Prøv avisen
Eftertanken

Demokrati og retsstat

Forstås demokrati alene som et spørgsmål om en stemmeseddel og et flertal, kan retsstaten hurtigt komme til kort

I en af mine første klummer for lidt over et år siden citerede jeg Viggo Hørup for at sige, at det var lige meget, om dommerne havde befolkningens tillid. Vigtigt var alene, om de fortjente den. Anderledes sagt: Folket var højeste instans, men folket kunne også tage fejl.

Hørup citeres for så meget, ofte forkert. Det opgivende ”Hvad kan det nytte?” var i virkeligheden et offensivt ”Hvad skal det nytte?” = Hvad vil I opnå med det? Tit citeres også sætningen: ”Ingen over og ingen ved siden af Folketinget”. Det glemmes, at Hørup her vendte sig imod, at Landstinget, som ikke var fremgået af en lige og almindelig valgret, skulle stå over eller ved siden af Folketinget. Han sagde ikke, at Folketinget var Guds stedfortræder på Jorden, eller at domstolene ikke skulle være uafhængige.

Demokrati handler især om, at folket er i stand til at styre sig selv. Til den ende skaber et fornuftigt demokrati love, regler og institutioner, som har bestand ud over skiftende politiske flertal. Demokrati handler ikke bare om at ”tælle til halvfems”. Ikke om blot at skaffe flertal for sine synspunkter og skalte og valte, som man har stemmer til. Demokrati handler først og sidst om retssikkerhed. Det er det, der adskiller demokratiet fra en vildtvoksende populisme, som man også kunne kalde massehysteri.

Forstås demokrati alene som et spørgsmål om en stemmeseddel og et flertal, kan retsstaten hurtigt komme til kort. Og meget tyder på, at forståelsen for, at retsstatlige tilstande er forudsætningen for, at demokratiet overhovedet kan fungere, er svindende. USA har med den seneste udnævnelse af en højesteretsdommer givet et skræmmende eksempel. Så vidt er vi ikke i Danmark. Vi er kun nået til ansættelse af en rigsadvokat på åremål. På de vilkår skal han tækkes sin minister, hvad han da også ret hurtigt lovede, at han ville. Det er ikke betryggende.

Retssikkerhed er vigtigere end din eller min retsfølelse. Privatiseringen af lov og ret er demokratiets største risiko. Det begynder med, at man spørger ofrene for en forbrydelse, om de synes, at gerningsmanden har fået en retfærdig straf. Men det er faktisk ligegyldigt, hvad ofrene mener, ligesom det er retssystemet uvedkommende, om du eller jeg føler os ”krænket” af dette eller hint. Det afgørende er, hvad der står i loven, og hvad der eventuelt kan pådømmes. Men i en tid, hvor flertallet mener, at alene dets flertal giver det lov til alt, skal man ikke undre sig over, at diverse mindretal begynder at føle sig som ofre.

Med lov skal land bygges – ikke med stemninger og kvababbelser. Og love skal gives og ændres efter moden overvejelse og ikke efter pludselige indskydelser. Mange af de hovsalove og -bekendtgørelser, vi har set i de senere år, undergraver demokratiet langt mere end dem, de er rettet imod. Når en stor udenlandsk avis (”Die Zeit”, jeg har nævnt det før) kan sætte spørgsmålstegn ved, om Danmark stadig kan kaldes en retsstat, bør det være en opfordring til, at vi tænker os bedre om. Vi kan jo godt – hvis vi gider.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.