En dag i foråret 2006 fik Gerard Russell en opringning på sit kontor på den britiske ambassade i Bagdad. Sheik Sattar, mandæernes ypperstepræst, bad om at mødes med ham på al-Rashid Hotel. Russell havde fået et længe næret ønske opfyldt: ”Det var som at blive kaldt til møde med en af riddderne af det runde bord,” skriver han i denne nye bog. Han havde i flere år interesseret sig for de forsvindende religioner i Mellemøsten, og den mandæiske var en af dem. En af verdens mest esoteriske (det vil sige kun tilgængelig for indviede) religioner. Monoteistisk, men ikke kristen.
”Vores religion er den ældste i verden, den går tilbage til Adam,” sagde sheiken, som gav en indføring i mandæismens historie og ritualer helt tilbage til Babylon for mere end fire tusind år siden. Mandæerne troede på Adam og accepterede enkelte profeter i den hebræiske bibel, men anerkendte ikke Abraham. Frem for alt ærede de Johannes Døberen og havde deres egne hellige bøger, først nedskrevet efter 1500 års mundtlig overlevering. Dåb i strømmende vand er et centralt ritual for mandæerne i forbindelse med livets store begivenheder. Ved første dåb hvisker præsten et helligt, hemmeligt navn i barnets øre, som kun må åbenbares for den nærmeste familie.
Sheikens hovedærinde var i øvrigt ikke at fortælle om sin religion, men at bede om hjælp til at få asyl i England for irakiske mandæere, ”der er kun nogle få hundrede af os tilbage”, oplyste han, og det gik op for Russell, at han havde opnået kontakt med en ældgammel religion, som ”... var ved at forsvinde, næsten for øjnene af mig.” - Sheik Sattar flygtede til Australien kort efter.
Russell er uddannet i klassiske sprog og filosofi i Oxford og har i 14 år arbejdet for det britiske udenrigsminsterium i Mellemøsten, blandt andet i Irak og Afghanistan. Han taler flydende arabisk og farsi og har på sine mange rejser i regionen opbygget et netværk af stærke venskaber og kontakter i de lokale, religiøse minoriteter. Siden 2009 har han været tilknyttet en gruppe af Afghanistan-specialister på Harvard Universitet.
Bogen om arvingerne til de glemte kongeriger er resultatet af to årtiers erfaringer og refleksioner. Og det, der har slået ham med forundring, er disse folks fastholdelse af praksis og traditioner gennem tusind, ja i nogle tilfælde flere tusinde, år under konstant pres for at konvertere . Men gennem de seneste årtier er presset taget til, og, som han skriver: ”Nu er de fleste af disse grupper mere sårbare end nogensinde. Sigtet med denne bog er at give dem en stemme.” Sørgeligt aktuel og for nogle gruppers vedkommende en bog i sidste øjeblik.
Bogen er ikke historieskrivning i egentlig forstand. Den er en personlig beretning, en krønike, om otte religioner og deres oprindelse. Om en række rejser, hvor Russell med uvurderlig bistand fra venner, kontakter og deres familier har besøgt ofte svært tilgængelige områder, hvor minoriteter har søgt beskyttelse gennem århundrederne.
I Irak møder han mandæerne, som ovenfor er brugt som eksempel på en af de esoteriske religioner, der berettes om i bogen. I det nordlige Irak yazidierne, en kurdisk religion med gamle indo-europæiske rødder, som sidste sommer var tæt på at blive ofre for et folkedrab, begået af Islamisk Stat (IS) under en belejring af Sinjar-bjerget, som gjorde det yazidiske folk kendt over hele verden. I Iran opsøger han zorostrianerne, hvis religion var den dominerende i det gamle persiske kejserdømme, men som i dag tæller færre end 100.000, de fleste bosat i Indien eller USA. På Vestbredden besøger han samaritanerne, som hævder, at deres religion er de gamle israelitters fra tiden før eksilet i Babylon, og anser sig selv som det oprindelige, jødiske folk, fordi de aldrig forlod det hellige land. På Jesu tid udgjorde de måske en halv million mennesker. I dag tæller de cirka 700 sjæle, klemt inde mellem israelere og palæstinensere.
Blandt Libanons ikke færre end 18 anerkendte sekter og religioner sætter Russell druserne i fokus, en shiitisk sekt med 250.000 medlemmer, som ofte har spillet en afgørende role i ledelsen af landet, og i Egypten de hårdt trængte, kristne koptere, som er den største religiøse minoritet i Mellemøsten. Spændingen mellem dem og muslimerne er taget til efter revolutionen i 2011. Seneste blodige begivenhed var IS's henrettelse af 21 egyptiske koptere i weekenden.
Den sidste stemme i bogen giver han til kalashafolket i Hindu Kush i Himalayabjergene i det nordvestligste hjørne af Pakistan. De er blot fire tusinde mennesker, som alle bor i tre dale så isolerede, at der virker fredeligt, selv når der er vold og kaos kun nogle få kilometer væk. Kalasha er det sidste af de indoeuropæiske folk, der har bevaret deres før-islamiske religion. Ikke på skrift, men i mundtlig overlevering og i ritualer og skikke. De indvandrede for måske 5000 år siden. Fysisk ser de fleste meget nordiske ud med blå øjne, lys hudfarve og lyst hår.
Man er nu ved at bygge en tunnel, som vil give nemmere adgang til resten af Pakistan.
”Når den tunnel åbner,” skriver Russell bekymret, ”så gad jeg nok vide, hvor længe kalashaerne vil vare!”
Under alle omstændigheder, det hører med til historien, vil der dog være et værdigt minde om dem i Danmark, som i kraft af sin antropologiske tradition har verdens største samling af kalasha-objekter af religiøs og historisk betydning og beskæftiger flere kalasha-forskere end andre steder i verden.
kultur@k.dk