Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Den alt for kroniske uskyld

Louise Østergaard har udgivet en roman, hvor hun fortæller om sit forhold til digteren Yahya Hassan. Foto: Bax Lindhardt/ Denmark

Nu har Yahya Hassans meget omtalte kontaktperson taget bladet fra munden. Men det tankevækkende i hendes debutbog om deres kærlighedsforhold er ikke aldersforskellen på 22 år. Det er det manglende vokseværk

I efteråret udgav den svenske forfatter Per Olov Enquist sin personlige Lignelsesbog, hvori han beskriver et grænseoverskridende kærlighedsforhold, der determinerer hans liv. Han var en kejtet jomfru på 15 år, hun 51. Men alvoren og skønheden var intens. Sådan kan kærlighed også være. Og det kan der komme kunst ud af.

At liv og litteratur kan flettes sammen i en ny fiktionalitet, så hvert et komma bliver personligt og tvetydigt, viste Karl Ove Knausgård os i sit legendariske seksbindsværk Min kamp.

Det er de elementer: liv og litteratur, det personlige og det almene, samt den grænseoverskridende kærlighed mellem et (stort) barn og en (lille) voksen, der er i spil i Louise Østergaards første roman, ORD.

Og det selvbiografiske stof vokser lige under overfladen. Pluk det, og du forstår sammenhængen, pirres af insiderviden og drives gennem siderne med en pæn portion opslugthed. Pluk det ikke, og du sidder tilbage med en historie, der har svært ved at hæve sig op over dagbogsnotatet.

Louise Østergaard er den tidligere kontaktperson for digteren og fænomenet Yahya Hassan. Da de så hinanden første gang, var han bare 14 år. Hun var hans lærer på specialskolen for utilpassede børn og midt i 30erne. To år senere indleder de et forhold. Alt det har Yahya Hassan beskrevet intimt i sin første digtsamling og har dermed som en anden Knausgård balanceret på en knivsæg mellem det udleverende og det dybt raffinerede. Begge holdt de som bekendt distancen og landede midt i litteraturhistorien!

Det er dette rå urtalent, vores hovedperson i ORD i første omgang fortrylles af. Han skriver en stil, og hendes verden vælter, fordi det minder om hendes egen drift mod ord.

LÆS OGSÅ: Fra Abraham til Ariel Sharon

Desværre flyver virkelighedens Louise Østergaard sprogligt betydeligt lavere. Og det gør, at selve det omdrejningspunkt, deres forelskelse forklares ud fra, ikke har fuld troværdighed. Som i en boble forestiller hun sig, at de to elskende lever i samme univers som Anaïs Nin og Henry Miller, og at deres forhold bygger på en fælles litterær passion, hvor ingen alder og konventioner findes.

Bogen jonglerer bevidst med begrebet fiktionalitet. Der er brugen af den personlige hovedstol, der er spring i tid og sted, der er opdigtede navne, de to hovedpersoner er kun et jeg og et du, og vi får et par gange at vide, at det hele måske er digt. Sådan forsøger Louise Østergaard at lægge et litterært røgslør ud, der i grunden bare får den virkelige historie til at stå endnu mere nøgent frem.

Der mangler en begrundelse for passionen, siger således de velmenende, metakommenterende veninder, der bruges som et af de litterære virkemidler. Du bør uddybe forholdet mere.

Men spørgsmålet er, om det overhovedet er passion. Måske er der snarere tale om en næsten ubærlig sakralisering af den mandlige hovedpersons uberegnelige karakter og utøjlelige talent. Han er det skrivende dyr. Og spillets gustne regler og ordenes musik bliver på den måde en lige stor del af fascinationskraften.

Hvorfor udgiver Louise Østergaard så denne bog? I første omgang tror jeg, hun har et helt legitimt behov for retfærdiggørelse. Både i forhold til den offentlige standret og i forhold til den inspiration, hun rent faktisk har givet den unge digter. Fair nok. Louise Østergaard udstiller ingen. Og manden Lasse, som hun bliver skilt fra i den ulyksalige situation, hvor den unge digter politianmelder hende (for senere at trække anmeldelsen tilbage) er beskrevet endog yderst sympatisk. Derudover lykkes det faktisk forfatteren at tegne et næsten barnligt ømskindet portræt af kærlighedens yderkant.

Mest af alt er ORD dog en foruroligende lærebog i, hvordan livet ikke kan udvikle sig, når uskyld og fald skilles ad. Sjældent har jeg læst en bog om ulykkelig kærlighed med så lidt vokseværk. Han er jo faldet par excellence. Hun er et menneske, der naivt, engageret og på mange måder uforstående ser på sin egen skæbne. Og derved bliver det.

Derfor genoptages deres forhold igen og igen, sandsynligvis også ud over disse sider. Ingen erfaring tynger. Sådan er passion. Jeg ved det. Men sådan er en vis form for insisterende uskyld også. Man nægter simpelthen at se faldet i øjnene.

På den måde bliver aldersforskellen i grunden det mindste problem.