Prøv avisen
Interview

Debutinstruktør: Døden er det mest intime i livet

”Uden at jeg vil kalde mig selv en eksistentiel korsridder, så føles det godt, at der er en grundlæggende interesse for problematikken,” siger Samanou Acheche Sahlstrøm om sin nye film om døden og assisteret selvmord. Hovedrollen spilles af svenskeren Lisa Carlehed, der her ses. Foto: SF Film

Et assisteret selvmord er rammen om en ny kærlighedshistorie af film-instruktør Samanou Acheche Sahlstrøm. Døden er tabubelagt i Danmark, oplever instruktøren. ”I dine hænder” har premiere i morgen

Samanou Acheche Sahlstrøm er bange for at dø. Han er også filminstruktør. Så hvad er mere angstprovokerende end at lave en film om en mand på hans egen alder, der har besluttet sig for at dø? At gå ind i døden har bestemt ikke været nemt, det indrømmer Samanou Acheche Sahlstrøm gerne, men er man en melankolsk romantiker, som han beskriver sig selv, er det også svært at lade være.

Samanou Acheche Sahlstrøms spillefilmsdebut, ”I dine hænder”, har premiere imorgen den 21. maj og er historien om den uhelbredeligt syge Niels, spillet af Peter Plaugborg, som rejser til Schweiz for at få hjælp til at dø.

Niels skal bruge en ledsager til Schweiz, og da familien ikke vil rejse med, træder sygeplejersken Maria til. Hun har sine egne problemer, men måske er netop den fælles rejse til Schweiz en mulighed for at genoplive sig selv.

Døden er det altoverskyggende tema i ”I dine hænder”.

Samanou Acheche Sahlstrøm gik ind til arbejdet med det, han i dag beskriver som en naiv tilgang; At man ønsker døden, fordi man forkaster livet.

Samtaler med læger, neurologer og personale fra en schweizisk selvmordsklinik blotlagde imidlertid en anden historie, der viste sig at blive omdrejningspunkt for hans debutfilm.

”Når man selv er bange for døden og sine pårørendes død, kan man godt komme til at tænke på, hvad der gør, at man vælger livet fra, som karakteren Niels gør, men det, jeg fandt ud af, var, at han ikke nødvendigvis valgte døden til, men livet fra. Der er en interessant forskel i det. Der er tale om mennesker, der ikke nødvendigvis har et dødsønske, men som simpelthen ikke kan holde livet ud,” siger Samanou Acheche Sahlstrøm.

Han understreger, at hensigten ikke er at fortælle en undergangshistorie om lidelse, snarere tværtimod.

”Jeg oplever lidt, at vi er opdraget til, at seksualitet er det mest intime, vi kommer i nærheden af på denne jord, men undervejs i researchen og efter samtalerne med skuespillerne betragter jeg døden som det mest intime.

Det interessante er, hvordan døden påvirker vores forhold til hinanden, og for mig var det en øjenåbner, hvordan der midt i døden kunne åbne sig en kærlighedshistorie.

Da det går op for mig, at vi må betragte døden som det mest intime, hvorfor så ikke give hinanden kærlighed, når man er så tæt på døden, som Niels og Maria er i filmen,” siger Samanou Acheche Sahlstrøm, der betragter filmen som et slags kammerspil, en roadmovie om livet og døden.

Marie vil leve, men ved ikke hvordan.

Niels ved hvordan, men vælger livet fra.

Da de kommer ind i det intime rum, døden, finder de ud af, at de begge kan hjælpe hinanden, forklarer Samanou Acheche Sahlstrøm.

Som sygeplejersken Maria optræder svenskeren Lisa Carlehed, der hidtil mest har kunnet opleves i kortfilm og teaterstykker.

For hende var det ikke fjernt at spille med i en film med så stor vægt på det melankolske.

”Mange af de kvaliteter, Maria har, føler jeg også, jeg har. Den melankoli tror jeg bare, Peter (Plaugborg, red.) og jeg har som skuespillere. Vi kunne være i det, vi kunne slappe i det, og vi kunne trække vejret i det. Jeg synes også, at døden er meget smuk. Jeg var med, da min farfar døde, og det var en meget stor oplevelse. Jeg er også megabange for at dø, og jeg havde forestillet mig, at det ville være uhyggeligt at være så tæt på døden, men det var så fint. Alle de ting, man gør i relation til døden. Binder hagen op, lægger mønter på øjenlågene. Det er barskt, men det kom meget naturligt til mig,” siger Lisa Carlehed.

I slutscenen af ”I dine hænder” kommer vi som publikum også helt tæt på døden, da Maria og Niels når frem til klinikken, der skal assistere Niels' selvmord.

Niels takker på sit dødsleje for assistancen og udtrykker sin sympati med klinikkens praksis. Med tanke på, hvor mange følelser, der er forbundet med spørgsmålet om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord, er det nærliggende at spørge instruktøren, om han har et politisk ærinde med filmen.

”Jeg har aldrig været inter-esseret i at lave en propagandistisk film eller at lave en reklame for dødshjælp. Jeg vil ikke tvinge folk til at vælge side, men jeg vil gerne vise, hvordan det foregår, og så kan folk selv tage stilling. Jeg oplever lidt, at døden er tabu i vores del af verden, og det er noget, som jeg tror sådan en film kan være med til at rykke ved,” siger Samanou Acheche Sahlstrøm.

Samtidig er dødshjælp en problematik, som bliver mere og mere presserende i vores liv, oplever Samanou Acheche Sahlstrøm. Også i kulturlivet siger instruktøren, der nævner Bille Augusts ”Stille Hjerte” og Michael Hanekes ”Amour” som andre film, der tager døden alvorligt.

”Det virker, som om vi er i en dødsperiode, og der er en større kollektiv bevidsthed om de emner. Uden at jeg vil kalde mig selv en eksistentiel korsridder, så føles det godt, at der er en grundlæggende interesse for problematikken,” siger Samanou Acheche Sahlstrøm, der dog ikke har fået kureret sin egen dødsangst efter arbejdet med filmen

”Nej, det er ikke blevet nemmere, men jeg har fået en forståelse for døden; angst er dog noget andet og kan aldrig kureres af logikken,” siger Samanou Acheche Sahlstrøm med et stille smil.