Flygtningen og soldaten tegner som typer vores tid

Debutanten Atticus Lish viser med sin fremragende roman ”Forberedelse til næste liv” et helt nyt USA, som det ser ud med flygtningen Zou Leis og Irak-veteranen Brad Skinners øjne. Romanen er en stor kærlighedshistorie og et skarpt samtidsportræt

I et interview her i avisen forklarede Atticus Lish, at han er interesseret i, hvordan effekterne af USA’s krige udspiller sig længe efter krigens ophør, og det viser romanen på besnærende vis. Krig er ødelæggende, men krig er også igangsættende og bringer mennesker over grænser på jagt efter bedre liv. – Foto fra forlaget.
I et interview her i avisen forklarede Atticus Lish, at han er interesseret i, hvordan effekterne af USA’s krige udspiller sig længe efter krigens ophør, og det viser romanen på besnærende vis. Krig er ødelæggende, men krig er også igangsættende og bringer mennesker over grænser på jagt efter bedre liv. – Foto fra forlaget.

5 stjerner

Man kan kende en amerikansk klassiker på, at den ud over æstetiske og litterære kvaliteter åbner en hidtil ukendt geografisk del af landet op. Da Mark Twain skrev ”Huckleberry Finn”, var USA langs Mississippi-floden ubeskrevet, så historien om Huck satte ord på en hvid plet på landkortet.

Senere åbnede John Steinbeck Californien op i litterær forstand, ligesom Flannery O’Connor og Willam Faulkner satte ord på Sydstaterne og mentaliteten dér. I vor tid har Marilynne Robinson med sine romaner om Midtvesten med ”Gilead” som den første beskrevet en anden relativt ukendt egn af USA. Amerikansk litteratur er i udpræget grad regional litteratur, og forfatterne har ofte været de første til at ”åbne” regionerne for den øvrige befolkning gennem deres beskrivelser.

At det stadig er forfatterne, der indvinder nyt land, er den fremragende roman ”Forberedelse til næste liv” et eksempel på. Debutanten Atticus Lish viser læseren et New York, der meget sjældent beskrives, nemlig bydelen Queens blandt asiatiske immigranter i servicesektoren og den lavere irske arbejderklasse på kant med loven. Vi er meget langt fra det glittede Manhattan og meget tæt på livet, som det leves af millioner af ukendte amerikanere – ukendte, fordi deres erfaringer sjældent beskrives i kunsten.

Det retter Lish op på. Han, der selv har boet i Queens og som kinesisk-talende kender sidegadekøkkenerne, træningscentrene og de lurvede lejligheder indefra.

Romanen handler om den illegale uighuriske immigrant Zou Lei, der kommer til USA som millioner af andre før hende på jagt efter et lidt bedre liv. En dag støder hun ind i soldaten Brad Skinner fra Pennsylvania, der er kommet hjem efter sin tredje tur til Irak og lider af posttraumatisk stress og har mere end almindeligt svært ved at vende hjem fra slagmarken.

Disse to randeksistenser fra hver sin provins i Kina og Irak bliver forelskede og prøver at få et forhold til at fungere i skyggen af det etablerede New York. Hun er på flugt fra politiet, og han er på flugt fra krigen, men begge har stor erfaring med at krydse grænser og finde en udvej.

Både Lei og Skinner lever og ånder på siderne, for Atticus Lish er fænomenal til at lade læseren se verden gennem deres øjne. Ofte falder synsvinkelskiftene med helt korte mellemrum, så ikke nok med at vi ser deres verden gennem Lishs miljøbeskrivelser, vi ser også, hvordan de selv ser den.

Men de to er ikke ”kun” levende mennesker på papiret; de er også som typer repræsentanter for millioner af mennesker i den globaliserede verden: flygtningen og soldaten, der hemmeligt krydser grænser og udfører det arbejde, ingen andre vil gøre, det virkelig beskidte arbejde. I et interview her i avisen forklarede Lish, at han er interesseret i, hvordan effekterne af USA’s krige udspiller sig længe efter krigens ophør, og det viser romanen på besnærende vis. Krig er ødelæggende, men krig er også igangsættende og bringer mennesker over grænser på jagt efter bedre liv. En historie, der på godt og ondt har været immigrantlandet USA’s siden landets oprettelse.

På et tidspunkt lejer Skinner et kælderværelse hos en svært overvægtig irsk kvinde, og da hendes søn Jimmy løslades fra fængslet, tager romanen en dramatisk drejning. Et kynisk kammerspil mellem etagerne i det ramponerede hus i Queens begynder.

Atticus Lish har udtalt, at han nøjagtig vidste, hvordan historien skulle ende, og at det primære arbejde bestod i at skabe en medrivende handling og en præcis personkarakteristik. Slet og ret imponerende er det da også, hvor sikkert greb denne debutant har om sine virkemidler, herunder udpræget brug af talesprog.

Eneste anke er, at Skinners diffuse, paranoide forsøg på at falde til i samfundet efter krigen tager en runde i manegen lidt for mange gange. Godt nok er posttraumatisk stress sjældent beskrevet mere livligt og uhyggeligt end her, men efter endnu en fatal druktur har læseren for længst fattet, at den er helt gal med Skinner.

Hvad der til gengæld er sværere at fatte, er kærlighedens mirakuløse veje, og der banker et stort romantisk hjerte i romanen, der også er en god gammeldags ”love story”. For som Zou på et tidspunkt tænker: ”Vi er måske simple mennesker, men følelserne mellem os er ægte.”

Også i romanen er der ægte følelser, iscenesat af en forfatter med stor sympati for helt almindelige mennesker, der heroisk kæmper med de ar på sjælen, som andre har givet dem på krigens og storbyens slagmarker. Lish er allerede godt i gang med ”den svære toer”, så vi er vidner til fødslen af et nyt og potentielt stort amerikansk forfatterskab i den bedste regionale tradition med ”Forberedelse til næste liv”.

bach@k.dk

Læs interview med Atticus Lish om romanen på