Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Årets gang

December med depressioner og velsignet bud

Omkring den første dag i hver måned causerer litteraturanmelder Lars Handesten over, hvad danske digtere og forfattere har sagt og skrevet om den pågældende måned. Illustration: Rasmus Juul

I december står alt i julens tegn. Der tælles ned til den store aften – og til nytåret. Det er måneden for nye begyndelser

Nu begynder nedtællingen oven på den lange og grå november, der bare blev ved og ved. I kalender-december tæller vi ned mod nye begyndelser, mod vintersolhverv, Jesu fødsel og det nye år. Og mens vi tæller, venter vi forhåbningsfulde på det, der skal komme.

Digteren Jørgen Gustava Brandt skriver i ”Advent”:

En solsort fløj fra en nøgen, vaad
gren,
Grenen vipper dødt.
Rækker af tomme bænke –
Juleaften.

Måske ser det sort og dødt ud med bænke uden en menighed, men endnu er det jo heller ikke juleaften, og bænkene skal nok blive fyldt – i det mindste på denne aften, hvor glade vi til kirke gå.

Og børnene skal komme, for december er barnets måned. Det handler om Jesus-barnet, og den hellige familie, der står som et guddommeligt symbol på vores egne håb om liv og lykke. Ingemann har sunget om glæden:

Julen har bragt velsignet bud,
nu glædes gamle og unge.
Hvad englene sang i verden ud,
nu alle små børn skal sjunge.
Grenen fra livets træ står skønt
med lys som fugle på kviste;
det barn som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.

For de, der ikke tror på Jesus-barnet og frelsen midt i fortvivlelsen, er der alligevel et håb i mørket. Når vi har talt ned til den 21. december, er det endelig vintersolhverv, og den gamle Johannes V. Jensen står klar med sine vers.

Vor sol er bleven kold,
vi er i vintervold
og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt
og håbet tændt,
ja, håbet hændt,
for nu er solen vendt,
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.

Grantræet står derude og er stedsegrønt og minder om det liv, der aldrig hører op, og om den natur, som igen skal springe ud.

Så længe vi er i naturen er der ro, så er december næsten uden lyd. Solsorten kan finde på at synge i den sorte morgen, musvitten kan give et par forsigtige dy-dy – ellers er her stille. Men kommer vi først ind til byen med al dens pynt, dens gran, og dens røde kæmpehjerter og lysende stjerner, så går det løs. Så bliver det jul, som når MC Einar rapper sig gennem sin satiriske julesang:

Det jul, det cool, gran og lirekasser.
Der er mænd, der sælger juletræer på alle åbne pladser.
12 bevægelige nisser og en sort mekanisk kat
i et vindue ud mod Strøget trækker flere tusind watt.

Det er ”jul, det’ cool sikke tiden den går,/ der er intet lavet om siden sidste år”. Det kan man forvisse sig om, når man synger med på Peter Fabers julesang fra 1848:

Sikken voldsom trængsel og alarm,
det er koldt, og man må gå sig varm.
Lygten tændes klokken fire alt,
det skal være aften med gevalt.
Midt på gaden sælges træ’r og frugt,
se butikken, hvor den stråler smukt!
Varer kan man få i tusindvis,
tænk dem bare: under indkøbspris.

En af de varer, der blev købt i min familie på et tidspunkt i begyndelsen af 1960’erne, var en singleplade med musikken til ”Til julebal i Nisseland” med tekst af Victor Skaarup og musik af Sven Gyldmark. Jeg så aldrig filmen, kun det lille omslag til pladen, men billederne voksede desto mere i min fantasi.

Sikke mange klokken slår
Tretten slag, tiden går
Gæt en gang min lille ven,
hvor vi nu skal hen.
Til julebal – til julebal i Nisseland.
På med vanten, så suser vi af sted.
(…).
I nat skal vi
til jule-jule-jule-jule-julebal.
Der er gilde
i nissekongens hal.

Nissekongen kom også hjem til os, men jeg kunne godt genkende ham – det var bare min farfar, der havde fået nisseskæg og nissetøj på. Men fortryllende var det alligevel med lys på træet og stjernekastere.

Langt senere har jeg stiftet bekendtskab med en anden nissekonge – Halfdan Rasmussen – der i sin ”Julekalender for voksne” skriver bramfrit om barndom og erotik. Den 24. december forlyder det sådan om den højgravide kvinde:

Går hjem med den hele

jord under skørtet.
Alting er fuldbragt
og intet forødt.
Livet er evigt nyt
og forventningsfuldt …
Os er i dag
Et menneske født.

Når der så er talt ned til juleaften, når den sidste kalenderlåge er åbnet, når gaverne er pakket ud, og træet er spist, kan den sidste nedtælling begynde. En uge skal gå, og man håber på rigtig vinter med sne på kælkebakken og is på søen, så der kan skøjtes. Nu må vinteren gerne strenges, for vi lever i en hel anden overflod, end Brorson gjorde, da han skrev:

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

Den art har vinteren ikke længere for de fleste af os takket være økonomisk overflod og global opvarmning. Bliver man ikke deprimeret af mørket og verdens materielle uorden, kan december være en leg, og man kan uden alt for store kvababbelser synge med på Grundtvigs optimistiske salme:

Vær velkommen, Herrens år,
og velkommen herhid!
Julenat, da Vorherre blev fød,
da tændte sig lyset i mørkets skød.
Velkommen, nytår, og velkommen her!8

Omkring den første dag i hver måned causerer litteraturanmelder Lars Handesten over, hvad danske digtere og forfattere har sagt og skrevet om den pågældende måned.