Prøv avisen
Bog

Jeppe Aakjær er nærværende og aktuel med vægtig udgivelse

5 stjerner
Tanken om en identitetsskabende sammenhæng mellem natur og mennesker er central hos Jeppe Aakjær. – Foto: Ritzau Scanpix.

Vægtig udgivelse med baggrund i digterens lyrik, artikler og taler om miljø og miljøproblemer

Det natursyn og de forestillinger om naturforvaltning, der gør sig gældende hos Jeppe Aakjær,”forekommer i denne tid måske mindre utidssvarende og naive end tidligere”, skriver Knud Kramshøj og P.K. Nielsen i en vægtig bog, hvis udgangspunkt er digte, artikler og taler af Aakjær om miljø- og miljøproblemer. ”... men fri den jyske Mand for Prøjserskove” lyder den kryptiske titel på værket, der er årets medlemsbog fra Aakjærselskabet.

Forfatterne uddyber deres synspunkt:

”Den industrielle produktions- og vækstideologi er i dyb krise nu, på mange måder er vi i en overgangsfase på lignende måde som overgangen til industrialiseringen var i sin tid. Men nu en udvikling med endnu mere omfattende konsekvenser.”

Disse betragtninger stammer fra slutningen af bogen. Men også i Hans Mortensens forord fremhæves digterens aktualitet. Mortensen mener, at Aakjær i dag ville blive opfattet som ”rødgrøn” – med et ståsted ”ude på venstrefløjen af Socialdemokratiet eller i SF”.

Bogens titel er et citat fra Aakjærs digt ”På Hedens Høje” (1906). Et citat, der er en uvenlig hilsen til de såkaldte Bjærgfyrs-Apostle, der anklages for at have handlet ukærligt og lidet nationalt ved at have trukket ”Nordprøjsen hen over den jyske Halvø”.

Dermed tænkes på de tyske nåleskove, hvis ”stikkende væsen” straks – som det hedder – afslører, at ”Pikkelhuens Land” er deres sande hjem. Plantager på heden ”sætter Skodder op for Jyllands Himmel”. Jysk bliver vegetationen aldrig. Så fri os for den, vrisser den hvasse digter, der som polemiker aldrig udtrykker sig med uld i munden. Hans skarpe holdninger formidles med fyndig og malende sprogkraft. Man kan indimellem finde ham vel svulstig, men nærværende også i dag – det er han.

Tanken om en identitetsskabende sammenhæng mellem natur og mennesker er central hos Aakjær. Og den kommer blandt andet til udtryk i hans holdning til hedens opdyrkning, som han var en uforsonlig modstander af. Det Danske Hedeselskab betegnede han som ”en haard Svøbe”– og som den jyske naturs udgave af Indre Mission ”ligesaa kold uforstående, ligeså doktrinær nyttehildet og skjønhedsblottet”.

I bogen ”Hedevandringer” (1915) skriver Aakjær:

”Heden er Underet. Heden er Eventyret midt i vort ellers saa borgerlige Land. Skjøn er den ved Dag, endnu skjønnere ved Nat, når Karslvognen spejler sin brækkede Stang i Dammen.”

Tekstuddraget er et smukt vidnesbyrd om digterens fortrolighed med – og viden om – heden. Med dens planteliv og i det hele taget med dens natur og stemninger. Og samtidig understreges det sociale armod hos hedebønderne. Det hele skildres med en rigdom af detaljer og opleves gennem digterens tætte sansninger.

Knud Kramshøj og P.K. Nielsen giver et nuanceret billede af Jeppe Aakjær. Ikke alene møder vi ham som polemiker, men også som lyriker. Mange af hans digte indgår.

Man kan med Hans Mortensen i forordet undre sig over det selvmodsigende hos Aakjær, idet han kunne skrive længselsfulde digte om livet i det gamle bondesamfund, men også udmale de usle forhold, som dette samfund henviste sit tyende til.

Men uanset hvor nostalgisk Aakjær i dele af sit forfatterskab kan virke i sin dvælen ved fortiden og dens nære, næsten hellige forhold til naturen, så afdækker han nogle fundamentale livsværdier, der aldrig mister deres aktualitet.

Derom vidner efterskriftet af Mogens Poulsen fra Thise Mejeri, en moderne virksomhed ved Skive med en virksomhedskultur, der dels arbejder på grundlag af ny økologisk tænkning, dels viser hen til de visioner, som Aakjær havde om den rette naurforvaltning.

Slutkapitlet er en tydeliggørelse af den nutidige relevans, som udgivelsen grundlæggende har.