Delvist vellykket fransk roman om en hjerte- transplantation

Et rødt tegnet hjerte med alle arterier og vener udgør forsideillustrationen til denne roman om en hjertetransplantation – en roman, der også handler om etik, tid og om det, et hjerte er et billede på: menneskets livfulde følelsesliv, på kærlighed, sorg, forvirring, forhåbning.

Maylis de Kerangal lader handlingen udspilles over et døgn, fra en ung mand på vej hjem fra tidlig morgensurfing involveres i et trafikuheld og erklæres hjernedød, til hans hjerte et døgn senere er transplanteret og kan sikre livet for en anden. ”Hjertet” er således klart komponeret, og som i pulsslag trækkes alle omkring transplantationen ind og skildres glimtvis.

Romanens stærkeste passager udspilles mellem forældrene til den unge mand. Selv får han ikke meget plads, det er hans hjertes rejse, der driver historien uafvendeligt fremad. Moderen Marianne kommer først til hospitalet og ser sin søn helt fin, med farve i kinderne, holdt i gang af en maskine. ”Simons skader er uoprettelige” er beskeden. Telefonsamtalen til faderen Sean fra en tom café kort efter er en lille rædsel. Hun skal overbringe ham den ubærlige besked, men inden da væltes hun næsten omkuld af hans stemme, der taler fra en uskadt, uskyldig tid, der er slut for altid.

”Hjertet” berører på en fin måde etiske spørgsmål relateret til transplantation og til forskellige former for død, ligesom den også handler om forskellige oplevelser af tid. Der er tiden som blinkende tal på en mobiltelefon og som en søn i nutid og i datid. Som en kort tidshorisont i forhold til transplantation, der skal ske relativt hurtigt, efter hjernedøden er indtruffet, og så behovet for længere tid for de pårørende til at erkende det indtrufne og til at beslutte, hvad der skal ske.

En række fagpersoner skildres også, men nogle står og flimrer lidt ubetydeligt. Særligt en ny sygeplejerske og transplantationskoordinatoren gives plads. Vi får indblik i deres opvækst og i deres aktuelle kærlighedsliv, i deres professionelle overvejelser og i deres hverdag på et hospital.

Selvom ”Hjertet” har stærke passager, oplever jeg den sine steder som blot en vellykket øvelse. Det skyldes blandt andet den sproglige stil. Mange sætninger er bygget op af flere beskrivende korte led, ofte tre i rap, der understreger den glimtvise portrættering, På den ene side skabes en rytmisk flagren, på den anden side fremstår det stiliseret på en næsten tyngende måde.

Det skyldes også fortællerens måde at komme til syne på. For eksempel træder et jeg pludselig tydeligt frem og anlægger en distance til forældrene Marianne og Sean, da de skal til at tage en svær beslutning om transplantation: ”Og hvad de tænker i dette øjeblik, ved jeg ikke, de tænker sikkert på Simon.” Denne distance virker halvfærdigt undersøgende, fordi der ellers ikke er nogen tøven fra fortællerens side i forhold til romanfigurernes tanker og følelser.

Selvom den sproglige stilisering og fortælleren er mindre velfungerende set med mine øjne, kan ”Hjertet” læses for sin vedkommende skildring af sorg, etik og tid.