Prøv avisen
Film

Smuk historie om den store gevinst, der ikke bare kan gøres op i penge

5 stjerner
Der udvikler sig langsomt et forhold mellem kunsthandleren Olavi og barnebarnet Otto i den finske film ”Sidste bud”. – Foto: Filmbazar.

Den finske film ”Sidste bud” er en skøn og usentimental film om en morfar og hans barnebarn og et forknudret liv, der løsnes op

Den finske filminstruktør Klaus Härö lavede for et par år siden den pragtfulde film ”Fægteren” om en skolelærer i Estland under krigen. Mod alle odds fik denne skolelærer både gevinster frem i voksne og i skoleelever. Det var i form af livsmod, håb og kærlighed. Filmen blev Finlands bidrag til det års Oscar-konkurrence. Den vandt ikke, men den er blevet husket.

Nu er Klaus Härö tilbage med en ny film, ”Sidste bud”, der tangerer ”Fægteren” i temaer, men slet ikke i selve historien. Denne gang er vi tilbage i Finland, i det smukke Helsingfors, hvor den gamle kunsthandler Olavi driver sin kunsthandel, som han har gjort hele sit liv. Han har levet og åndet for sin forretning og kunsten. Han fører stadig arkiv over sine kunder på små papstykker anbragt i et skuffedarium. Der er ikke noget internet og ”smartness” over ham. Han er en uddøende race og ligeså hans butik. Han er en gammel mand, der har levet sin tid.

Det har kostet i privatlivet. Han har ikke været en nærværende far og slet ikke til stede i sit eneste barnebarns liv. Han kender ikke Otto. Kontakten til datteren er gået fløjten. Da hun i begyndelsen af filmen ringer til ham for at overtale ham til at tage Otto i erhvervspraktik, afslår han ganske. Selvom datteren fortæller om de problemer, hun har med ham i skolen og derhjemme, er det som vand på en gås. Nej!

Olavi ved godt, at hans liv er ved at rinde ud. Helbredet er ikke det bedste, så det lakker mod enden på flere måder. Alligevel lykkes det datteren at få Otto sat i forbindelse med morfaderen, og der udvikler sig langsomt et bedre forhold de to imellem.

Den gamle kunsthandler har et stort ønske. Det er at gøre én til rigtig god forretning i sit liv. En dag falder hans blik på et billede, som skal på auktion hos naboen. Det er et usigneret billede fra guldalderen. Det er ikke vurderet særlig højt. Et mandeansigt. En bonde måske? Den gamle kunsthandler har en fornemmelse af noget andet. Det kunne være et religiøst billede malet af den store russiske maler Ilja Repin (1844-1930). Et Kristus-billede! Repin var for malerkunsten i Rusland, hvad Tolstoj var for litteraturen.

Olavi føler, at han må købe det billede. Det bliver ikke nogen helt enkel sag at gøre det. Er billedet det, han tror, eller er det en forfalskning? Kan han skaffe midlerne?

Filmen kører hele vejen i et dobbeltspor. Dels er der den ydre handling omkring billedet, og dels er der den indre historie mellem morfaderen og barnebarnet. Imellem de to dimensioner er billedet. Hvad er det for et billede, og er det bare et almindeligt oliemaleri?

Uden at røbe for meget af den smukke historie er det vigtigt at ihukomme, hvad en ikon er for noget. Det er ikke et sofastykke, men et billede, der åbner for en ny dimension.

Det er præcis det, der sker i filmen. Det forknudrede liv løsnes op, og den store gevinst er ikke bare noget, der gøres op i penge. En skøn finsk film.