Prøv avisen

Debutplade: Smerte, bibelcitater og håbefulde toner

Musik er dybest set et religiøst sprog, mener sangskriveren Sofia Hedia, der er aktuel med ep’en ”Hudløs”. – Foto: PR.

Smerte, bibelcitater og smukke, håbefulde toner smelter sammen i skøn musik på den 29-årige Sofia Hedias lovende debutplade Hudløs. Sangene er skabt gennem en personlig krise og en oplevelse af, at Gud møder os i vores smerte, fortæller hun selv

Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket eller Skriget strømme ud over dem, lyde de som skjøn Musik, skrev Søren Kierkegaard engang. Og denne skribent er ikke i tvivl om, at den 29-årige sanger, sangskriver, pianist og husmor Sofia Hedia er en rigtig digter. For man kan næsten mærke smerten bag de sange, der vitterlig lyder som skøn musik på hendes debut-ep.

Minipladen hedder oven i købet Hudløs efter et nummer, hun i øvrigt synger sammen med Jonas H. Petersen fra Hyhms of Nineveh:

LÆS OGSÅ: Sange om Gud, mennesket, kærligheden og døden

Jeg vil ikke ha, at du rør mig nu/Jeg er hudløs/Jeg er hudløs/Ikke engang med en fjer, synger hun i Hudløs om at tale forbi hinanden i et parforhold, når et samtalekøkken bliver en scene for tavshed efter et skænderi. Og i andre sange kan man høre, hvordan hun som C.V. Jørgensen kender sin bibel og kan få det sprog ind i sit eget.

Alting har en tid /For alt under himlen er der tid/en tid hvor du ligger her på dit gulv/og vrider dig i skumringen, synger hun for eksempel i ørkenvandringssangen 40 år. Og hun ved, hvad hun synger om. For den sang blev til, efter at hun var blevet langtidssygemeldt med stress, fortæller hun, da vi sidder omkring hendes spisebord i familiens villalejlighed i Brønshøj ved København.

Vi havde været igennem en hård periode som familie, hvor min mand havde haft en tung depression, efter at vi var blevet forældre, og jeg skulle forberede min afsluttende eksamen på konservatoriet og tage ekstraarbejde samtidig for at få det hele til at hænge sammen. Men pludselig kunne jeg ikke mere. Jeg fik angst under en koncert til et bryllup, så jeg måtte gå grædende hjem, siger hun og lader blikket glide ud mod villavejen, hvor snefnuggene møder asfalten som små faldskærmstropper.

Hele mit liv havde jeg været vant til, at jeg skulle præstere noget hele tiden. Som om man kun var værdig til at blive elsket, hvis man producerede noget. Men da jeg gik ned med stress, blev jeg tvunget til at forstå mig selv på en ny måde. Det var ret voldsomt for mig at gå fra at stresse rundt til ikke at lave noget i et halvt år. Men sådan oplevede jeg virkelig også Guds skønhed på en helt ny måde, siger hun med et pludseligt lysglimt i de mørke øjne.

Jeg tror, at man oplever Gud stærkest gennem kriser. Det er i hvert fald min egen erfaring, så jeg har prøvet at lade min musik blive mærket af det, så sangene blev så nøgne og skrøbelige som muligt, forklarer hun.

Undervejs har hun fået mentorhjælp af den kendte sanger Søren Huss, som hun selv har varmet op for en del gange. Hun begyndte at arbejde sammen med Søren Huss, efter at hun var gået ned med stress. På det tidspunkt havde hun allerede indspillet en hel cd på engelsk til sig selv. Men det var ham, der fik hende til at vove at synge på dansk, fortæller hun:

Jeg har lavet sange, siden jeg var 14-15 år, men de har altid været på engelsk. Og i mange år fik jeg også andre til at synge dem. Men det er en mere nøgen fornemmelse at synge dem selv på dansk, og det synes jeg selv er kommet til at virke stærkere.

Hun kalder selv sine sange for eksistentielle spørgsmål, der har fået udtryk i musikken. Og det er i sig selv en god historie, hvordan hun selv begyndte at søge svar i kristendommen. For hun er ikke vokset op med kirkegang, og hendes far kommer fra Tunesien, hvor familien af gode grunde var muslimsk.

Min farmor var faktisk en lokal sangskriver i deres landsby. Men jeg var ikke vant til at tænke musik sammen med det religiøse, før jeg som 19-årig mødte min mand, der også var musiker. Og han var kristen, viste det sig, siger Sofia Hedia og slår en piget latter op, idet hun tilføjer:

I begyndelsen troede jeg, at det var en joke, da jeg så, at der stod Jesus på hans telefon. Men han mente det alvorligt, og efter at vi forelskede os i hinanden, begyndte jeg at gå med i Aarhus Valgmeninghed, hvor han kom.

Under en rejse til Tunesien tog Sofia Hedia en bibel med. Og det, hun læste, vakte en længsel i hende, forklarer hun:

På det tidspunkt stod jeg også i en form for livskrise, men dér begyndte jeg altså selv at tro på, at vi ikke står alene med vores smerte. Og da jeg kom hjem, begyndte jeg at synge til lovsangen i kirken. Det var en befrielse. For jeg var vant til, at musik handlede om selv at præstere noget og om at sætte sig selv i fokus på scenen. Men her var musikken rettet mod Gud, siger hun og tilføjer:

Jeg synes også, at musik dybest set er et religiøst sprog. For den kan få noget smukt ud af smerte, ligesom jeg tror på, at Gud kan skabe noget nyt ud af det svære i livet.