Den amerikanske billedsamler

Christina Hesselholdt roman om Vivian Maiers liv og fotografier er en smuk fortælling om tab og livsbegær

Forfatter Christina Hesselholdt folder Vivian Maiers liv ud i ny bog.
Forfatter Christina Hesselholdt folder Vivian Maiers liv ud i ny bog. Foto: Torben Huss.

Nyheden gik verden rundt, da historikeren John Maloof i 2009 blev klar over, hvad der var i de kasser, han to år før havde købt på en auktion i Chicago. Ud over aviser, udklip, breve og andre sager, var der de første vidnesbyrd om et indtil da ukendt, stort fotografisk talent: Vivian Maier. Den særegne, tingsamlende, fotograferende barnepige havde i alt efterladt sig flere end 150.000 fotografiske negativer; dertil kom bunker af ufremkaldte filmruller, film- og lydoptagelser.

Nu folder Christina Hesselholdt Vivian Maiers liv ud – fra hun blev født i en dysfunktionel emigrantfamilie i New York (moderen var fra Frankrig, faderen fra Østrig) til hun dør ensom i Chicago i 2009.

At Christina Hesselholdt blev fanget af fortællingen om den egensindige fotograf giver god mening, synes jeg. På mange måder er Viv, Vivien, Vivienne – heller ikke navnet ville hun fastholdes på – med de store fødder og det skarpe blik, kroppen gerne gemt i let uformelige gevandter, lige en Hesselholdt-figur.

Vivian Maier, der levede som barnepige, først i New York og fra 1956 hos skiftende familier i Chicago, legede vildt med børnene, og tog dem med på sine fotoudflugter; de skulle se ”how the other half lives”, som hendes danske kollega Jacob Riis i sin tid kaldte det. Hun var følelsesmæssigt svær at komme tæt på, men samtidig et engageret politisk menneske. En besat tegntyder, der fyldte sine skiftende værelser til bristepunktet med gamle aviser og andre dokumenter, som hun skulle have læst og systematiseret. Som Hesselholdt lader hende fortvivle: ”Jeg lægger det jeg skal huske øverst for ikke at glemme det. Men det hele kan ikke ligge øverst. ”

Ligesom Hesselholdts romanserie om Camilla og vennerne, der udkom samlet som ”Selskabet” i 2015, er ”Vivian” en stemme- eller stafetroman, hvor flere stemmer, ud fra hver deres perspektiv, skiftes til at bære fortællingen videre.

Der er Vivs egen stemme – eller egne stemmer – og så er der en fiktiv Chicago-familie mr. og mrs. Rice, eller, når vi er tættere på: Sara og Peter. Dertil kommer Saras psykolog, barnet Ellen, Vivians mor og fotografen Jeanne Bertrand, som Vivian og hendes mor boede sammen med både i Frankrig og i New York.

Til at orkestrere alle disse stemmer har vi fortælleren (der altid har drømt om at blive dirigent): ”Fortælleren (det er mig der rasler… når jeg letter på låget for at se om karaktererne er kommet i kog)”. En stemme, der kan tale direkte med personerne i fortiden, men dog er situeret i nutiden.

Og naturligvis kommer Hesselholdts portræt af Maier, der i sit gadefotografi selv arbejdede meget med spejlinger, også til at spejle fortælleren: en mentalt letbevægelig, handicappet mand, der som en anden Marcel Proust opholder sig mestendels i sin seng (sammen med sin nærmeste – en bulldog), hvorfra han via internettet kan rejse alle de steder hen, han vil.

Indimellem har han (som vel også forfatteren) sine anfægtelser ved at gå så tæt på Vivian som ”en af de hunde hvis kæber låser sig om byttet, Viv i mit gab, nær ved at drukne i fråde”, men husker så på, hvordan Vivian selv ”listede sig ind på” andre mennesker.

Det var det, hun gjorde, Vivian Maier, altid med sit Rolleiflex-kamera om halsen, hvormed hun bogstaveligt talt skød fra maven. Hun fotograferede mennesker og menneskers tegn, som eksempelvis affald, næsten som et antropologisk studie, eller måske som en måde at nærme sig det svære menneskeliv på, som hun i sin tidlige barndom var blevet hårdt belastet af.

At skrive om en historisk person og samtidig være fri i sin fiktion er en svær balance. Hesselholdts klare greb er indimellem at lade fortælleren trække de store faktiske linjer og også citere historiske kilder. I andre afsnit er det tydeligt, at der levendegøres, dramatiseres og fiktionaliseres. Og fortælleren selv gør opmærksom på det kulisseværk, en historisk roman også er: ”Nå, nu er vi tilbage i Chicago, denne fattige kulisse rejst i mit sind ved hjælp af kort og Google og Wiki og nogle stumper poesi – der skulle have været hidkaldt en Rigtig romanforfatter til projektet her”.

Her er det den morsomme Hesselholdt, som virkelig brænder igennem i romanen, mens det andre steder er ømheden, man fornemmer: Hesselholdts særlige evne til at gestalte en karakter, så man mærker den helt ind under huden.

”Vivian” er en smuk bog. Fordi forfatteren, uanset fortællerens førnævnte tvivl, faktisk ikke gnaver ind til benet, men lader Vivian få lov at sige fra – ”Jeg kan ikke lide dig”, som hun siger til fortælleren. Og samtidig blottes fortælleren selv, i al sin særhed, ligesom også Sara træder tydeligt frem. Vi er sære og særlige på hver vores måde.