Hvad har Ulrich Horst Petersen og Michel de Montaigne med hinanden at gøre? Temmelig meget: De er begge jurister, de har begge haft vigtige administrative hverv, som har givet dem viden om verden, og de er begge essayister. Montaigne opfandt begrebet essai . Et essay er et forsøg, en overvejelse, en meditation, over stort og småt, i bedste fald med evnen til at se det store i det små. Et essay foregiver ikke at udtømme sit emne, det vil hellere inspirere til videre beskæftigelse med det, sætte skub i læserens egne overvejelser, vække til, nå ja, eftertanke. Et essay er, om man vil, det modsatte af en forkyndelse. Men det kan sagtens udtrykke meninger!
Den slags essays skriver Ulrich Horst Petersen. De hører til de mest tænksomme tekster, der er skrevet på dansk i min levetid, men de kendes af for få. De kredser ofte om de problemer, som demokratiet har med sig selv, og som ikke er blevet mindre undervejs. Der er masser af demos, af folk, men stadig mindre krati, styre. Skal demokratiet leve, skal folket nemlig først og fremmest styre sig selv.
Og hvordan skal det ske, når der er så mange muligheder for at forveksle friheden med det frie forbrugsvalg, kultur med pjat og ret med hævn. At forveksle det korte perspektiv med det lange og se stort på historien eller slet ikke kende til den. Demokratiet er ikke en foræring, men en opgave, som påhviler hver enkelt. For det demokratiske fællesskab forudsætter en modenhed hos individerne, som på én gang er mere nødvendig og sværere at opnå end nogen sinde.
Ulrich Horst Petersen skrev om værdier, inden ordet blev til polemisk skillemønt. Han insisterer på, at værdier skal være andet og mere end private fordomme og forkærligheder. Og at de kun eksisterer, hvis de leves i stedet for blot at blive proklameret. Træet skal kendes på frugterne. Han er bevidst om både nødvendigheden af utopier som inspiration og af institutioner til at bevare det opnåede og være den ballast, der forhindrer samfundet i at kæntre. Han efterlyser med andre ord evne til at skelne, dømmekraft.
Så Ulrich Horst Petersen er kritisk, både i ordets egentlige betydning: en der opstiller kriterier, og i den mere gængse: en der påpeger fejl og mangler. Men han nægter at være misantrop. Han nærer trods mange skuffelser stadig tiltro til menneskets evne til at være menneskelig, human. Belæg for det finder han i den store kunst, som foregriber og beriger vores erkendelse, forener det mindste og det største, det dybt personlige og det fælles. Han har skrevet bøger om H.C. Andersen, Thomas Mann og Oehlenschläger, men optagetheden af kunsten går gennem hele hans samfundsanalyse og giver både den og hans sprog en poetisk dimension, som ofte savnes både hos dem, der har samfund som fag, og hos dem, der står i spidsen for samfundet. Jeg kender få eller ingen, som kan tale om et kunstværk som ”bevægende” eller ”betagende”, uden at det er en kliché. Til gengæld får man ham ikke til at sige ”hudløst ærlig” eller ”grænseoverskridende” og den slags.
Man bør selvfølgelig læse Ulrich Horst Petersens essays, som der efterhånden er mange bind af. Men man kan få stor hjælp af en usædvanlig bog, nemlig Steen Tullbergs ”Bella og demokratiet”, som udkom i 2019. Den er en gennemgang af Ulrich Horst Petersens tænkning, men tillige en placering af den i dens sammenhæng. I det hele taget er Tullbergs bog et fortrinligt stykke dansk kulturhistorie fra de tidlige 1960’ere til nu.
Så længe har jeg også kendt Ulrich Horst Petersen. Det har været mig til stor gavn og glæde, og skulle nogen endnu være i tvivl, så lad det være sagt, at denne klumme er en hyldest til en af de viseste danskere i vor tid. Og på i hvert fald ét punkt har han overgået Montaigne: Franskmanden blev kun 59 år (1533-1592). Ulrich Horst Petersen fylder 85 år på mandag.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.