Demens – og en ny fremtid

Pensioneret overlæge Mogens Fjord Christensen har skrevet en roman med både smerte og glæde

Tragiske nærbilleder af, hvad demensen gør ved et menneske. Smerten og afmagten hos ægtefællen.Mogens Fjord Christensen er særdeles konkret i sin beskrivelse af den svære situation. På billedet: ægtepar på en bænk ed udsigt til Kronborg.
Tragiske nærbilleder af, hvad demensen gør ved et menneske. Smerten og afmagten hos ægtefællen.Mogens Fjord Christensen er særdeles konkret i sin beskrivelse af den svære situation. På billedet: ægtepar på en bænk ed udsigt til Kronborg. . Foto: Nicolai Perjesi/Polfoto.

Tragiske nærbilleder af, hvad demensen gør ved et menneske. Smerten og afmagten hos ægtefællen.

Mogens Fjord Christensen er særdeles konkret i sin beskrivelse af den svære situation. Men det udelukker ikke nænsomhed. Forfatteren, der er pensioneret overlæge, har både fagmandens nøgternt registrerende blik og medmenneskets indlevelse.

En anden side af romanen, den, der virker mindst forløst, er den skildrede afmagt hos en tidligere lærer, hovedpersonen: ”Manden, hvis kone blev ramt af demens”.

Mads, som han hedder, synes selv, at han har levet så nogenlunde, som han burde. Lidt kedeligt måske, men samvittigheden har vist intet at klage over. Alligevel er Mads utilfreds, træt som han er ”af at være den pæne ældre mand, der er kørt ud på et sidespor”, hvor han formodes – pænt og velopdragent – at afvente den videre befordring til endestationen. Og at have nok i det. Men det har Mads ikke.

Hvad har han fået ud af at være ”pæn”? Svaret udebliver.

Hans murrende frustration giver sig udslag i forskellige protesthandlinger, diffuse og trodsige. Således da han en dag provokerer med spritkørsel – og endvidere ved gentagne gange omhyggeligt at parkere skævt i båsene. Bøderne for det sidste nægter han at betale.

Hans stærkt demente hustru, Johanne – der ikke mere kan kende ham – er på plejehjem, hvor han også selv bor. Men han tilbringer en del tid uden for hjemmet, til dels sammen med en god ven, ligledes en forhenværende lærer.

En skygge hviler dog over relationen: En mistanke om, at hustruen for år tilbage var utro med vennen. Men mistanken gemmes bort under resterne af den pæne overflade – nok for altid, idet vennen rammes af alvorlig sygdom.

En af plejehjemmets beboere, en sagfører, har nogle papirer, der er kompromitterende for den siddende borgmester: De dokumenterer, at manden har bedraget sig til en stor sum penge, som tilkom kommunen.

Med dette pressionsmiddel vil sagføreren – med Mads i en birolle – presse borgmesteren til at sikre større bevillinger til ældreområdet. Selvom det ikke går sådan, får afsløringen en effekt.

Og dette er – mindes han om – slet ikke forbi endnu. Da han efter hustruens død køber et lille rækkehus, får han som nabo en 65-årig kvindelig forfatter, Susanne, der med sin direkte omgangsform udfordrer Mads – på den gode måde.

Kort forinden, og efter at hans kærlighedsliv i mange år har været ikke-eksisterende, havde han et kort forhold til en kvinde i 50’erne, der husker ham som læreren, alle pigerne var forelsket i. Og forelsket i ham bliver hun igen – inden hun forsvinder under tragiske og underbelyste omstændigheder.

Mads’ tøvende meddelagtighed i aktionen er hans mest seriøse brud med apatien. Men dette ellers relevante tema gennemspilles for overfladisk. Romanen har sin styrke i de passager, der intimt fortæller om hovedpersonens liv.

Hvad vi skal med den historie, er ikke tydeligt. Den overflødiggøres af en anden, den om Susanne.

I den sidste scene møder vi hende og Mads ved en romantisk aftenbadning i fjorden. Bagefter går de sammen deres fælles fremtid i møde. Det er smukt.