Eva er immigrant fra Guatemala og opholder sig illegalt i USA sammen med sine to døtre og en bunke falske identitetspapirer. Jim er selvbestaltet og frivillig grænsevagt og forsøger at sikre sig, at folk som Eva ikke kommer ind i Guds eget land. Han har taget over, hvor staten, ifølge ham, har svigtet.
Og han er næppe enig med demografen William, der mener, at den eksplosion af forskelligheder, religiøse, etniske og kulturelle, som USA oplever i disse år, vil få en positiv indflydelse på den amerikanske samfundsudvikling.
Eva, Jim og William er blot nogle af de få skæbner, der tilsammen danner journalisten Steffen Hous dystre mosaik i debuten ”Drømmenes deroute”.
Det er et prisværdigt projekt at ville skildre et samfund gennem dets borgere, og Steffen Hou har lagt et enormt stykke arbejde i at grave fakta og kilder frem. Han har delt sin bog op i en række overordnede emner - immigration, racisme, ulighed, uddannelse, hjemløshed, moralsk forfald, krig på udebane, krig på hjemmebane, selvtægt og retsvæsen - og inden for hvert emne interviewes en række mennesker.
Broderparten af dem er faldet tungt fra den amerikanske drøms tinder, men der er også blevet plads til folk som mønsterbryderen Chris, den højtuddannede bandit, der er overbevist om, at USA altid tilbyder en ekstra chance til dem, der tør forfølge deres drøm, hvis blot de er målrettede og arbejdsomme nok.
”Drømmenes deroute” er udkommet på selvudgiverforlaget Trykværket, og der er ikke sparet på noget. Hverken ambitioner eller antallet af kilder og bogsider.
Men en redaktør på et konventionelt forlag, hvis opdrag er at levere sorte tal på bundlinjen, ville givetvis have skåret og strammet til. Og sagt til forfatteren, at der var for mange historier om illegale immigranter, om vagtværnsfolk og om højreekstremister, der mindede for meget om hinanden, og at bogen ville have stået stærkere, hvis man havde zoomet ind på en enkelt kilde i hver kategori og havde udnyttet det medie, som bogen er.
Det lange format giver mulighed for at folde skæbner ud, men som de står nu, skåret over samme læst, minder de mere om en række avisartikler.
Resultatet er, at de ellers knaldgode kilder flimrer forbi læserens øjne uden for alvor at bide sig fast, og det bliver svært at skelne dem fra hinanden.
Der er så mange meninger i de korte og refererende portrætter, der har en lidt kedelig tendens til at forfalde til simplificerede psykologiske forklaringsmodeller, som for eksempel når den tidligere nynazistiske skinhead Angela forklarer sin livsbane med, at hendes fordomsfulde forældre ikke kunne klare tre børn, at hun følte sig afvist og fik lavt selvværd.
Det er muligvis rigtigt. Men hvis man havde foldet hendes historie ud, ville der med garanti havde været flere lag i den, og som læser ville man glad og gerne have konverteret halvdelen af kilderne til mere tyngde i de enkelte.
kultur@k.dk