Jørgen Leth bærer altid en sort notesbog i venstre jakkelomme. Sammen med en kuglepen er den hans vigtigste værktøj. På de blanke sider får han styr på sine flyvske tanker, som ellers så let slipper væk. Jørgen Leth ved, at ligegyldigt hvor vigtig en tanke er, kan man glemme den, og det bekymrer ham. Men tankernes mylder inspirerer ham også, for som digter arbejder han med at hive normale sætninger fra hinanden og sætte dem sammen på nye måder. Så hukommelsens huller kan også være noget positivt, og det forsøger han at få frem i de tre digte, han bidrager med i udgivelsen "Demens: Den anden frekvens". Han håber, at digtene kan være inspiration til de demensramtes pårørende.
- Jeg ser det som en stor rædsel at miste hukommelsen og tankerne, og det er bestemt noget, jeg kan relatere til. Jeg er meget distræt og bange for, at kimen til demens ligger i mig. Det er min værste frygt. Men jeg synes samtidig, at det er spændende at vende situationen om og se de kreative muligheder i, at noget kan gå i opløsning. De normale sammenhænge forsvinder, når man er ramt af demens, og det har inspireret mig til at arbejde med sprogets opløsning.
Normalt deltager Jørgen Leth ikke i velgørende formål. Han er selektiv med, hvad han bruger sin tid til, men forslaget om at skrive noget om demens kunne han ikke ryste af sig. Dertil er han simpelthen for optaget af hukommelsen og sine egne bekymringer omkring fremtidens mulige glemsomhed. De tre digte i samlingen er skrevet på én dag i sensommeren 2008, for inspirationen kom pludselig fejende, og den dag fejlede Jørgen Leths hukommelse ingenting. I processen forsøgte han at sammenkoble den dementes kamp for at holde tankerne fast med digterens behov for at give slip og lade tankerne flyve. Han mener selv, at digtene er hans bedste i flere år, for de rummer på én gang en legen med sproget og en livlighed, men også en seriøs forståelse for dementes verden og fortvivlelse.
- Det er en meget vigtig sag, som jeg blev påvirket af, fordi det er noget, jeg selv frygter. At man kan glemme det liv, man har levet, og de mennesker, man er sammen med, må være det værste overhovedet. Men jeg har forsøgt at få noget livfuldt og optimistisk ind i digtene, og min vigtigste pointe er, at man skal prøve at leve i nuet. Det handler om at bevare kontakten med den demensramte lige nu og her - det er meget tydeligt, at det er det, demensramte søger. Det er svært, men man må prøve at lægge det bebrejdende fra sig.
Jørgen Leth har selv været en bebrejdende og utålmodig pårørende. Hans mor mistede langsomt hukommelsen, året før hun døde. Hun kunne stadig genkende sin familie, men blev mentalt usammenhængende. Jørgen Leth husker, hvordan han let blev irriteret og rettede på hende, og det har inspireret ham til digtet "Nu må du ta dig sammen!" Nogle af sætningerne lyder: "Hun siger: Jeg fryser, ræk mig dén der ligger der. Jeg siger: Nu må du ta dig sammen. Hun siger: Jeg kan ikke huske det jeg skal huske, det der har vist nok været ham eller også er det en anden."
Jørgen Leth mener, at han har lært en større tålmodighed i arbejdet med digtene. Han var ikke god til at håndtere sin mors sygdom og mener, at han godt kunne lære noget om at være mere til stede i hendes verden. Derfor er han glad for, at digtsamlingen er henvendt til de pårørende, for de lever i høj grad med demens.
- De demente er sådan set uskyldige, for de kan hverken gøre til eller fra. Det er de pårørende, der kan lære noget, få fornyet styrke og inspiration til at håndtere demensen. De bærer konstant rundt på sygdommen, og det berører mig, at demens findes.
