Det var en ung Arthur Honegger, der i 1923 omsatte damplokomotivets fart, voldsomhed og tyngde til noder med orkestersatsen ”Pacific 2.3.1”. Hvad der begynder som strengt kontrapunktisk musik i Bachs ånd, udvikler sig hurtigt til et rytmisk inferno, i takt med at toget kommer op i fart, og nodeværdierne bliver kortere.
Kigger man i partituret, er det tydeligt at aflæse intensiteten i de mere og mere fortættede takter; insisterende tonegentagelser og hektiske skalaløb bliver til et billede på det massive projektil, der skærer gennem landskabet uden at se sig tilbage.
De otte musikere i Ensemble Storstrøm er på deres nuværende turné udvidet med Det Kongelige Kapels tidligere førstesolotrompetist Ketil Christensen. Og fra scenen i Kumus, Guldborgsunds moderniserede kultur- og musikhus lige uden for Nykøbing Falster, indledte de derfor åbningskoncerten onsdag aften i sidste uge med et arrangement af Honeggers orkestermassiv for blot ni stemmer.
Man var ikke i tvivl om, at man hørte en oversættelse. Nuancer gik helt naturligt tabt, og en klanglig prioritering imellem instrumenterne var afløst af en noget staccato dynamik. Men ekspressiviteten blev fastholdt, og lyden af et parisisk musikliv på vej væk fra verden af i går blev endnu mere hårdkogt end oprindeligt. Musikken fik en mere abstrakt karakter, mens damplokomotivet trådte i baggrunden, og Honeggers forbindelser til Bartok, Schönberg og Stravinskij blev tydeligere, end de ellers kan være.
Dristigt fulgte ensemblet op på dette sindbillede på ”de brølende 1920’ere” med den danske minimalist Ole Bucks filmiske kammersymfoni ”Flowers in the Sky” fra 2005.
Hvor skønt, egentlig, at høre 74-årige Bucks glade, repetitive musik lige efter Honeggers dystre dramatik. Værket lægger ud med et simpelt kvartinterval i harpen, som spreder sig til lette akkordbrydninger i dur hos resten af ensemblet, inden Buck med Philip Glass som klar inspirationskilde gør et uannonceret spring til mol. Hele tiden med enkle vippefigurer eller løb i alle instrumenter, som får musikken til at pulsere og boble som en magisk sø.
Selvom Ensemble Storstrøm er eksperter i Bucks musik, hørte man dog også, at minimalismen langtfra er lige så enkel at opføre, som den er at lytte til. Når det melodiske materiale vandrede mellem flere stemmer i nådesløse gentagelser, kneb det sine steder med at holde pulsen helt stabil. Men det er også charmen ved den repetitive musik, at menneskeligheden pludselig viser sig i de mekaniske mønstre.
I løbet af værket viser Buck, at han er meget mere end en Glass-epigon. Langt mindre dogmatisk. Her introduceres pauser og hvislen, og i tredjesatsen, som domineres af hurtige skalaløb i harpe og klaver samt vippefigurer i violin og bratsch, hører man pludselig en inderlig, vibratofuld melodi i celloen. Systemer er jo til for at blive brudt.
Ensemblet havde valgt at gemme to eksempler på parisisk balletmusik fra 1920’erne, Bohuslav Martinus surrealistiske ”La revue de cuisine” og Darius Milhauds muntre ”La boeuf sur le toit”, til efter pausen.
Musikerne gik lidt for alvorligt til Martinus værk om køkkenredskabers hemmelige liv, hvor der arbejdes med forvrængninger af klassicisme, tango og charleston i en instrumentering, der skal efterligne samtidens parisiske jazzbands.
Ensemblet havde dog lidt vanskeligt ved at slå om i det swingende, hvilket også prægede opførelsen af Milhauds polytonale værk, der fordrer endnu skarpere omslag mellem de op mod 30 populære brasilianske melodier, som komponisten citerer i alle tænkelige tonearter. Her måtte man egentlig gerne have overdrevet, også rent performativt – musikken var oprindeligt tænkt som ledsagelse til Chaplins stumfilm.
Var vi lidt få fremmødte på ensemblets hjemmebane i Guldborgsund? Måske. Men der er nu al mulig grund til at dukke op til de resterende koncerter på turnéen i det sydøstlige Danmark. Både for at opleve brølet fra 1920’erne og eftertænksomheden fra dansk minimalismes førende komponist.