noget større er ved at eksplodere lige under den pigede overflade.

Lad det endelig eksplodere.

Benedicte Huang: Døtreskole. 216 sider. 249,95 kroner. Gads Forlag.