Den 67-årige schweizer Mario Venzago er chefdirigent for Berns Symfoniorkester og kan lidt af hvert på det musikalsk område. Han er nemlig også komponist (dog kun i sine ferier), pianist, musikforsker og professor.
Den foretagsomme mand gør et meget adræt indtryk i en koncertsal, og hans præstation ved den første torsdagskoncert i maj fik mig til at mindes mundheldet om - det stammer vist fra DRSO's højt skattede, nu afdøde maestro, Rafael Frühbeck de Burgos - at et orkester lyder som den mand, der står foran det. Tanken meldte sig gentagne gange under de tre programpunkter, koncerten bestod af.
Først gjaldt det Mahlers symfoniske digt ”Totenfeier” fra 1888. Mahler omarbejdede senere denne musik til førstesatsen af sin 2. symfoni, hvor der unægteligt kom flere farver på paletten, mere styrke i orkestreringen, for det lidt slappere indtryk, det 20 minutter lange stykke her gav, skyldtes næppe, at Venzago tog for let på tingene.
Og decideret fjerlet blev det, da han sammen med sin landsmand, den 41-årige pianist Oliver Schnyder, kastede sig over Haydns klaverkoncert i D-dur, der stammer fra midten af 1780'erne. Komponisten havde på det tidspunkt rundet de 50 år, men var efter denne musik at dømme stadig ung af sind. Schnyder spillede perlende og ubesværet og gav som ekstranummer Robert Schumanns lille indtagende stykke ”Vogel als Prophet” fra Waldszenen, opus 82. Det nummer har jeg til gengæld hørt mere magisk fortolket.
Efter pausen stod Schumanns 4. symfoni i d-mol, opus 120, på programmet. Den regnes for et af hans vigtigste værker, vel at mærke hvis den bliver spillet i den sene udgave fra 1851 - der findes en tidligere version fra 1841, som Schumann selv reviderede, idet han gav den mere tyngde og en mørkere og mere samlet klang.
Venzago drev symfonien igennem på mindre end en halv time, og det bevirkede, at man kunne savne den tyngde eller åndfuldhed, man kender fra andre fortolkninger. På den anden side har Venzago sit alibi i orden: Hele tre af de fire satsbetegnelser bærer ordet ”lebhaft” (livlig).
Det blev en aften med en høj og rigt varieret repertoireværdi, og man bar gerne over med, at fortolkningerne som helhed var mere præget af flugt end af præcision i alle detaljer.