Imponerende værk om danske statsministre er måske det sidste af sin slags

Tim Knudsen har skrevet et definitivt værk om danske statsministre – og dansk politik generelt

Man ser i værket en tendens, skriver anmelderen, til helte- og skurkeroller i de korte statsministerkarakteristikker i de indledende kapitler: Socialdemokratiske Anker Jørgensen (th.) ”kom på vanskelige opgaver”, men hans ”folkelighed” gjorde ham ”meget afholdt”, som der står. Poul Schlüter (K) var ”bedre til at lede”, og nogle ”økonomiske indikatorer blev forbedret”, men ”arbejdsløsheden voksede yderligere”. – Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix.
Man ser i værket en tendens, skriver anmelderen, til helte- og skurkeroller i de korte statsministerkarakteristikker i de indledende kapitler: Socialdemokratiske Anker Jørgensen (th.) ”kom på vanskelige opgaver”, men hans ”folkelighed” gjorde ham ”meget afholdt”, som der står. Poul Schlüter (K) var ”bedre til at lede”, og nogle ”økonomiske indikatorer blev forbedret”, men ”arbejdsløsheden voksede yderligere”. – Foto: Palle Hedemann/Ritzau Scanpix.

Med de første tre bind af sit fembinds mammutværk ”Statsministeren” har Tim Knudsen, professor emeritus i forvaltning ved institut for statskundskab på Københavns Universitet og kommentator her ved avisen, begået en kraftpræstation, der vil blive stående længe.

Værket er fra første til (indtil videre) sidste side præget af på samme tid stort overblik over en mere end 170-årig periode og samtidigt en enorm detailviden om selv små finurligheder knyttet til funktioner og debatter.

Egentlig er titlen lidt vildledende – på den gode måde. Man kunne i første omgang, ud fra titel og forside, forledes til at tro, at der er tale om en slags biografier af de 42 regeringschefer, Danmark har haft siden enevælden. Men værket vil og kan så meget mere.

For det første er det snarere en politisk danmarkshistorie, der omfatter meget mere end statsministrene. En fortællemæssig tour de force gennem Grundlovens tilblivelse, 1864-katastrofen, provisorietid og forfatningskamp, genforening, den universelle valgrets indførelse, forsøgene på landstingets afskaffelse, Besættelsen, velfærdsstatens skabelse og udbygning, medlemskab af EF, og så videre. For ikke at nævne et enormt, men velbeskrevet, persongalleri af politikere og embedsmænd.

For det andet er værket analytisk båret, ofte med en inspiration fra tunge teoretiske værker, som måske kun fagfæller og kolleger vil kunne spotte, men som er med til at give struktur på mange af pointerne.

For det tredje gør Knudsens analytiske briller, at man får opmærksomhed om det faktum, at mange væsentlige forandringer i dansk politik – særligt med hensyn til regeringers magt og organisering – ikke har fået deres nuværende udformning som resultatet af en stor, sammenhængende plan, men snarere har været resultatet af mange små beslutninger, hvis længererækkende konsekvenser man ikke altid har set i gerningsøjeblikket.

Særligt interessante er her de mange tilbagevendende eksempler på den stadigt større magt, der er blevet koncentreret i det embede, der indledningsvis blot var kongens ”førsteminister” uden eget apparat, og hvorledes regeringsdannelserne gradvist er blevet institutionaliserede og formaliserede uden at have formelle paragraffer at støtte sig til.

Sidst, men ikke mindst, er værket undervejs spækket med interessante oplysninger og pointer, som enkelte måske vil kende nogle af, men som meget færre vil kende alt til – og slet ikke i bredere læserkredse. For eksempel oplysningen om, at kultusminister D.G. Monrad i 1863 egenhændigt forsøgte at forhandle en skandinavisk union med svenskerne uden om egen konge og regering. Eller at der i december 1859 var så stor utilfredshed med regeringen, at 600-800 mennesker stormede Christiansborg Slot. Eller at der var en kort periode 1864-1865, hvor ministerudnævnelser skete uden ministeriel kontrasignatur. Eller at det var J.B.S. Estrup, der gik over til kun at give kongen et forslag til hver ministerpost, hvor det indtil da havde været tre valgmuligheder. Eller at det først var i 1901, der indførtes fuldt hemmelige valg. Eller at den første tv-duel mellem to statsministerkandidater var i 1964 – og inspireret af de amerikanske i 1960. Eller at ministrene endnu i 1972 ved monarkens død indgav deres afskedsbegæring til det nytiltrådte statsoverhoved. Blandt meget andet.

Med så mange sider spækket med informationer må der uvilkårligt være ting, nogle nørder med særlig viden om dette eller hint vil kunne anfægte.

Det er for eksempel ikke korrekt, at den russiske kejser var med til forhandlingerne om den danske tronfølge 1852-1853, fordi denne havde et arvekrav på den danske trone – det var ”kun” et eventuelt arvekrav på dele af Holsten. Der er heller ikke belæg for, at ”perfide” heraldikere gav grevinde Danner et våbenskjold, der var identisk med adelsslægten Frilles for derved at gøre grin med hende (våbnerne var ikke identiske, og det er kun en meget nylig, udokumenteret hypotese). Det er heller ikke sandt, at Christian IX havde ”nogle sønner”, der ”ved lidt held” blev ”konger i andre lande” (det var én søn og én sønnesøn).

Men det er mestendels småting. Til gengæld er personregisteret – der formodentligt ikke er forfatterens værk – ikke noget at råbe hurra for, særligt for bind 1’s vedkommende, hvorimod et emneregister ville have været en stor gevinst. Der kan forhåbentlig komme et samlet et af slagsen i bind 5.

Man kunne også undertiden have ønsket sig en tværgående opsamling af Knudsens mange pointer – for eksempel om, hvorledes grundlovens ”Kongen” med tiden er blevet til ”regeringen”. Konstitutionelle feinschmeckere kunne måske også have ønsket sig lidt opmærksomhed på det faktum, at grundlovsfædrene eksplicit fravalgte at have en højesteret med forfatningsdomstolskarakter.

Faktisk er der så mange spændende pointer vedrørende statsministerembedets, regeringsarbejdets og regeringsdannelsernes udvikling over tid gemt i de enkelte kapitler, at man som læser sidder tilbage med ønsket om én samlet behandling af dette. Meget af denne fine afdækning drukner måske lidt i alt det andet, der fortælles med stor flid og evne.

Det måske mest kritiske, man kan sige om værkets indtil nu tre bind, er, at dét, der er en del af forcen, også er et lille handicap. Knudsen skriver med holdninger og visse ideologiske undertoner, der sjældent artikuleres direkte, men alligevel ofte anes. Det er for eksempel tydeligt, at Knudsen – generelt – ikke er nogen beundrer af de kongelige, og gennemsnitligt næppe heller af borgerlige politikere. Det er han i sin fulde ret til, og det er med til at gøre værket levende og nogle gange underholdende.

Det sidste er for eksempel det detaljerede karaktermord på Frederik VII, bedst eksemplificeret med bemærkningen om, at betegnelsen ”indskrænket monarki” ikke gik på kongens evner. Nu kan man i det konkrete tilfælde nok sige, at der meget vel var tale om et karakterselvmord, men tendensen går lidt igen. Christian IX var ”snobbet”, og hans ”dømmekraft havde store begrænsninger” (og han kaldes af Knudsen ofte ”af Glücksborg”, også efter at han var blevet dansk prins og siden konge). Hans svigerdatter prinsesse Marie var livlig og begavet, men letbevægelig og med alkoholmisbrug, mens sønnen Frederik VIII var svag og uden ”en stærk personlighed”, og sønnesønnen Christian X var ”militærglad”. Stort set kun grevinde Danner får en overvejende venlig behandling – og hun var jo så heller ikke rigtig kongelig, som der til gengæld gøres en del ud af.

Man ser også tendensen til helte- og skurkeroller i de korte statsministerkarakteristikker i de indledende kapitler: Anker Jørgensen (S) ”kom på vanskelige opgaver”, men hans ”folkelighed” gjorde ham ”meget afholdt” (hvilket nok kan diskuteres). Schlüter (K) var ”bedre til at lede”, og nogle ”økonomiske indikatorer blev forbedret”, men ”arbejdsløsheden voksede yderligere”. Anders Fogh Rasmussen (V) var ”ikke lydhør over for advarsler om trusler mod økonomien”, og Løkke Rasmussen (V) ”havde svært ved at holde sammen på regeringen og sætte kursen”. Derimod fremstår Zahle (R), Stauning (S) og Buhl (S) som store statsmænd.

Vi får også at vide, at den ene ændring er ”reaktionær”, mens meget andet, man aner, at Knudsen ikke bryder sig om, får etiketten ”anakronistisk”. Alle disse karakteristikker kan måske være sande isoleret set – men tilsammen svækker mønsteret måske helhedsindtrykket en anelse og får en del til at lyde mere som værdidomme end analyse.

Man fornemmer også tendensen til lidt såkaldt ”Whig”-historieskrivning, en beretning om, hvordan alt bliver bedre, og demokratiet når stadigt højere højder: Først havde vi ikke-demokrati 1849-1901, så fik vi forbedringer 1901-1920 med parlamentarisme, forholdstalsvalg og universel og lige valgret for alle myndige statsborgere, og så et mere eller mindre fuldbyrdet demokrati 1920-1970’erne med etkammersystem og velfærdsstat – og så bliver det vel ikke meget bedre?

Lige indtil det modsatte sker, og man ved slutning af bind 3 aner konturerne af en begyndende forfaldsberetning i tiden omkring oliekrise og jordskredsvalg.

Og nu vi er ved forfaldshistorier: Tim Knudsens værk er meget tænkeligt et af de sidste af sin slags. Få andre nulevende akademikere ville kunne have mestret både det lange overblik og de mange detaljer. Og om få år vil det meget tænkeligt være ganske utænkeligt. Blandt nutidens politologer fylder specialisering og forskning, der kan begå sig i internationale tidsskrifter, meget mere – og bøger og danske emner tæller stadigt mindre, og på den måde er Knudsens evne til både bredde, dybde og det lange perspektiv dermed håbløst ude af trit med udviklingen i både statskundskabsfaget og (måske mindre udpræget) historiefaget. Desværre.

Også af den grund vil værket få en blivende plads.

Læs interview med Tim Knudsen om bøgerne her.

Gæsteanmelder Peter Kurrild-Klitgaard er ph.d., professor i statskundskab ved Københavns Universitet.