Demokrati, dannelse og leg

”Ustyrlighedens paradoks” er en seriøs bog, som er værd at tage med i den forhåbentlig aldrig afsluttede diskussion om demokrati og dannelse

Hvad er ”ustyrlighedens paradoks”? Det er spændingen mellem frihed og bundethed, som er emnet for denne bog, som der er meget godt, men også lidt kritisk at sige om. Forfatterne bringer paradokset på den formulering, at ”den, der styrer, også er den, der lader sig styre”. At frihed med andre ord ikke kan tænkes uden fællesskab – eller skal vi sige: ikke bør kunne tænkes uden fællesskab. For bogen konstaterer, at neoliberalismen har haft held til at bilde de fleste af os ind, at frihed især skal forstås som økonomisk frihed, og at den ikke behøver at tage hensyn til hverken lighed eller broderskab, her kaldet fællesskab.

Man kan da også godt undre sig over, at dansen om guldkalven er blevet så hysterisk, at de dansende slet ikke opdager, at de (vi) er flokdyr, som selv opsøger deres bøddel i den tro, at han er julemanden. Neoliberalismens fascination er den samme som lotteriets: Det kunne jo være, at jeg vandt den store gevinst. Det ved jeg godt, at jeg ikke gør, men tænk nu, hvis alligevel – og så skidt med resten.

Så vidt, så skidt. Men hvad kan man sætte op mod de overmægtige kræfter? For ligefrem at sætte noget andet og mere fornuftigt i stedet er næppe på dagsordenen, førend vanviddet er nået endnu længere. Forfatterne diskuterer de forskellige former for demokrati, det repræsentative og det direkte, med en vis sympati for det sidste, men også med en erkendelse af, at det er svært at praktisere i større enheder. Deres nærmeste bud er den stedsevarende dialog og forhandling, meget lig Hal Kochs eller Jürgen Habermas’ forestillinger om en livsform med lige værdighed i borg og hytte. De kalder det så ”ingenmands- eller allemandsvælde” med den pointe, at de to former er identiske. Forfatterne ved meget vel, at denne form for ikke-herredømme er utopisk; men de godtager ikke, at man bruger den konstatering til at lægge hænderne i skødet eller direkte stræbe i modsat retning. Det havde været interessant, om forfatterne havde taget livtag med ”Oprør fra midten” fra 1978, som i sin skitse af det humane ligevægtssamfund var inde på adskillige af de samme tanker som deres bog og konkretiserede dem mere.

Demokrati og dannelse er temaer. For en, der i 40 år har skrevet om dannelse, er det pudsigt at se, at begrebet nu dukker op nærmest som en mageløs opdagelse, men det er kun godt. Bogen påpeger, at dannelse ikke er det samme som kompetenceudvikling, men har med myndighed at gøre, mens kompetencer ret beset mere handler om tilpasning.

Og så er der legen. Legen er billedet på samtidighed af frihed og bundethed, for man leger kun frit, hvis man overholder reglerne, og regelbrud i leg er ikke originalitet, men snyd. Jeg har lidt svært ved at se, at legen skulle indeholde en stadig forhandlingssituation, som forfatterne synes at mene (side 156 og frem), men det tænker jeg gerne videre over. Derimod er det klart, at den demokratiske samtale må være en konstant forhandling.

Allerede Friedrich Schiller skrev i 1795 i sine berømte breve om menneskets æstetiske opdragelse: ”Mennesket leger kun, når det i ordets fulde betydning er menneske, og kun når det leger, er det helt og fuldt menneske.” En sætning, som både viser, at meget i nutidens problemer ikke er nyt, og at meget har været gennemtænkt også tidligere. Det gør det imidlertid ikke overflødigt at gøre det igen, sådan som blandt andet en hovedkilde til denne bog, den franske filosof Jacques Rancière, har gjort, og som bogens forfattere gør.

De tager også det klassiske pædagogiske problem op: Hvordan kan man opdrage til frihed? Hvordan kan frihed fremgå af noget, som i sagens natur er et ufrit magtforhold? Her kunne de nok med fordel have inddraget skønlitteratur i fremstillingen: I udviklings- eller dannelsesromanerne vises et forløb i stedet for at blive beskrevet i sekundære begreber, som uvægerligt bliver formalistiske og hverken kan eller skal være indholdsangivelser. Men det skal indrømmes, at man så næppe ville kunne begrænse sig til de 237 sider, denne bog har.

Det pædagogiske problem stiller sig naturligvis kun i samfund, der erklærer frihed og myndighed for at være mål, men det er trods alt sådan et samfund, vi har, i det mindste en tid endnu. Dog er de totalitære tendenser i det ikke til at overse, som man netop ser dem i skole- og dannelsesdebatten. Borte har taget de positive formuleringer, og tilbage er blevet truslerne om at blive tabt bag af vognen i alles kamp mod alle. Der er stadig mere optugtelse og stadig mindre natur. ”Vækst” er synonymt med økonomisk vækst, som har slettet alle andre betydninger af ordet.

Bogen angiver at være ”i samtale med Carolina Magdalene Maier, Jakob Mark, Henrik Kaare Nielsen, Nikolaj Nottelmann, Merete Riisager, Lars-Henrik Schmidt og Søren Ulrik Thomsen”. Alle disse udmærkede mennesker citeres da også undervejs, men deres udsagn monteres ind i forfatternes egen tekst. Skønt jeg ikke et øjeblik tvivler på, at gengivelsen af deres tanker er både loyal og godkendt, havde jeg alligevel hellere set, at man havde gengivet hele samtaler, gerne i redigeret form. Sagde hjemmelspersonerne aldrig noget, som gik helt på tværs af forfatternes intentioner? Var der ingen modhager undervejs? Og konfronterede forfatterne ikke deres samtalepartnere med mulige modsigelser i disses tankegang (for eksempel Merete Riisager med et spørgsmål om, hvordan hendes kloge betragtninger har det i et parti, som ikke ligefrem sværger til fællesskabet?).

Sprogmennesket i anmelderen hæfter sig ved, at engelsk synes at være det eneste anerkendte fremmedsprog. Måske er det derfor, at der på side 96 tales om det ”sublime” menneske, og at vendingen ”par excellence” bruges lidt ejendommeligt. Der citeres endda undertiden på engelsk, hvor man lige så godt kunne have oversat til dansk, som det er gjort andre steder.

Men når denne syrlige anmærkning er overstået, skal det både først og sidst siges, at Herdis Toft og Dion Rüsselbæk Hansen har skrevet en seriøs bog, som er værd at tage med i den fortsatte og forhåbentlig aldrig afsluttede diskussion om demokrati og dannelse.