Prøv avisen
Bog

Debutbog, som man kan gå mange ture i

Bogens forside er skabt af billedkunstneren Myne Søe-Pedersen. – Foto: Forlaget Basilisk

Maria Dixens historie om hendes egen far er en sproglig visualisering af erindringens forskydelige landskaber

At nærme sig sin barndom gennem erindringen kan føles som at skulle forcere en masse krat, gå rundt om en masse forvirrende buske. Der er blokader og vildspor, det er ikke muligt at gå den lige vej tilbage og få hold på, hvordan det egentlig var.

I sin smukke debut, ”Alt det krat, alle de buske”, med undertitlen ”en historie om min far”, giver Maria Dixen, født 1973, 14 nedslag i sådanne processer.

Der er meget få elementer i Maria Dixens bog, og de synes hele tiden at kunne bytte plads. En far og en datter. Et jeg og et du. Et gulstenshus. Nogle værelser. En gårdsplads, roer. Der er en bilulykke, en rød bil og en blå bil. En far, der ligger syg. Og noget, der måske er et overgreb. Billederne forskubber sig, glider ind over hinanden, laver dobbelteksponeringer, i erindringen om huset skubber rummene sig rundt; var der en dør, nej, der var vinduer.

Et billede kan give adgang til andre billeder, være en slags tragt, en lille slugt, der åbner op for et nyt spor. Vi kender det fra film (i særdeleshed David Lynchs), hvordan der kan zoomes ind på en detalje, der så vokser til et nyt landskab. Maria Dixen skriver denne bevægelse frem. På kanten af det røde saftevand ved faderens bord vokser der grøn mug:

”Jeg stiller glasset på gulvet og kravler derind. Jeg kravler ind mellem mos og buske, græs og blomster, der side om side har dannet bund under træernes blade.”

Og pludselig er jeget ikke mere en pige/kvinde, men en kat, med en kats kropslighed i et tornet landskab, og der holder en forulykket bil, som hun kravler ind under.

Maria Dixens værk er en historie, der er noget, der driver den fremad, der er også noget, der åbner sig, et smertepunkt, der blottes, før alting igen ligesom gror til, bliver til et nyt landskab, måske mere blomstrende end udgangspunktets. Men det særlige ved denne bog er ikke, hvad der skete, men hvordan det sker i skriften, hvordan skriften prøver at vandre i erindringens mønstre.

Dixens måde at skrive på får mig til at tænke på forfattere som Christina Hesselholdt og Merete Pryds Helle i deres tidlige, fænomenologisk optagede værker fra 1990’erne. Man kan sige, at i langt højere grad end at være en historie om en far er Dixens bog en sproglig visualisering af erindringens forskydelige landskaber. Når det fungerer så fint, som det gør, skyldes det den måde, hun nedkøler skriften på, holder den næsten nøgtern, kun med ganske få markører af en særlig far, en særlig datter, en blå strikket hue, brunt fløjl, brune bukser, handsker, elementer, der går igen som maleriske markører, farvespor, der dukker frem mellem buske og krat. Bogens forside, et gulnet landskabsfotografi, er skabt af billedkunstneren Myne Søe-Pedersen, som har fotograferet gamle bogomslag, Det er altså ikke, som man forledes til at tro, forfatterens erindrede landskab, men endnu en forskydning, vi villigt vandrer med ad.

kultur@k.dk