Verdenslitteraturens to første hovedværker er oldgræske. De hedder »Iliaden« og »Odysseen« og ligner hinanden meget i sprog og stil. De er faktisk så ens, at mange antager, de er skrevet af den samme forfatter, sådan at »Iliaden« er et ungdomsværk, mens »Odysseen« er den samme mands alderdomsværk. Det er ham, vi kalder Homer.
»Iliaden« handler om grækernes kampe for at erobre Troja. Planen vanskeliggøres af, at Achilleus og hærens leder, Agamemnon, kommer i strid om bytte, og denne strid er et tema. I digtet møder vi et særligt heroisk univers. Heltene lever i skyggen af sliddet med hårde kampe og risikoen for pludselig og uventet død. De kaster lys ind over deres liv med værdig optræden, der skal aftvinge omgivelserne respekt, og storslået levevis med gaver, fester og herlige måltider.
Homer kendte vi indtil for tre år siden især i Christian Wilsters oversættelse (1836-37). Men i 1999 udgav professor Otto Steen Due en nyoversættelse af »Iliaden«. Den blev meget prist for sine mange kvaliteter, bl.a. den ligefremme ordstilling og det mere moderne og lettere forståelige ordvalg, som alligevel var så fint valgt, at stilen ikke blev for lav. Hertil kom, at Otto Steen Due er en musebenådet versemager.
Sproget
»Iliaden« er ret ensartet, fordi personkredsen stort set kun er heltene, og fordi kampscener dominerer handlingen. Vanskeligheden ved oversættelsen, som Otto Steen Due løste så fornemt, er at gengive det heroiske univers på dansk. »Odysseen«, som handler om Odysseus' 10 år lange hjemrejse fra Troja, er endnu vanskeligere at oversætte. I den skal oversætteren finde et sammenhængende sprog, der passer til flere emner og personer end dem i »Iliadens« ret begrænsede univers. Odysseus møder nemlig uhyrer, halv- og helguder, smukke kvinder, trofaste kvinder, farlige troldkvinder, enøjede trolde, kvindelige trælle, store drenge og fattige hyrder, og handlingen har træk fra eventyr og sagnstof.
Et eksempel er episoden, hvor Odysseus efter et skibbrud ligger og sover ved kysten. Prinsessen Nausikaa finder ham, og de aftaler, hvordan hun kan lede ham ind til byen: Når de nærmer sig den, må deres veje skilles for ikke at give anledning til sladder. Hvis nogen nemlig så dem, ville han måske sige (den græske tekst): Hvilken stor og smuk fremmed ledsager der Nausikaa? Hvor fandt hun ham? Wilster havde »Hvem gaar dog med Nausikaa der? en høj og en fager fremmed? / hvor hitted hun ham?«, nu lyder det »Sikke en høj, flot fyr Nausikaa dér kommer hjem med! / Hvor har hun samlet ham op?« Her rammer Otto Steen Due et let hverdagssprog, der uden at være plat træffer sladderens lidt nedsættende tone.
Et andet eksempel kunne være et versepar, der dukker op mange gange: Således hele dagen til den nedgående sol beværtedes vi med umådeligt kød og behagelig vin. Wilster havde »Saaledes Dagen igennem til sent, da Solen sig bjærged, / sad vi og nød fortræffeligt Kød og Vin, som var liflig«, og nu: »Hele den udslagne dag til solen gik ned over havet, / sad vi til fest, åd mængder af kød og drak masser af rødvin.« Med åd og masser af rødvin understreger Otto Steen Due heltenes fråsen i mad og vin, som stod i modsætning til samtidens grækeres beskedne levevis. Hertil kommer brugen af (et tillempet) nyt komma, som gør læsningen af teksten mere flydende.
Et sidste eksempel på Otto Steen Dues heldige fornyelse kan være verset fra 9. sang, som Wilster oversætter tæt på den græske tekst med »Fremmede! Daare du est, eller langvejs fra er du kommen...«. Det er blevet til: »Fremmede, du er et fjog eller fra hvor kragerne vender...« Græsk er sammenlignet med dansk lidt fattigt på udtryk som »hvor kragerne vender«, men det er helt rigtigt at få dem med i en dansk oversættelse.
Skulle man kritisere oversættelsen på et enkelt punkt, kunne det være, at Otto Steen Dues store sproglige og metriske talenter af og til udarter til laster. Begyndelsen lyder: »Muse, fortæl mig om manden, den aldrig forlegne, der flakked / viden omkring da han først havde styrtet det hellige Troja, / manden der så mangfoldige folk og fornam deres lynne.« Her er lynne altså lidt krukket, for næsten ingen læsere kender det (det betyder sindelag). Men »aldrig forlegne« er godt i stedet for Wilsters »vidtbefarne«, og krukkerierne går aldrig så vidt, at de er uden charme. Konklusionen efter læsnigen af »Odysseen« i Otto Steen Dues oversættelse er, at han, som forventet, også rammer Homers sprog træfsikkert i dette tilfælde.
Handlingen
Som sagt er handlingen i »Odysseen« mere varieret end »Iliadens«. Odysseus møder mange forskellige mennesker i varierende miljøer, halv- og helguder foruden monstre som kyklopen, der æder hans mænd. Men alligevel er der en klar sammenhæng på to planer. For det første giver det enhed, at det er en herlig historie, spændende og dramatisk. Mange motiver, der dukker op i senere litteratur, præsenteres her: Prinsessen, der hjælper helten, helten, der kommer hjem efter den lange rejse, lige tids nok til at hindre ulykken (nemlig at en bejler hugger hans kone), monsteret, der narres med en klog løgn (Odysseus kalder sig Ingen, så kyklopens naboer ryster på hovedet ad nødråbet: Ingen vil dræbe mig), genkendelse i flere omgange (Odysseus genkendes langsomt og trinvis af folk på hjemøen Ithaka) og så videre.
For det andet er der selve Odysseus. Han har som figur et rygte og en power, der tiltrækker sig alle de andre medvirkendes og læserens fulde opmærksomhed, bl.a. fordi han er »den aldrig forlegne«, og samtidig giver det ham en særlig storhed i denne delvis magiske verden, at han er det mest udtalte menneske af dem alle.
Ved handlingens begyndelse er han fanget på gudinden Kalypsos ø. Hun er smukkere og yngre end Odysseus' hustru, Penelope, og hun kan endda gøre ham udødelig. Alt dette anerkender Odysseus, men alligevel er hans beskedne ønske til fremtiden følgende: »Selv har Odysseus / kun det ønske igen at se røgen gå op imod himlen / over sit land og vil hellere dø.« Altså blot at se røgen over sit livs udgangspunkt er for Odysseus bedre end evigt liv med gudinden, uanset hvor tiltrækkende hun er.
En af anmeldelserne af Iliade-oversættelsen sluttede for tre år siden med at udsige håbet om, at Otto Steen Due ikke blot ville markere sig som det 20. århundredes store oversætter af klassikere, men også ville have mod på at markere sig i det næste århundrede. Det har han heldigvis gjort.
Han er selv heller aldrig forlegen som oversætter og sprogkunstner, og hermed har han givet den almindelige danske læser ikke bare frisk adgang til en klassiker, men også mulighed for en læseoplevelse af de helt store, ja den gives ikke bedre i verdenslitteraturen. Sådan løber Otto Steen Dues vers let gennem læserens hoved og afsætter nydelse hele vejen.
Homers Odyssé, oversat af Otto Steen Due og illustreret (s/h) af Peter Brandes. 464 s., indb. 395 kr. Gyldendal
Otto Steen Due: Ledsager til Homers Odyssé. 176 s., hæftet, 195 kr. Gyldendal.
Den danske Homer
Fakta
I tilknytning til udgivelsen af den nye oversættelse af Homers »Odysseen« udstilles Peter Brandes' illustrationer til bogen sammen med cirka 200 værker, der relaterer til bogens illustrationer. Udstillingen varer til den 5. januar 2003. Kristeligt Dagblad bragte i går et interview med Otto Sten Due. Interviewet kan læses på internettet på adressen www.kristeligt-dagblad.dk.