Rundt omkring i verden er der skruppelløse mennesker, der franarrer fattige forældre deres børn under påskud af, at børnene kan få et bedre liv et andet sted i et andet land. Der er steder i verden, hvor børnehjem bilder børnene ind, at deres forældre er døde. Der er steder, hvor det er let at fremskaffe falske dødsattester.
Den danske journalist Louise Voller Midtgaard har skrevet en roman med afsæt i virkeligheden. Forfatteren har tidligere lavet undersøgende journalistik om ulovlige pesticider i drikkevand og om massebesvimelser blandt syersker i Cambodia. Og her kommer så hendes debutroman ”Drømmefangeren”, der handler om ulovlige adoptioner af ”hjemløse” børn, børneprostitution og seksuelt misbrug af børn.
Romanen er ikke for sarte sjæle, og man læser med tilbageholdt åndedræt, mens den ene ulykkelighed efter den anden oprulles.
Hovedpersonen er journalisten Astrid, der tager til Kathmandu i Nepal for at undervise i engelsk på et børnehjem. Men da hun ankommer til stedet, er hjemmet tomt for de 40 børn, hun skulle have undervist. Alle er væk. Ingen leder, ingen medarbejdere.
Nogle år tidligere havde hun mødt den lokalkendte Tahal, og de fik et venskab sammen, der skulle udbygges i arbejdet på børnehjemmet.
Tahal er blevet arresteret af det nepalesiske politi, og Astrid besøger ham i fængslet, hvor han kan berette om svindel med økonomiske midler af lederen Henk.
Samtidig er Justitsministeriet i Danmark ved at undersøge forholdene omkring adoptioner af børn fra Nepal, hvor der har været problemer i årevis. Myndigheder i Nepal og børnehjem kører efter deres egne regler – og det er svært for de danske embedsmænd at gennemskue, hvad der egentlig foregår. Her er det embedsmanden Ragn og hans kollega Erik Hougaard, der udfordres af Kirstine Holm-Clausen, der idealistisk borer sig ned i sagerne.
Således er der to kvindelige idealister i bogen, Astrid og Kirstine, der kæmper for de fattige børn i hver sin ende af verden.
Af andre personer bør også det barnløse ægtepar Thomas og Caroline nævnes. Det er et ægtepar, der netop er blevet godkendt som adoptivforældre til et nepalesisk barn, men de har det store problem, at Caroline har været sin mand utro og endda er blevet gravid med elskeren.
Således er der en parallel mellem Thomas og Caroline og Astrid og hendes tidligere utro kæreste Peter, der også kommer til Nepal for at opklare, hvad der foregår på børnehjemmene. Peter er ansat af Udenrigsministeriet, men handler på egen hånd i Nepal.
Det er en velskrevet roman med mange synsvinkler, og fra tid til anden drypper forfatteren lige et par spidse bemærkninger og overraskende oplysninger ind i fortællingen, der får det til at gibbe i læseren.